Vort svage Mod

Program

Mads Elung-Jensen, tenor
Axel Bauni, klaver
Tore Leifer, moderation

Vort svage Mod er en klassisk koncert med moderation.

Koncerten består af tre nye værker og et klassisk moderne værk: ”Til min Ven, Digteren Gustaf Munch-Petersen”,
et digt af Tom Kristensen, komponeret af Peter Bruun 2018, ”Seks digte af Gustaf Munch-Petersen” af den tyske komponist Alexander Muno, ”Svendborger Gedichte”.

Tre digte af Bertolt Brecht komponeret af den danske komponist Peter Bruun begge komponeret i 2016, og ”Engführung”, et digt af Paul Celan sat i musik af Aribert Reimann i 1967.

Med undertitlen ”Digtere i krig” søger Vort svage Mod at stille spørgsmålet: ”Hvad kan man som enkelt menneske gøre stillet over for verdens ekstreme konflikter?”

Sangene tolkes af tenoren Mads Elung-Jensen, Berlin, og pianisten Axel Bauni, Berlin. Programmedarbejder ved Danmarks Radio Tore Leifer introducerer og diskuterer
i koncerten digterne, komponisterne, værkerne og
deres paralleller til vores tids menneskelige og politiske udfordringer.

Moderation central

Koncerten er bygget op med moderatoren, Tore Leifer, som en central medvirkende. Formidlingen og

diskussionen af værkerne og deres poetiske og politiske indhold er afgørende, både på grund af de mange væsentlige problematikker og for at give tilhøreren en nøgle til ukendte musikalsk rum.

Celan – Reimann – En vandring gennem den indre angst
Vort svage Mod er kulminationen af mange års beskæftigelse med disse værker og deres temaer. Aribert Reimann skrev i 1967 ”Engführung” til Paul Celans digt

til den schweiziske tenor Ernst Haefliger, der på det tidspunkt var ansat på Deutsche Oper i Berlin og sig selv som pianist.

Paul Celan voksede op som tysksproget jøde i Bukowina
i det daværende Rumænien. I 1942 blev hans forældre deporteret til en arbejdslejr hvor begge omkom. Anden verdenskrigs terror efterlod dybe sår hos Celan, og frygten for en truende atomkrig var et gennemgående tema i hans liv og kunstneriske virke.

I løbet af Paul Celans digt går fortælleren på en mareridtsagtig vandring gennem indre angst, indtil det lykkes ham at finde en vej tilbage til den verden han engang kendte. ”Engführung” betragtes som et af Reimanns betydeligste værker i hans meget bemærkelsesværdige produktion.

Mads Elung-Jensen studerede i 1990’erne hos Ernst Haefliger, og Haefliger opfordrede ham dengang til at synge værket, der på grund af dets store tekniske og

musikalske krav nærmest ikke er blevet opført siden dengang.

Da Mads Elung-Jensen i 2009 flyttede til Berlin ønskede han endelig at opføre værket og han opsøgte Axel Bauni, som er tidligere elev af Aribert Reimann og dennes efterfølger som professor i nutid liedakkompagnement på Universität der Künste.

I 2011 opførte de Engführung på De Nordiske Ambassader i Berlin til en meget begejstret modtagelse, også fra Reimann selv.

Munch-Petersen – Muno – Den tvingende nødvendighed
Det har herefter været Mads Elung-Jensens og Axel Baunis ønske at finde en koncertramme der kunne give dette værk en passende opførelse. I 2015 oversatte Mads Elung-Jensen Gustaf Munch-Petersens NITTEN DIGTE, skrevet i 1937 på Bornholm under indtryk af fascismens fremmarch i Europa, til tysk. I løbet af digtsamlingen opstår blandt natur- og fiskeribilleder i stadig højere grad en tvingende nødvendighed om at måtte handle mod ’Skændselen’.

Munch-Petersen rejste abrupt til Spanien for at kæmpe
i borgerkrigen, efterlod kun en besked på køkkenbordet
til sin gravide kone om at han var rejst. Fra Spanien
skrev han tilbage, at han så kampen som en naturlig videreudvikling af sit kunstneriske virke. I foråret 1938 blev han fundet skudt ned.

Mads Elung-Jensen gav de tyske oversættelser
af NITTEN DIGTE til komponisten Alexander Muno, som straks udtrykte ønske om at sætte et udvalg af digtene i musik, på originalsproget dansk. Titlen på koncertprogrammet ”Vort svage Mod“ stammer fra et af disse digte.

Brecht – Bruun – Flygtningens frustration

Den tyske digter Bertolt Brecht måtte efter den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933 flygte til Danmark,
hvor han i ”Svendborger Gedichte” fra 1937 udtrykte flygtningens frustration over ikke at kunne handle her fjernt fra kampzonen. Hans uudnyttede energi bliver til handlingslammelse. At lære det fremmede sprog, at vande planterne eller at slå et søm i væggen er i digtene som at acceptere et livsnederlag.

Disse digte gav Mads Elung-Jensen til komponisten Peter Bruun, og med støtte fra Augustinus Fonden uropførte Axel Bauni og han i 2016 begge sangcykler i Det Danske Sangselskabs koncertrække på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.

Specielt til opførelserne af ”Vort svage Mod” har Peter Bruun komponeret sangen ”Til min Ven, Digteren Gustaf Munch-Petersen” til Tom Kristensens digt fra 1938, skrevet under indtryk af nyheden om Munch-Petersens død i Spanien.
Alle værker er selvstændige kunstværker, men samtidig tænkt sammen med ”Engführung” til koncerten ”Vort svage Mod”.

Biografier

Mads Elung-Jensen voksede op på Frisenvold
ved Randers. I Skt. Mortens kirkes kor i Randers opdagede han sin klassiske tenorstemme og sin kærlighed til kirkemusikken. Efter studentereksamen
flyttede han til København og studerede her solosang og sangpædagogik på Det kgl. Danske Musikkonservatorium hos docent Bodil Gümoes. Han debuterede fra konservatoriets solistklasse i 1995.

En væsentlig indflydelse for den unge sangstudent var mødet med den berømte tenor, kammersanger Ernst Haefliger. I seks år besøgte han Haefligers mesterkurser i Zürich og modtog også privatundervisning hos ham i München og Davos. Hos ham studerede Mads Elung-Jensen Bachs evangelistpartier, de store sangcykler af Schubert og Schumann og de klassiske tenorroller i Mozarts operaer.

Mads Elung-Jensen gav sin koncertdebut i København i 1993 som evangelist i Bachs Johannespassion. Pressen roste hans strålende klare naturtenor, hans stilsikkerhed og hans evne til såvel at give den inderlige fortælling som de dramatiske udbrud liv.

I sin studietid sang Mads Elung-Jensen også i

Danmarks Radiokor. Her blev han opdaget af
den berlinske gæstedirigent Uwe Gronostay, der inviterede ham til Berlin, hvor han i 1992 debuterede i Berliner Philharmonien som tenorsolist i Mozarts Requiem.

I fire år i løbet af sin studietid var Mads Elung- Jensen komtesse Louise Lerche-Lerchenborgs højre hånd ved organisationen og afviklingen af de berømte Lerchenborg Musikdage for ny musik. Her lærte han komponister som Henryk Gorecki, Sofia Gubajdulina, Edison Denisov og Niccoló Castiglioni at kende og fulgte deres arbejde. Dette førte til Mads Elung-Jensens store interesse for nutidig musik og frugtbare samarbejde med vores tids komponister.

Siden sin debut har Mads Elung-Jensen sunget så godt som samtlige klassiske oratorier. Hans nære tilknytning til Tyskland og især til Berlin har ført til at han fra 2010 bor her som freelance sanger, forfatter og lærer.

Mads Elung-Jensen debuterede som operasanger i København i hovedrollen som postbudet Viggo Forum ved uropførelsen af Holland House operaen „Gylden Storm“ af den hollandske komponist Jan Goorissen.

Hans debut blev prist som „en kviksølvrap debut af en totalt uundværlig kunstnertype, hvis musikteatret skal vedblive at være den størst mulige oplevelse, når det lykkes”. Foruden de klassiske lyriske værker for tenor og de forføreriske operettehelte har Mads Elung-Jensen til stadighed skabt særlige karakterer i den moderne musikdramatik.

Koncertrepertoiret, Schuberts og Schumanns liedercykler og et bredt repertoire fra de klassiske værker over romantikken hører også til hans repertoire.

Desuden plejer Mads Elung-Jensen gerne sin forkærlighed for underholdningsmusikken. I 2005 dannede han ensemblet „Kopenhagen Kabarett” og skrev tre forestillinger til gruppen. Gennem talrige live-optrædener og tv, radio- og cd-optagelser blev Kopenhagen Kabarett i brede kredse et begreb for den bedste tyske underholdningsmusik fra Berlins gyldne 20’ere.

Sammen med ZDF-journalisten Wolfgang Homering skabte han solokabaret-koncertprogrammet „Ein bisschen Leichtsinn”, en særlig koncertform med historie, historier og sange om det vulkanske liv i Berlin i 20’erne. TV-stationen dk4 optog og udsendte dette program nytårsaften 2011.

I 2013 skrev han kabaretforestillingen „Besat”
med sin faste kabaret-duopartner, Dirk Rave, om
konflikterne mellem Danmark og Tyskland og den forbilledlige forsoning og beskyttelse af mindretal på begge sider af grænsen efter 2. verdenskrig. Med

denne forestilling har Mads Elung-Jensen og Dirk Rave været på store turneer i Danmark og Tyskland. Både stykket og det usædvanligt musikalske samarbejde mellem de to er blevet rost i høje toner.

Han skrev også i 2013 Juleoratoriet ”Welch ein Fest”, der blev uropført på World AIDS Day i Marienkirche i Berlin. Han er initiativtager til koncertandagtserien ”Abendempfindung”, en månedlig koncertrække om sorg, død og afsked i Kreuzberg i Berlin.

Tore Leifer er født 1964 i Nykøbing Falster. Han studerede hørelære, kor- og ensembleledelse på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med diplomeksamen i 1992 og blev i 2002 cand. mag.
i musikvidenskab og film- og medievidenskab fra Københavns Universitet.

Tore Leifer blev tidligt i sin studietid ansat på Danmarks Radio, hvor hans stemme i over 25 år har kunnet høres i mange forskellige kulturelle radioprogrammer.

På TV har han fra 2010 været tilrettelægger af den populære Kunstquiz. Tore Leifer er i dag studievært på kultur- og samfundsfladen P1 Eftermiddag.

Tore Leifer er forfatter og medforfatter af en række faglitterære bøger, biografier mm., blandt andet ”Det urolige blod” fra 2002 om mayaarkæologen Frans Blom og ”Livet på spil”, dirigenten Tamás Vetös erindringer fra 2005.

Han har også i 2014 oversat og bearbejdet en meget rost udgave af Selma Lagerlöfs ”Niels Holgersens forunderlige rejse”. Hans bog med komponisten Fuzzys erindringer udkommer i 2018.

En særlig sprogbegavelse har givet Tore Leifer mulighed for at sætte sig ind i mange forskellige landes kunst- og kulturverdener. For sit engagement i fransk kultur blev han i 2015 udnævnt af den franske kulturminister til ridder af l’Ordre des Arts et des Lettres. Han er desuden medlem af juryen for teaterpriserne Årets Reumert.

Axel Bauni blev født i Ludwigshafen am Rhein. Han studerede klaver på Mannheim/Heidelberg Musikhochschule og på Hochschule der Künste i Berlin samt liedinterpretation hos Dietrich FischerDieskau og Aribert Reimann.

Axel Bauni har optrådt i mange lande som klaverpartner med blandt andre Juliane Banse, Claudia Barainsky, Stella Doufexis, Mojca Erdmann, Christine Schäfer, Doris Soffel, Iris Vermillion, Dietrich Henschel og Christoph Prégardien.

Hans særlige interesse gælder den nutidige musik. Han beskæftiger sig intensivt med musikken fra det 20. og 21. århundrede, som interpret og initiator for talrige liederuropførelser af Aribert Reimann, Hans Werner Henze, HansJürgen von Bose, Matthias Pintscher og Wolfgang Rihm.

Han konciperede og gennemførte en liederaften- række om det 20. århundredes lied ved MusikTriennale Köln i 2000, med baritonen Yaron Windmüller var han kunstnerisk leder af festivalen „Lied:Strahl” i den tyske pavillon ved EXPO

2000 i Hannover, og fra 1004 er han leder af „Liederwerkstatt” ved „Alpenklassik” festivalen i Bad Reichenhall og ved „Kissinger Sommer”.

CD-Produktioner med sange af blandt andre Ernst Krenek, Hans Pfitzner og Viktor Ullmann. Sammen med Aribert Reimann er han udgiver og pianist
på CD-serien „edition zeitgenössisches lied” hos forlaget ORFEO. I denne serie er der indtil nu udgivet 14 CDer med sange af Blacher, Dallapiccola, Dessau, Eisler, Fortner, Hartmann, Hindemith, Krenek, Prokofjev, Reimann, Reutter, Rihm, v. Schweinitz, Szymanowskij og Webern.

Han var medforfatter på Reclams Liedführer fra 2008 og udgiver af Viktor Ullmanns samtlige lieder (Schott, 2004), for denne indsats modtog han i 2005 Deutscher Musikeditionspreis, og af „Lieder aus dem Nachlass” af Paul Dessau (Edition Peters 2009).

Fra 1988 til 1993 var han Aribert Reimanns assistent ved Hochschule (nu Universität) der Künste i Berlin. Han har givet mesterkurser i ind- og udland, blandt andet på Banff Center i Canada, på Folkwang Hochschule i Essen, på konservatorierne i Hamburg, Hannover, Mannheim, Saarbrücken og Würzburg, ved det Internationale Herbstakademie i Bremen og ved Conservatoire de Lausanne.

Han grundlagde i 2004 „Liedforum Berlin”, som er viet samarbejdet mellem studerende og lærere ved tyske og europæiske konservatorier. I 2003 blev han kaldet som professor og leder af en interpretationsklasse for „Zeitgenössisches Lied” for sangere og pianister ved Universität der Künste i Berlin.

– – –  0 0 0 – – –

Reaktioner på Vort svage Mod

Gregers Dirckinck-Holmfeld anmeldelse af koncerten 6. marts 2019

Vort svage mod Litteratur Haus, Nørrebro 6.3. 2019

Koncerten ”Vort svage Mod” blev spillet for første gang i Roskilde 26. februar 2018. Ved denne lejlighed skrev publikum på Facebook

”Tak for en meget spændende og flot aften. Genialt koncept.”

”Tak for en gribende aften med stærke stemmer og stemninger. Meget inspirerende på flere planer!”

”En sublim aften. Tak for den. Et fremragende koncept, stærkt fremført af jer alle tre. 

Ikke for børn, men godt for voksne! Held og lykke med forestillingens videre vej ud i verden.”

”Meget fin aften. Tak for den. Det lykkedes jer, synes jeg, virkelig – blandt andet gennem en velafbalanceret rollefordeling – at skabe en ramme, der gav os som publikum chancen for at leve os ind i de meget dybsindige og dystre temaer. Også fin folder, der nu bagefter giver mulighed for at samle op på oplevelsen. Min varme anbefaling til dem, der har chancen for at komme i Sankt Petri Kirke i København i morgen!”

Efter opførelsen i Den danske ambassade i Berlin skrev Torsten Flüh i sin anmeldelse i Night Out Berlin

”Trods patos og poesi er denne aftens sange hård kost. Hvor meget forklaring er nødvendig? Hvordan kan man formulere en fortolkning gennem i ord. Hvad hører tilhørerne? Vil de tænke efter? Vil de underholdes? Underholdning kan også blive til en form for eftertænksomhed, når Mads Elung-Jensen synger.”

Torsten Flüh 

Anmeldese af Vort svage mod, 12. marts 2018

Hvordan lader empati og humanitært engagement sig høre? Alexander Muno og Aribert Reimann er tilstede som komponister. For det er ikke mindst Aribert Reimann, som i 1967 med sin komposition af Paul Celans Engführung (1959) satte en standard for forholdet mellem tekst og musik som lied.

Lader Celans Engführung sig overhovedet komponere som Lied? Det er helt sikkert et spørgsmål om empatien der på den måde bliver taget til sine yderste grænser. Sproget, og det som lader sig sige og skrive, bliver specielt i Paul Celans Digte Togesfuge og Engführung, spurgt om dets grænser. Hvordan kan man skrive det usigelige om Shoah (den hebræiske betegnelse for holocaust)? Den danske forfatter og moderator Tore Leifer reciterer Paul Celans Todesfuge til erindring om specielt det tyske sprogs udfordring, for tysk som gerningsmændenes og mordernes sprog. På paradoksal måde er netop Todesfuge optaget som vidensformidling om Shoah i ikke kun tyske men også i europæiske skolebøger.

Paul Celan læste selv Todesfuge og Engführung i radioen. På lyrikline – listen to the poet! kan vi i dag til enhver tid høre Paul Celan læse Todesfuge og Engführung. Det er også rystende. På lyrikline kan vi læse og høre 10 digte som bliver talt af Paul Celan selv. Vigtigere end at vide, at og hvordan forfatteren har læst sine digte, end at høre hans stemme, er, efter min fornemmelse, at betænke deres skrøbelighed og et ’selv om’. Paul Celan læser sine digte selv om han har skrevet dem. I digtet Todesfuge er der en næsten melodisk syngsang. For den paradoksale titel minder ikke mindst om Johann Sebastian Bachs Notenbüchlein ’Die Kunst der Fuge’ fra 1751 om om døden i sin industrialiserede tilintetgørelse af mennesker som gennem loven om ’restaurering af den civile tjeneste’ fra 1933 og racelove fra 1935 blev gjort til jøder.

’Selv om’’et er et spørgsmål om empati. Hvad vi kan vide om Paul Celans biografi er ikke, lad os sige det sådan, den sidste viden. Biografier er jo i dag mere end samlinger af data. Biografier kan for eksempel evalueres kommercielt af Cambridge Analytics og forvandles til profiler som – talt helt spekulativt – tvinger brugeren til at stemme på Trump. Det er netop det det handler om med Paul Celans digte, som beder om det yderste af sproget og viden. Paul Celan kunne netop ikke skrive en roman om Paul Antschel (Celans fødenavn), på rumænsk Ancel. For den anagrammatiske forvandling af Ancel til Celan, inspirerer til at tænke på en omstilling fra det på hebræisk og jiddisch brugte fornavn Antschel, den velsignede eller lykkelige, til en fransk klang. Vi ved næsten intet om Paul Celan, som blev fundet ved Seinens brev den 1. maj 1970 ved Courbevoie.

Todesfuge, der blev trykt for første gang i Wien i det lille bind Der Sand aus den Urnen i 1948, kan læses som det allerførste forsøg på at skrive om Shoah. Engführung fra 1959 er sprogligt og kompositorisk mere radikalt. Selv og især nu hvor vi i dag overalt på jorden kan høre Paul Celan læse, skulle vi ikke glemme at det er et forsøg på at tale en kamp. Vi ved ikke hvornår og hvor Paul Celan fandt sin død. Han blev meldt savnet den 20. april i Paris. Hans forsvinden og de fortællinger som krystalliserer sig om hans død, minder – mig – om at det at skrive digte, i Todesfuges desperate adaption af det usigelige, det ufortællelige, af de katastrofale sammenfiltringer er et forsøg. Med Shoah’ens litteratur hos Primo Levi, Wolfgang og Arthur Lauiinger eller Heinz Salvator Kunio men også helt specielt hos Oskar Pastior tænker man ikke på det vellykkede men meget mere på tavsheden og den mislykkede fortælling i sproget.

Titlen Engführung (Tætføring) fra digtsamlingen Sprachgitter formulerer for så vidt en form for komposition af sproget selv. For der forekommer hverken tæthed eller tætføring i digtets leksik, mens det visuelt poetisk mere tenderer til fortætning i linjerne end i versene. Den grafiske opdeling forandrer også gentagelsen som et kompositorisk træk. Som værket Sprachgitter, der lader sprog og gitter klinge både som beskyttelse og som indespærring, på den ene sider lover det læseren et gitter for sproget og på den anden side også sproget som et adskillende gitter, bliver Engführung både til et løfte og til en advarsel.

Til Min Ven, digteren Gustaf Munch-Petersen, der faldt som Frivillig i Spanien

Pludselig ser vi det hele.
God er en pludselig død.
Pludselig ser vi, hvad halsløs,
tankeløs ungdom betød.
Kort var din hastige vej fra
kroppen og tanken til ord.
Kortere endnu din vej fra
liv til den støvede jord.

Ordene kom fra det indre,
ingen af os kan forstå.
Ingen besindigheds vægte
bærer dit prosadigt på.
Det, som du sagde, var sandhed
samme sekund, det blev til;
ikke et tænksomt: jeg tænker;
kun et halsløst: jeg vil.

Her skal vi andre nu vandre
gennem et ælte af kunst,
blive en kedelig gældspost
uden mæcenernes gunst, .
blive en støvhob af gloser
skrevet af tvang og af pligt,
medens du hviler, skudt ned, skudt ned,
dit livs ubesindigste digt.

Tom Kristensen, 1938

 

Gustaf Munch-Petersen (1912-1938) fra NITTEN DIGTE 1937

BØLGER
– Solens sendags-skraa Spyd
svingende stikker i Havet,
Glashuden hæver sig dirrende
og glattes ud,
Kysten gennem Dis er grøn,
blegblaarøde Vandmænd stiger
mod Guldlys,
suges mod Havbund,
driver bølgende mod Mad og Død –
Solpile vakler og falder,
Kysten vender sig bort,
vindstille matblaa Bølger
mumler Havbølgers Nat –

HVIDT
En hvid bugnende Snesky
en hvid skraat spejlende Maane
et Barns Skrig
en hvidmalet Baad paa Bedding
sorte Bølgers mørke Skvulp
og Skridt af Træsko
paa en sildeskællet Kaj
tegner fosforsyngende
Oktobernattens bidende Kontur –

RIDS
Viben skriger
en Cirkel sort
skriger en Kurve hvid
i Luften –
Saltengen drejer sig
grøn-graa vaad
med et lukket Æg
i Midten –
Havet glider rødmende
ind i Solens Ild,
Aften aander Salt
mod Morgens Vind –
En Maage forsvinder i sløret Sus,
Fiskeren vaagner til Dag –

SE!
Se Solen, Solen,
føl Luften i det levende Bryst,
Græsset under Foden i Glæde, Glæde -,
O se, Solen staar op,
se, dit Barn sover,
– se -!
Endnu lever du jo,
din Kvinde glæder sig i dit Hus –
– Fyld dine Øjne med det varme, herlige Lys -,
levende Broder!

VISE
Mørke Ansigter rundt omkring –
De klare Glas paa Bordet –
Den hvide Brænding
den hvide Sne
og evig Storm
vort svage Mod
i Verdens Larm –
Ned foran Glassets Rand
sænker sig den Almægtiges Skæg
hans vældige Ro, hans bydende Blik,
hans grædefærdige Smil –
Den hvide Brænding
den hvide Sne
og evig Storm,
vort svage Mod
i Verdens Larm –
Drik ud,
Gud hjælpe os smaa –

BØN
Magter, som styrer Himlen og Jorden
Solen og Stormen og Havet,
Magter, som styrer, usynligt for Blikket,
Menneskenes Færden og Liv,
Magter, som styrer, usynligt for Sjælen,
Trældom og Nød, skælvende Glæde,
Krige og Rædsler, Skændsel og Synd,
Magter, jeg tigger i Pine,
giv mig Lys for mit Virke,
Magter, lad mig ikke dø unyttig,
Mægtige, brænd Eders Mærke
dybt i mit vaklende Sind –

An meinen Freund, den Dichter Gustaf Munch-Petersen, der als Freiwilliger in Spanien fiel

Jähplötzlich sehen wir alles.
Gut ist ein plötzlicher Tod.
Jähplötzlich seh’n wir, was protzige
arglose Jugend gebot.
Kurz war dein hastiger Weg vom
Körper, vom Denken zum Wort.
Kürzer noch gingen die Schritte vom
Leben zum staubigen Ort.

Die Worte kamen vom Inn’ren,
das keiner von uns recht bespricht.
Keine Besonnenheitswaage
glättet dein Prosagedicht.
Was du gesagt hast, war Wahrheit
von seinem ersten Gebrüll;
war nicht nachdenklich: ich denke;
einfach vermessen: ich will.

Weiter nun wandern wir andern
Durch einen Matsch voller Kunst,
biederen Schuldposten werden,
wir ohne der Geldgeber Gunst,
werden ein Staubschar Vokabeln
geschrieben von Zwang und von Pflicht
während du ruhest, bist tot, bist tot,
deines Lebens urkühnstes Gedicht.

Mads Elung-Jensen, 2017