Her er min historie om Lykke, en af de mest markante personer jeg har kendt, og om vores venskab som varede fra 1985 indtil hun døde i 2010.
I 1985 var jeg 20 år gammel, jeg var kommet fra Jylland til København året før for at se om jeg kunne blive klassisk sanger.
Jeg studerede musikvidenskab på universitetet og min sanglærer syntes nu at jeg skulle tage springet og søge ind på Musikkonservatoriet.
For at forberede optagelsesprøven anbefalede hun at jeg skulle tage privat undervisning hos lærere fra konservatoriet. Sang, repetition (repertoireindstudering med en specialiseret pianist), klaver, teori og hørelære.
Jeg fulgte hendes råd og måtte finde nogen penge til at betale alle timerne. Jeg havde tidligere arbejdet i en børnehave i Jylland og havde været rigtig glad for det.
Fordelen var også at man kunne møde rigtig tidligt, have fuld tid og alligevel have fri kl 14.30 og kunne synge om eftermiddagen og om aftenen. Så jeg søgte et job som pædagogmedhjælper i Centralmissionens Vuggestue i Rigensgade i Nyboder.
Jeg kom til samtale, vuggestuen var ganske almindelig, en del af metodistkirkens sociale arbejde, og meddelte at jeg var ved at søge ind på konservatoriet.
Det viste sig at det ikke umiddelbart var vuggestuekarrierefremmende, to af pædagogerne ville hellere have en rigtig pædagogtype, men stuens ledende pædagog, Lykke, ville have mig. Og det fik hun så.
Smil
Lykke var 10 år ældre end mig, født 1955, og fra en eccentrisk bedre borgerskabsfamilie i Hørsholm.
Hun havde forsøgt at blive arkitekt men hun trivedes ikke i det akademiske miljø. Hendes hjerne var heller ikke specielt abstrakt anlagt, så der var også nogle fag i studiet hun ikke kunne magte.
I stedet var hun blevet pædagog, hun var aktiv feminist på den yderste venstrefløj og boede med søn Mads i Baggesensgade tæt ved Blågårds Plads på Nørrebro.
Her, blandt andre enlige mødre, folk på varig hjælp, fordrevne palæstinensere, aktivister, studerende og andet broget godtfolk var hun hjemme.
Hun havde det mest flammende røde hår, som med årene blev lysblondt og siden gråt. Hun havde et enormt tandsæt og et fantastisk godt humør, som hun sagde,
”Nogen gange er man simpelthen i så godt humør at man må finde en gammel dame at smile til, for alle andre tror jo at man er sindssyg!”
Hun havde selvfølgelig også af og til tilsvarende mørke stunder, hun havde en energi og en vilje som en bulldozer og en helt særlig evne til at se skævt filosofisk muntert på livets forskellige katastrofer.
Mest af alt havde hun en evne til at holde af, til at læse børn og voksne, og nogen gange venligt nogen gange meget direkte føre dem i hvad hun syntes var en passende retning.
Hun kunne huske alle de børn hun havde passet, selv 20 år efter kunne hun minde mig om hvert eneste lille barn vi havde været sammen om, så de stod lysende klart i min erindring.
Sproglig fornyelse
For det meste arbejdede vi fint sammen, jeg sang rigtig rigtig meget dengang, også for børnene. De elskede det og det var helt i orden med Lykke.
Hun behandlede mig som en velfungerende yngre kollega, der sang en hel del, hun lærte mig at læse børnene, og ellers gav hun for det meste sine råd gennem morsomme fortællinger om ting der var gået galt i fortiden.
Jeg besøgte hende også af og til privat på Nørrebro, jeg lærte hendes også meget eccentriske søstre og deres børn at kende, vi røg og drak sammen og endte nogen gange på meget aggressive værtshuse på Nørrebro som jeg aldrig siden har besøgt. Man var vel en pæn dreng. Hun var fint hjemme, også der.
En enkelt gang fik jeg en tilrettevisning som jeg aldrig har glemt. Jeg havde i ungdommelig arrogance gjort mig lystig over såkaldte tabernavne som Brian og Dennis, og pludselig kom der et lyn fra en klar himmel:
”Nu skal jeg sige dig noget, min fine ven. Al sproglig fornyelse kommer fra arbejderklassen. Det er dem som hører sjove ord og navne fra andre lande, det er dem som opfinder nye ord.
Når de ikke helt forstår de fine ord, leger de med dem, tilpasser dem og giver dem ny betydning som så langsomt glider op og bliver en del af det gængse sprogbrug. Det går aldrig den anden vej!”
Bum. Og så ironiserede hun venligt over navnet Mads, et navn som på det tidspunkt udelukkende stammede fra forældre fra den humanistisk uddannede verden – og som hun jo altså også havde givet sin egen dreng.
Var vi mon de ægte sproglige tabere? Måske ikke helt.
Social deroute
I 1987 søgte jeg ind på Musikkonservatoriet og blev optaget. Jeg tog en tårevædet afsked mine kære børn og kollegerne. Lykke og jeg forblev i kontakt. Vi sås en tre-fire gange om året, havde skønne timer sammen og gik så ellers hver sin vej.
På et tidspunkt var det gået et par år. Jeg havde fået en HIV-diagnose i 1998 og var på temmelig svag. Jeg var kommet i god behandling og havde brugt noget tid på at slikke mine sår. Jeg havde også fået et legatophold i Paris, og da jeg kom hjem efter 6 måneder ringede jeg til Lykke.
”Jeg har haft kræft. I tarmen,” fortalte hun mig. Hun var blevet opereret. De havde fjernet kræften men hendes tarm var brudt sammen og hun havde fået en stomi. „Jeg tager bare et lavement om morgenen og så tænker jeg ikke mere over det.“
Hun havde også haft et børne-burnout, hun kunne ikke længere overskue at passe børn og var langtidssygemeldt.
Jeg fortalte selvfølgelig også om min HIV-sygdom, og vi begyndte at ses regelmæssigt igen. Det værste var tilsyneladende overstået, men ingen af os vidste helt hvordan det skulle gå videre.
Det var altid nemt at tale med Lykke, også om de emner som var meget vanskelige at tale om med andre. Hun var både meget praktisk nøgtern over for vores respektive sygdomshistorier og arbejdssituationer og forfriskende muntert morbid over for livets uretfærdigheder.
Hun blev kun sentimental når hun hørte mig synge. Det var nok også godt nok.
Lykke elskede jord og planter og prøvede at tage gymnasiekurser i fysik og matematik så hun kunne blive uddannet til landskabsarkitekt. Men hendes hjerne kunne stadig ikke tænke i abstrakte baner, så hun måtte bide i græsset igen og blev i stedet omskolet til gartner.
Det kunne hun klare, og hun morede sig over alle de søde vilde unge drenge som hun blev uddannet med og som ikke havde opfundet den dybe tallerken.
Da hun var blevet uddannet blev hun kirkegårdsgartner. Hun var altid løst sæsonansat, hvad der af og til var en kilde til ærgrelse, for hun tog altid det hun gjorde alvorligt og elskede det hun lavede.
”Jeg fandt lykken gennem social deroute. Jeg gik fra Hørsholm over arkitektstudiet og pædagoglivet til det skønneste job som gartner. Jeg elsker at ligge på kirkegården med røven opad og lægge gran på gravene op imod jul.”
Der var ingen tvivl om at hun var glad, både for jobbet og for de ikke hyper-intellektuelle kolleger.
Hun havde også en fast gruppe af Blågårds Plads-kvindeveninder som hun sang arbejder- og kvindesange med. Venskaber hun havde plejet gennem årtier og som hun satte stor pris på.
Allerkærest for hende var hendes dreng Mads. Mads var efterhånden blevet voksen, han havde fundet sin kreds af venner som en meget rødhåret del af det palæstinenske drengebroderskab på Blågårds Plads, og ellers studerede han økonomi på Niels Brock.
C
En dag ringede Lykke og fortalte at hendes kræft var brudt ud igen. Hun skulle enten opereres eller have stråler eller have kemo eller have hormoner. Eller eksperimentelle behandlinger. Det endte med at være en cocktail af det hele.
Det var alvorligt. Jeg var blevet gift med Thomas der er overlæge på Rigshospitalet. Vi boede rundt om hjørnet og gjorde hver især hvad vi kunne, og hvad Lykke syntes var passende at dele med os.
Lykke gik fra Herlev og Bispebjerg over Skejby til Rigshospitalet. Hun mødte et hav af onkologer med forskellige grader af professionelle og sociale kompetencer.
På et tidspunkt blev hun glemt, da nogle læger mente kræften kom fra underlivet og andre fra tarmen. Begge afdelinger havde sendt hende videre og arkiveret hende, og hun blev kun fundet igen gennem Thomas’ venlige kollegiale insisteren. Det er meget praktisk at kende en god læge privat når man er alvorligt syg!
Lykke blev nødt til at opgive jobbet som gartner og søge førtidspension. Den del var vi ikke med i men der var mange ydmygende historier om uvenlige og inkompetente behandlere, inden pensionen endelig blev bevilget.
Lykke var fast besluttet på at beholde sin nøgterne praktiske indstilling og så meget som muligt af sit gode skæve humør.
Når jeg mødtes med hende begyndte hun altid med at fortælle hvad hun var bange for, hvad hun ikke kunne overskue og hvor hun var i behandlingerne.
Det var helt normalt for hende at være bange og ikke at kunne overskue sin situation, og på den måde var de dele bare en del af hendes liv, ikke noget der kunne overskygge alt andet hun var glad for og som hun så gerne talte videre om bagefter.
Det er mit indtryk at Lykke både kunne se at jeg fungerer godt på den måde og hun derfor kunne bruge mig i sit forløb og så samtidig træne mig til fremtidens umulige udfordringer.
Mads’ bedste ven var død ved en motorcykelulykke, Mads havde forelsket sig i vennens søster, var blevet muslim og tog det alvorligt. Forelskelsen var gengældt. De blev gift og fik to skønne yndige børn under Lykkes sygdomsforløb.
Lykke var uendelig glad for Mads’ lykke, for sin svigerdatter og for at kunne opleve at se sine børnebørn komme til verden og følge deres første år. Hun sagde til mig,
”Jeg ved udmærket godt, at jeg skal dø af noget der begynder med C, men det fungerer bare bedre for mig at leve på en lyserød sky, jeg og det vil jeg gøre så længe som det overhovedet er muligt.
Når jeg får en læge der mener at alt er meget alvorligt og trist, beder jeg om at få en anden. Jeg har det rigtig godt med de læger der siger at det jo går fint.”
Hun var også nogen gange nødt til at være brutal over for sentimentale mennesker i hendes kreds.
”Jeg har simpelt hen ikke kræfter til at bære andres sorg, den må de tage et andet sted hen.”
På den måde fungerede det fint med kemo, operationer og nye eksperimentelle behandlinger. Hver gang var hun meget positiv over for de nye chancer, der gav hende mere tid til at se hendes børnebørn vokse op, og hun tog nederlagene, når de alligevel ikke virkede, med større og større filosofisk distance.
5 mus og 2 mennesker
I 2009 var jeg blevet skilt og flyttet til Berlin. Vi sås stadig når jeg engang imellem var i København.
I forsommeren 2010 sagde hun,
”Nu har de tilbudt mig et præparat der er prøvet på 5 mus og to mennesker. Så er det et præparat tilbage, og så er der ikke mere at gøre.”
I juli ringede Thomas til mig og fortalte at Lykke havde ringet og havde været meget forvirret. Senere kunne ikke få fat på hende. En uge efter ringede han og fortalte at hun var død. Det var gået rigtig hurtigt til allersidst.
Det vigtigste for Lykke i den sidste tid var at hendes kære søn Mads kom godt videre i livet.
Så hun konverterede til islam vist nok den sidste dag hun levede, hun havde uden tvivl forberedt det forinden, så han kunne begrave hende på den måde der var vigtig for ham.
Til en vis ærgrelse for nogle af hendes veninder der måtte blive uden for begravelsessalen og høre ceremonien på en skrattende højttaler. Men jeg forstår at de holdt deres egen mindefest senere hen.
Lykkes tilgang til livet og døden har gjort stort indtryk på mig, og jeg har brugt en del af hendes metoder på min egen måde igennem mit livs forskellige udfordringer. Ikke mindst smiler jeg glad og gerne til alle gamle damer jeg møder på min vej!
Tak til Ilselil Halby for billederne og for at læse billederne igennem. Jeg har søgt at finde Lykkes søn Mads, desværre uden held.
Neueste Kommentare