Tidlig sangundervisning

Kære Kirsten Hermansen. Hun var solist i Messias med Odense Madrigalkor i 1958, med det kor hvor mine forældre mødte hinanden og i det år de blev gift.

Hendes stemme var i mine ører fra jeg blev født med den berømte grammofonindspilning af Fynsk Forår fra 1965, den blev spillet igen og igen derhjemme og lærte mig at synge før jeg kunne tale. Jeg kunne ikke forstå hvad hun sang, men det lød så godt, og den sidste lange høje tone var bare ufattelig vidunderlig,

En opvækst fuld af sang

Kirsten Hermansen, 21.2.1930-8.11.2015, Fra sin debut som Lucia i Lukretia på Det Kgl. Teater i 1955 og til sin afgang i 1983 var Kirsten Hermansen en af operaens flittigst benyttede sopraner. Gennemmusikalsk og jernflittig som hun var, stod hun distancen hver gang, og selvom hun manglede udvendig glamour og spidse albuer, blev det efterhånden klart, at teatret i hende havde et af sine bedste og sikreste kort.

Hun var samtidig gennem hele perioden en af radioens mest benyttede klassiske sangerinder i opera- og operetterepertoiret. Kirsten Hermansen voksede op i et musisk hjem. Faderen, der oprindelig var billedskærer, var amatørsanger med en god tenorbaryton, moderen var uddannet modist. Der blev sunget meget og mest af Kirsten Hermansen, der var den yngste af fem søskende. Hun kom ind i Danmarks Radios Pigekor og fik hurtigt sang- og taleroller i korets musikforestillinger. Som gymnasieelev blev hun landskendt, da hun lagde stemme til prinsessen i Fyrtøjet, den første danske helaftenstegnefilm i 1945.

Som 17-årig begyndte hun at tage sangundervisning hos Eskild Rask Nielsen, og efter studentereksamen kom hun på Musikkonservatoriet. Her fik hun Holger Byrding som lærer, og hos ham studerede hun også i nogle år, efter at konservatorieuddannelsen var afsluttet. Endnu mens hun gik på konservatoriet, fik hun en barnerolle i Brittens Albert Herring på Det Kgl. Teater. Debutkoncerten fra solistklassen i 1954 blev en stor succes. Programmet var broget og bestod af klassiske sange, Shakespearesonetter af Knud Høgenhaven og Mozartarier. 1953-55 gennemgik hun operaskolen, hvor hun havde Anna Borg som dramatisk lærer.

(Sten Høgel: Dansk Kvindebiografisk Leksikon, 2003)

Mødet med den store lille kunstner

I 1985, da jeg var 20 år gammel, anbefalede min ellers udmærkede sanglærer på Musikvidenskabeligt Institut, Vibeke Brincker, mig at skifte sig ud og bede Kirsten om at undervise mig i stedet, for hun mente – meget generøst – at Kirsten ville være bedre end hun selv, hvis jeg ville videre med min stemme.

Kirsten havde uddannet de store fyrtårn Mikael Melbye og Johan René Schmidt og måtte kunne noget særligt med mænd…

Jeg ringede og hørte i røret, „Kirrrsten Hermarnsen“, og skræmt fra vid og sans fik jeg stammet frem at jeg altså gerne ville på Konservatoriet og at hun var blevet anbefalet. „Arf hvem?“ Vibeke Brincker. „Nå. Hende. Hun er gift med Brincker. Mener harn det også?“ Ja. Så kunne jeg komme om 6 uger (seks evigheder).

Jeg kom, mødte en lille tyk dame med en rund mund, jeg sang og hun var reserveret men positiv. Sagde, der var to jeg mindede hende om, og jeg kunne komme igen. I næste time sagde hun, „Arltså, jeg ved godt du er bøsse, og hvard du laver privaat, er din egen sag, men når du kommer her, skal du arltid gå som en kongesøn.“ Det har jeg gjort siden. Jeg ville synge kraftigt og vildt, hun forlangte at jeg altid sang smukt. „Slargterens søn har også en stor stemme, men det gør det sgu ikke til kunst!“

Mozart og koloratur

Sine to første roller på Det Kgl. Teater fik Kirsten Hermansen på afbud. Også senere fik hun alt for ofte sine store opgaver på afbud. Efter en vellykket Lucia i Lukretias Voldførelse fulgte Susanna i Figaros Bryllup i Carl Eberts berømmede opsætning. Det blev til et gennembrud, og hun beholdt denne rolle i 17 år, stadig føjende nye nuancer til. Susannas parti viste, at selvom hun havde fine evner for koloraturfaget, så var hun af sind lyrisk sopran.

Det blev efterhånden til mange Mozartroller, Blondchen i Bortførelsen fra Seraillet, Despina og Fiordiligi i Così fan tutte og Nattens Dronning i Tryllefløjten, som hun i forvejen havde sunget i Oslo. For at redde en forestilling på Det Kgl. Teater lykkedes det hende på en og samme aften at synge to roller, både første dreng og Nattens Dronning. Som den dæmoniske stjernedronning afslørede hun et gnistrende temperament, som soubretterollerne ikke havde givet hende anledning til at udfolde. Også i Stockholm sang hun Nattens Dronning.

Et særligt samarbejde havde Kirsten Hermansen med mezzosopranen Else Margrethe Gardelli. Deres stemmer klang forbilledligt sammen, og teatret udnyttede det ved fx at lade dem synge søstrene i Così fan tutte og Hans og Grethe i E. Humperdincks eventyropera.

(Sten Høgel: Dansk Kvindebiografisk Leksikon 2003)

En psykopatisk tålmodighedsprøve

Kirsten gav mig lyriske sange som Lange-Müllers Serenade fra Der var engang og Åkande, og Beethovens Adelaïde og til konstruktivt at stimulere mit vilde temperament Thou shalt break them fra Messias, og satte mig så til at øve på dem i halvandet år, før hun ville lade mig gå til optagelsesprøve (jeg lærte i al hemmelighed også hele Schubert’s Die schöne Müllerin i ventetiden) på Konservatoriet. Jeg har aldrig været så klar til noget i mit liv som til den optagelsesprøve.

Det havde været en sløj dag, og Peter Bastian fra juryen havde sagt, „Nu vil jeg gerne snart høre en rigtig psykopat“ og Kirsten havde så sagt, „Baaare vent! Harn kommer i eftermiddag“. Jeg kom ind, åbnede munden, og hun satte med det samme en finger for munden. Arlt for kraftigt. Jeg dæmpede mig og sang og sang. Og blev optaget. „Jar, Mards, fra nu arf er der ikke noget der er let mere.“ Det troede jeg ikke på. Men det var så sandt. ‚

Yndlingsrollen Gilda

Kirsten Hermansens yndlingsrolle blev Gilda i Rigoletto. Sammen med Ib Hansen i titelrollen skabte hun en mønsterforestilling, og præstationen blev af kritikken betegnet som en “eklatant sejr”.

Stemmen voksede, og koloraturroller som Zerbinetta i Ariadne på Naxos vekslede med mere lyriske partier som Norina i Don Pasquale. I det nyere repertoire fik hun Hilda Macks vanskelige koloraturparti i H.W. Henzes Elegi for unge elskende.

(Sten Høgel: Dansk Kvindebiografisk Leksikon 2003)

Gå De ned i Nyharvn og find Dem en sømarnd

Hun var så fræk og samtidig så musikalsk og klangbevidst. „Det er vidunderligt… farlsk.“ „Hvis du ikke haar nogen overtoner i din stemme, vil man arldrig kunne høre dig, lige meget hvor kraftigt du brøler.“ „I koncert må du arldrig komme op i det røde felt. I opera højst en gang pr arften.“ Til gengæld sagde hun til de lidt for velopdragne sopraner, „Gå De ned i Nyharvn og find Dem en sømarnd, og kom igen om 14 dage. Nej, tre uger.“

Det råd gav hun af uvisse grunde aldrig til mig. Hun var selv sådan en blanding af en fin klangkunstner og musiker og et kaotisk privatliv. De historier må hvile sødt og godt med hende. Hun elskede sine hunde, sin rødvin, sine elever, sin datter Eva og sit enlige barnebarn og astrologi. „Der var en gang arstrolog som sagde til mig – hvis du ikke havde kunnet synge var du endt på et sindssygehospital. Jar tark. Det er jeg klaar over.“ Det var jeg også.

Fra de jævne piger til Feltmarskalinden

Dirigenten Martellius Lundqvist fik stor betydning for Kirsten Hermansens videre udvikling mod de bredere sopranpartier. I forbindelse med rollen som Musette i La Bohème på Den Fynske Opera lykkedes det ham ved intensivt arbejde med Kirsten Hermansen at forbinde den fine overklang i hendes stemme med en større fylde og mere kropsstøtte, som også kastede glans over et andet Pucciniparti, Madame Butterfly, på Det Kgl. Teater.

Det var i reglen de jævnere piger, der var Kirsten Hermansens domæne. Hun forlenede dem med humør, poesi, en vis jovial robusthed og et scenisk nærvær, der altid var fængslende. Det stod derfor ikke skrevet i stjernerne, at marskalinden i Rosenkavaleren i 1976 skulle blive hendes sidste rolle. Det aristokratisk-raffinerede lå ikke lige for, og fysisk passede hun med sin ringe højde dårligt til partiet. Men hun sang det smukt, og det lykkedes hende at skabe et overbevisende rolleportræt på andre præmisser end de gængse.

(Sten Høgel: Dansk Kvindebiografisk Leksikon 2003)

At måtte holde op

Det er vanskeligt at beskrive den nærhed man oparbejder i det intime samarbejde mellem sangmester og elev. Noget af det værste jeg har måttet gøre var, da hun efter et længere hospitalsophold kom træt tilbage og der i lang tid ikke skete så meget mere i hendes timer, at sige at jeg ville skifte lærer. Hun var såret og skuffet, følte sig forrådt, og jeg havde det frygteligt. Men stod ved at jeg måtte videre. Og fire-fem år efter sagde hun, „Jeg forstår godt at du måtte holde op hos mig.“ Og vi var venner til det sidste.

Kirsten trak sig tilbage som sangerinde i ca. 1984 efter en koncert med Händels Messias. „Jeg havde øvet arlle koloraturerne op igen hele efteråret. Jeg var nødt til at trække vejret en gang i den laaange Rejoice-koloratur, og ellers gik det fint. Så stod der i Politiken ‚Hun karn endnu‘. Efter arlt det arbejde. Så holdt jeg sgu op.“

https://www.dr.dk/radio/p2/p2-guldkoncerten-p2d/p2-guldkoncerten-messias-i-radiohuset
Kirsten Hermansen som sopransolist i Händels Messias. Kirsten Hermansen, sopran, Else Paaske, mezzosopran, Kaj Hansen, tenor og Bent Norup, bas. Danmarks Radiosymfoniorkester, Radiokoret, dir. John Alldis, 1973.
There were shepherds…Glory to God… Rejoice…Then shall the eyes…He shall feed his flock… Come unto him 52:10-01.08:22, How beautiful are the feet 1:59:02-2.01:40, I know that my redeemer liveth 2.15:29-2.22:46

Andre scener og koncertsale

Kirsten Hermansen har gæstespillet på Den jyske og Den fynske Opera ligesom hun har varetaget talrige oratorie- og koncertopgaver gennem årene. Hun har desuden været flittigt benyttet i Danmarks Radio og har siden 1972 været docent i sang ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Hun stoppede som operasanger i 1983. – Kirsten Hermansen modtog en række hædersbevisninger, bl.a. Musikanmelderringens ærespris, 1956, Elisabeth Dons‘ mindelegat, 1962 (som den første overhovedet) og Tagea Brandts rejselegat, 1967. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1969.

Radioen havde ustandselig bud efter Kirsten Hermansen. Hun sang et hav af koncerter og optagelser, ofte med underholdningsorkestret, ligesom hun blev benyttet i uddrag af guldalderens halvglemte danske værker af fx C.E.F. Weyse og Frederik Kuhlau. Hendes tydelige tekst i forbindelse med den frie klang og fine frasering gjorde hende afholdt af både kolleger og publikum.

(Sten Høgel: Dansk Kvindebiografisk Leksikon 2003)

Matador

Kirsten fik en lille optræden som en ældre koncertsangerinde i fjerde afsnit af den berømte TV-serie Matador. Hun fortalte om optagelsen, „Jeg skulle møde sindssygt tidligt til orptagelsen, Du ved, nogen gange må man synge sig læænge op om morgenen, og andre gange er den der bare med det sarmme. Her var den der med det sarmme, og Balling sagde: ‚Det er fandeme dejligt at aarbejde med en professionel‘. De skulle jo grine arf mig, men jeg ville ikke synge dårligt, så jeg foreslog at lave nogle sangerrindenykker mens jeg sarng, og så var den hjemme.“

https://www.dr.dk/bonanza/serie/154/matador/40274/matador—0424-skyggetanten-
Kirsten Hermansen som koncertsangerinden Amalie Hagensen i Matador med pianisten Hans Meyer Petersen. Instruktør Erik Balling. DR, 1976. 23:25-27:43

Få optagelser

Allerede inden sin afgang fra teatret var hun 1972 startet på en pædagogisk virksomhed på Musikkonservatoriet. I 1981 blev hun docent. Blandt hendes elever var Tina Kiberg, Elsebeth Lund, Susse Lillesøe, Michael Melbye og Johan René Schmidt.

I betragtning af Kirsten Hermansens store radiokarriere, der kronedes med titelrollen i en koncertopførelse af Søvngængersken, foreligger der forbløffende få grammofonoptagelser med hende.

Tidligst er en 78-plade med bl.a. Weyses De klare Bølger rulled. På lp kom Elverkongens datter i Elverskud, sopransoloen i Fynsk Forår, uddrag af Flagermusen, samt slutscenen fra Rigoletto.

(Sten Høgel: Dansk Kvindebiografisk Leksikon 2003)

70 år er ingen arlder

 Jeg talte altid muntert og længe med hende på hendes fødselsdag. Da hun blev 82, sagde hun, „Ja Mards, nu er aarlle mine søstre døde, så nu tager jeg op og besøger min svoger. Han havde arltid et godt øje til mig, men jeg ville ikke lave noget med ham mens min søster levede.“

Næste år sagde hun, „Da jeg blev 70 var der en dame der sagde, ‚Det er jo ingen arlder‘. Det forstår jeg i dag“. To år efter døde hun. Tak for alt, kære Kirsten. Du kunne det der ikke står i nogen bøger, du kunne se mig og forstå mig og åbnede døren til de mest fantastiske verdener.

Denne artikel er en let bearbejdning af min nekrolog der blev trykt i Kristeligt Dagblad ved Kirstens død i 2015. Tak til Sten Høgel for venlig tilladelse til at bruge hans smukke biografiske artikel fra Dansk Kvindebiografisk leksikon og til Anne Grethe Lassen og Eva Hermansen for de dejlige billeder.