The Dark Night of the Soul
Sidste år kom der pludselig meddelelse om at Peter Bruuns gode ven og min kære kollega Jakob Zethner havde taget sit eget liv.
Hvad der får et menneske til at tage sit eget liv, især når der ikke har været tegn på forhånd, er meget svært at efterrationalisere om. Alligevel er det klart at familie og venner spørger sig selv, om de kunne have gjort noget for at hjælpe, så livet ikke blev så umuligt at bære.
Det var altid fint at møde Jakob til forskellige musikproduktioner, han havde en dejlig stemme og var et varmt menneske at være sammen med, men jeg kendte ham ikke godt nok til at kunne spekulere over baggrunden.
Det indre mørke og følelsen af at man aldrig finder en vej ud kender jeg til gengæld godt, og jeg spurgte Peter om vi skulle lave en gruppe sange sammen som en solidarisk vandring gennem livets sværeste stunder.
Det kan være meget vanskeligt at sætte dyb sorg og andre eksistentielle livsspørgsmål i nøgterne ord, især i det øjeblik, hvor mennesker går igennem denne vanskelige proces. Men musik og poesi kan skabe en anden bølgelængde, der i bedste fald kan berøre menneskers hjerter og guide dem gennem sjælens mørke nat.
Sjælens mørke nat
Den spanske mystiker Juan de la Cruz – Johannes af Korset – (1541-1597) skrev sandsynligvis digtet ”La noche oscura del alma” – Sjælens mørke nat – mens han var fængslet af den spanske inkvisition mellem 1577 og 1579. I digtet beskriver Johannes at fornemme Guds nærvær uden at kunne nærme sig ham, og den aktive og passive renselse af sanserne og sindet, der fører til en mystisk forening med Gud.
Udtrykket „Sjælens mørke nat“ bruges ofte i dag til at beskrive en ekstremt vanskelig og smertefuld tid i livet, såsom en elsket persons død, et ægteskabsbrud, en selvmordstruet psykisk lidelse, ønsket om at undslippe en selvdestruktiv, voldelig tilstand eller diagnosen af en livstruende sygdom.
For mange har ensomheden, isolationen og frygten forbundet med coronaviruspandemien også været en mørk nat for sjælen.
Elisabeth Kübler-Ross – Dødens fem stadier
Den schweizisk-amerikanske læge og psykiater Elisabeth Kübler-Ross (1926–2004) udførte intensiv grundforskning i døende menneskers adfærd i slutningen af 1960’erne. Baseret på sine studier skrev hun bogen „Døden og døende“ – „Samtaler med døende“ i 1969.
Her formulerede hun sin tese om „Dødens fem stadier“: Benægtelse – Vrede – Forhandling – Depression og lidelse – Accept.
For Kübler-Ross handlede de fem dødsstadier om biologisk død, men teorierne kan anvendes på alle mulige uoprettelige situationer. Forskere i død og sorg har både videreudviklet disse begreber og i nogle tilfælde forkastet dem.
Vi har ladet os inspirere af de fem stadier til vores vandring gennem sjælens mørke nat, ikke til en død, men til en genopstandelse til et nyt, mere autentisk liv.
The Dark Night of the Soul
„The Dark Night of the Soul“ består også af fem sange.
I den første sang, „Soul Flakes“, sjælestykker, befinder sangeren sig i en smertefuld følelsesmæssig situation, en mørk sjælenat. Han husker en knusende barndomsoplevelse, der fik hans sjæl til at briste i stykker. Disse stykker befinder sig nu i fjerne galakser. Dengang beskyttede sangeren såret med en mur bundet sammen af mørtel lavet af skyld og skam. Nu smuldrer muren, og han må begive sig ud på en spirituel rejse gennem de knuste følelser for at genopbygge sit sande jeg.
I den anden sang, „The Outermost of Seats“, det yderste mandat, har et skridt mod sit sande jeg ført sangeren langt væk fra sin venne- og familiekreds. Han sidder ude på det yderste mandat, han er den der lettest kan undværes. Men selvom vejen er ukendt, må han gå den, og han mener, at han har fortjent sit mandat ved at forblive tro mod sig selv.
I den tredje sang, „Hate Song“, hadesang, bliver sangeren ekstremt vred. Han hader alt: familie, venner, alle de døde og alle, der endnu ikke er født. I slutningen af sangen viser det sig, at det, han hader mest, er at tillade sig selv at tro, at han måske vil være i stand til at elske lidt igen.
I den fjerde sang, „The Scratched Record“, den ridsede plade, plages sangeren af mørke, sårede følelser, både når han går i seng og når han vågner. Ligesom en grammofonnål, der hopper tilbage ved et tryk på en ridse, stopper hans tanker ikke, men begynder snarere igen og igen. I et øjeblik af klarhed indser han, at de mennesker, han føler sig såret af, faktisk er de samme mennesker, han elsker mest i livet. Han beslutter sig for at lægge pladen tilbage i arkiverne og modigt gå videre.
I den sidste sang, „Solstice“, solhverv, begynder en ny fase i livet. Børn leger, blomster blomstrer, og han har repareret sine sår med hjemmekirurgi. Hvad har han lært, hvad tager han med sig? At solidaritet med sig selv i et turbulent liv kan bringe en sjælden følelse af ro.
Peter Bruun og Mads Elung-Jensen
Komponisten Peter Bruun og sangeren Mads Elung-Jensen mødtes i 1990 da de begge var assistenter på Lerchenborg Musikdage og studerende på henholdsvis musikkonservatorierne i Aarhus og København. I årenes løb har Peter Bruun og Mads Elung-Jensen udviklet en række koncertprojekter sammen.
I 1999 skrev Peter Bruun værket ”Arte poetica” til et digt af José Luis Borges. Værket blev uropført af Mads Elung-Jensen og Storstrøms Kammerensemble i Danmarks Radios koncertsal og siden blandt andet i Teatro Colón i Buenos Aires.
I 2018 skabte Peter Bruun og Mads Elung-Jensen sammen med DR-radioværten Tore Leifer koncertprojektet ”Vort svage Mod” om kunstnerens rolle i fascismens skygge. Peter Bruun satte musik til Tom Kristensens digt ”Til min ven” og Bertolt Brechts ”Svendborger Gedichte”. Koncerten blev blandt andet opført på den danske ambassade i Berlin.
I 2022 skabte de, igen sammen med Tore Leifer, koncertprojektet ”Enivrez-vous – Berus jer” med danske og franske erotiske digte. Peter Bruun satte musik til Mads Elung-Jensens digte ”Fransk visit” på fransk. Koncerten blev blandt andet opført på den franske ambassade i København.
— ooo —
The Dark Night of the Soul
Soul Flakes
Upon a time, once, long ago,
the darkness was in full control,
a memory so faint aglow,
when into pieces burst my soul.
What happened then in my existence
that night, so dark and black like now,
can’t feel the pain, sense its persistence.
a pressure, could not counter, how?
Wide about flew every flake
to stars so far away from Earth,
here are my joys and loves awake,
a distant galaxy gave worth.
Around my fractured soul I built
myself a small protective wall
with binder smooth of shame and guilt,
a perfect fixture for it all.
Instead of everything to bear
I learned to be the one who knows,
I heard when souls cried in despair
interpreted their inner woes.
It went so well and just in dreams
I sensed my spirit true and right,
the only place where thinking streams
and light and darkness take their flight.
But now the old wall is a-crumbling
and in my armour is a hole,
resentment, sorrows, hurt come tumbling
in this the dark night of my soul.
Oh soul flakes, please return to me,
give me my real joy and pain,
and let me in my freedom see
my proper self, now once again.
The Outermost of Seats
A little step toward my own centre
has taken me quite far from my old crowd,
once hidden, now I’m a dissenter
for breaking up the covenant so proud.
It is as if I’m sitting
on the outermost of seats,
just being here I’m splitting
up what everyone agrees,
and if I try explaining
what this really is about,
my group has gone complaining
and I’m left here full of doubt.
They wonder if I’m not a bit of a bother
you used to be so wonderful and fun,
hey have a drink, let’s party with each other,
but listen, no more talk, or we are done.
It is as if I’m sitting
on the outermost of seats
exhausted in my fitting
in to other people’s needs,
but I nurture my own vision
and I trust what I do now
in this difficult transition,
even though I don’t know how.
I give myself a leave of absence
while like the snake I change my skin,
now wish me luck, I feel I’m past tense
scared, uncertain if I’ll ever win.
But even if I’m sitting
on the outermost of seats,
no question that I’m quitting
let us see where this path leads,
and I have earned my seat
I passed my own lifetime exam,
the challenges that I did meet
by being true to who I am.
Hate Song
I hate everything in cosmos,
OK good, the truth is plain,
if I’ve ever come across
you or if not, feel my disdain.
Especially I hate relations,
old friends, family I curse
with their know-so-well sensations
stay away, you make it worse.
Close encounters, I detest you,
all those folks that seem to care,
men and women and the rest who
I have met today, beware.
Solo singers, don’t come closer
stay away, you choir birds,
worst of all is the composer
who writes music to my words.
I loathe everyone who died and
also kids who are not yet born,
people who will lend a guide hand
and are kind, I do so scorn.
In particular I hate it,
when my heart forgets its pain,
like the fool who so long waited
just to love a bit again.
The Scratched Record
When I tired go to sleep
there is a record playing,
the tune is old, the rhythm deep,
the sentiments are weighing.
it sings about my poor old life
and each wound, all my worries,
the scratches turning like a knife
repeat the saddest stories.
At daytime things are pretty good
I carry on un-psyched,
I laugh and cry here in my hood,
I do my stuff, I like it.
But then when night is coming close
and I am halfway dreaming,
the record raw and bitter goes
and sorrows just keep streaming.
And buried in my ears the phone
is playing songs of sadness,
a riff continuously is thrown
it’s getting close to madness.
And suddenly it hits a scratch,
the action is reversed,
the ditties once again dispatch
and I feel truly cursed.
And also when I’m waking up
some remnants still are playing
advising me to call a stop
abandon all, it’s saying,
but when my mind again is clear,
I remember my devotion
those that are in life most dear,
were night shadows of emotion.
As time goes by, I’ve learned so well
I am a wounded fighter,
occasionally I go to Hell,
but coming back gets lighter.
That record can be stored away
and wounds get disinfected,
my lips are hot, my smile is gay,
as I know you suspected.
Solstice
Sun is shining, birds are singing
once again the flowers bloom,
the wheel of life it keeps on swinging
kids are playing, gone the gloom.
Your own wheel is also turning
you are blooming fresh anew,
done the screaming, done the yearning,
let’s see what’s in store for you.
All was lost, but nothing lacking,
inner compass never scared,
heart was broken, soul was cracking,
surgery at home repaired.
From ideas plans were drafted,
so much beauty you designed,
think of all the things you crafted,
when you left your woes behind.
Watch the man, get a bit tougher,
wait a bit before you jump,
playing hearts is not on offer
if spades are his only trump.
And the best card you are handed
is your solidarity
with yourself, then peace is granted,
that is quite a rarity!
Mads Elung-Jensen 15.9.25
Neueste Kommentare