Nyt fra sengekanten
Om lammende angst og dunkle drifter
I den forløbne uge skrev to unge mænd uafhængigt af hinanden til mig på en dating-app. Det handlede om HIV. Den første spurgte mig høfligt om jeg var positiv. På appen kan man angive sin HIV-status. Hos mig står der positiv med umålelig virusmængde. Det kostede mig altså ikke noget at sige ja til hans spørgsmål.
Om jeg ikke var bange, spurgte han videre.
Nu er min HIV-diagnose over 25 år gammel. Jeg tager en pille om dagen, har ingen bivirkninger. I mandags var jeg hos lægen, alle mine tal er gode. Jeg sagde til den unge mand, at jeg ikke har været bange i lang tid.
Førhen var det anderledes.
Han spurgte så, hvordan man kan vide om en fyr er HIV-positiv, hvis han ikke fortæller det selv. Han havde været sammen med en, og nu var han bange. Jeg sagde til ham, det kan du ikke vide. Men det er meget vanskeligere i dag at blive smittet med HIV. Jeg rådede til at gå til lægen og tage en test. At undersøge smittevejene. HIV kan (næsten) kun overføres gennem sæd eller blod.
Gode praktiske råd.
Han fortalte så, at han havde kysset med en fyr, altså uden analsex. Jeg sagde til ham, at det så var meget usandsynligt at han havde fået HIV af det.
Hans angst kunne jeg dog ikke tage fra ham.
Natten efter vågnede jeg pludselig op og måtte lave nogle angst-øvelser. Selvom jeg for længst ikke mærker angst for HIV, bor der angst i mig. Gammel angst, evig angst, ny angst.
For hvad? Som sanger møder jeg altid angsten, før jeg skal på scenen. Jeg kender angsten, forventer at den kommer, jeg ved hvordan jeg omgås den. Jeg kan endda bruge den til at finde min fokus før en koncert.
Som formand for vores forening Songs of Life i Berlin er jeg til stadighed bange for at vi ikke finder finansiering til vores koncerter. Jeg er ikke nogen finansekspert, så det er anderledes end performanceangsten, hvor jeg føler mig rimelig sikker. Men jeg ikke alene med finansieringsproblemerne, på en eller anden måde finder vi altid en løsning.
Jeg er heller ikke (næsten ikke) bange for HIV. Jeg ved udmærket godt at der er nogle der blokerer mig på appsene, når jeg åbent angiver min status. Tidligere gjorde det mig helt sikkert ked af det. Men jeg følger retningslinjerne, og jeg er videnskabeligt bevist ikke i stand til at smitte med virussen.
Et par dage senere skrev en anden ung mand til mig. Han spurgte om jeg var POZ. At oute sig som POZ kan være en livsbekræftende befrielsesaktion fra stigmatiseringen af den seksuelle sygdom. Det kan også være forbundet med en fascination af den toksiske smitte.
At blive pozzet er en tilsigtet serokonversion (smitte med virus) af HIV-negative personer gennem kondomfri sex med HIV-positive personer. Det udspilles mest som internet-fantasi hos HIV-negative.
Det var tilfældet hos denne unge mand. Det ville ophidse ham. Men ikke mig. Jeg konfronteres af og til med sådan nogle personer, mit svar er altid at sige fra med det samme. Jeg behøvede dog ikke at blokere ham, det klarede han for mig.
Jeg hverken skammer mig eller er stolt af min status. Jeg beklager den ikke, jeg tilbeder den ikke. Det er bare sådan.
Måske har jeg endda udviklet noget medfølelse for den menneskelige skrøbelighed, der også kan været sexet? I hvert fald er der mange mennesker, der omgås HIV-situationen uden problemer. De som ikke kan det, skal heller være sammen med mig intimt.
Ligesom med sangens udfordringer har jeg haft mange år til at øve mig med at leve godt med HIV. Når jeg oplever en afvisende situation, føler jeg generelt kun en let melankolsk eller irritabel brise.
Natten efter denne udveksling sov jeg indtil kl. 10.30 næste dag. Det sker måske 1-2 gange om året. Måske gjorde det mig godt at markere mig solidarisk med mig selv?
Hver gang en ny katastrofe melder sin ankomst, kan vi være sikre på at angsten og de mørkeste drifter også dukker op. Om det er krig, finanskrise eller en ny pandemi. De er sikre ledsagere.
I mine snart 40 år som seksuelt aktiv bøsse var de første 15 år overskygget af AIDS-dødsangst. For 10-15 år siden var hepatitis C stærkt udbredt og vakte med sin meget ubehagelige interferon-behandling angst og afvisende reaktioner hos mænd der havde sex med mænd. Sidste år oplevede vi nye tilsyneladende ukontrollerbare angst-impulser med abekopperne.
Videnskaben lærer os at angstcentret sidder i hypotalamus, i menneskets reptilhjerne. Det er ældre end den logiske tænkning og reagerer som bekendt kun i begrænset omfang på fakta og videnskabelige kendsgerninger.
Formodentlig bor de dunkle drifter i et rum ved siden af. Med gennemgangsdør.
Vi kan øve os i at omgås angsten. Vores personlige tvangstankers helvede er ikke endestationen på vores udflugter i drifternes land. De kan være et punkt til radikal selvaccept for den videre rejse.
Selvom den første unge mand fra appens angst måske ikke er rimelig, er den reel. Hvad den anden unge mands dunkle fantasier angår, har de ikke noget med mig at gøre, hvis jeg ikke vælger at deltage i dem. I øvrigt kan jeg som nævnt ovenfor ikke videregive virus.
Min smukke pik er ikke et masseødelæggelsesvåben, i min følsomme røv er der ikke noget skjult lager af giftigt affald. De er heller ikke instrumenter for verdensfreden. Jeg har masser af temperament og lidenskab. Men jeg sætter dem helst ind til fælles glæde.
Jeg håber for de unge mænd, at de vil øve flittigt og skabe sig gode og tilfredsstillende seksualliv.
Den amerikanske buddhistiske nonne Pema Chödrön skriver i sin bog ”The Places That Scare You”:
”Vi kan lade omstændighederne i vores liv hærde os, så vi bliver mere og mere vrede og bange, eller vi kan lade dem blødgøre os og gøre os mere venlige og mere åbne over for det, der skræmmer os. Vi har altid dette valg.“
I denne ånd laver vi igen i år i Berlin en smuk World AIDS Day koncert. Vi vil igen bestræbe os på at blive blødere og venligere.
Alle er velkomne!
Neueste Kommentare