Det er svært nok at kæmpe med seksuel identitet, seksuelle sygdomme, drugs og dødsangst. Det hjælper at kunne tale om det. Men hvordan finder man ud af det?

Er du normal?

I 2013 fik jeg bevilget 4 sessioner hos en tidligere skuespillerinde, der havde videreuddannet sig til coach, specielt for kunstnere.

Jeg er meget ofte immun over for velmente gode råd. Det har sine absolutte fordele. Jeg ville være holdt op med at synge utallige gange, hvis jeg havde lyttet til ydre og indre stemmer der fortalte mig at det var bedre at finde på noget fornuftigt.

Men af og til har jeg lyttet, og dette var en af gangene. På det tidspunkt havde jeg en meget fin fortid, der efterhånden lå et pænt stykke tilbage, og jeg kæmpede for at skabe en udholdelig nutid og en frugtbar fremtid.

Jeg havde en masse ideer, men jeg kunne ikke finde ud af hvordan de skulle blive til virkelighed, og jeg var rædselslagen over at indrømme det.

I den første af sessionerne talte jeg løs om mine succeser, talenter og ideer. Min coach lod mig tale frit, men da jeg fortsatte i den anden session, spurgte hun stilfærdigt ”Er det virkelig rigtigt?” ”Nej!” hørte jeg mig selv sige, og talte ellers videre. ”Lyver du nu?” spurgte hun, ”Ja!” sagde jeg begejstret. ”Hvorfor mon du gør det?”

Jeg overvejede det lidt, ”Fordi jeg ikke har gjort alt det mine normale kolleger har gjort?”

”Jamen, er du normal?”

Det var jeg jo vist ikke helt. ”Som man bliver ældre, bliver man klar over at det er hullerne i CV’et der er de mest interessante i ens karriere.” sagde hun videre.  Det var vise ord.

Jeg var ikke klar til at forstå og anvende dem på det tidspunkt, da jeg var travlt beskæftiget med at grave et af de større huller.

Men mine spektakulære huller har siden vist sig at indeholde så meget materiale at jeg har kunnet skabe mig en meget smuk og meningsfuld kunstnerisk eksistens. Og det er værd at fortælle om.

Skolebillede 1975

Dødsangst

Da jeg var en 8-10 år gammel på landet uden for Randers, blev jeg pludselig klar over at jeg en dag skulle dø.

Det var en tid med turbulens både hjemme og i skolen. Jeg blev helt usandsynlig ulykkelig, græd og skreg en hel aften.

Min kære far, der højst tror på radiobølger, kunne ikke forsøde den bitre erkendelse med lovning om et efterliv. ”Det er jo nok først om 60-70 år”, sagde han. Men det gjorde det kun værre. Tænk at skulle vente så længe på noget der måtte være så forfærdeligt.  

På et tidspunkt faldt jeg i søvn. Næste morgen vågnede jeg op og havde i løbet af natten blokeret alle tanker om død. Jeg kunne ikke rumme tanken, så den blev sendt på et meget fjernt internt lager.

Det var en tid med meget ensomhed. Jeg begyndte først at få venner da jeg kom i gymnasiet. Det er til gengæld blevet livslange smukke venskaber, som jeg er meget glad for.

Jeg blev student i 1983. Jeg har altid elsket at synge og jeg fandt ud af at min sangstemme havde så meget potentiale at den sandsynligvis ville kunne fungere professionelt. 

Under karnevalet i København i 1984 havde jeg for første gang sex med mand, og jeg besluttede mig til at flytte til den skønne by for at udforske mine forskellige organer.

Med mormor, 1990

AIDS-epoken

Jeg sang og sang og havde sex og sex. Dejligt! Året efter havde jeg fået en gonoré og måtte til lægen.

”Vi tager også lige en AIDS-test,” sagde hun så.

Min dødsangst væltede ud fra sit fjerne lager gennem alle blokader, og jeg frøs til is. Det tog 14 angstfulde dage før jeg fik et negativt testsvar.

Det lykkedes mig at sende dødsangsten tilbage i arkivet og jeg fortsatte ellers lystigt med mine yndlingsaktiviteter.

Måske et år efter læste en småokkult chilensk elsker i min hånd og fortalte mig, at jeg ville dø som 32-årig.

Igen blev jeg ukontrollerbart hysterisk, løb rundt i København og skreg, ringede til min far som stadig ikke havde nogen løsning på det problem. Kære mand.

Det er lidt mærkeligt at tænke tilbage på. Men min blokeringsmekanisme var så effektiv, at jeg næste dag havde lukket alle dødstanker og -følelser inde og gik roligt og muntert videre.

Jeg havde så godt som altid sikker sex og tog absolut aldrig mere en HIV-test.

Jeg sang og blev optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. En vidunderlig tid.

Da jeg var midt i 20erne mødte jeg en god gammel elsker på en bar. Han fortalte mig at han var ved at dø af AIDS og ville lige fortælle det, for vi havde jo haft (skøn) ubeskyttet sex omkring 1985-86. Jeg sagde noget venligt og skyndte mig væk.

Heldigvis var jeg jo fysisk stærk og i topform, jeg sang og jeg sang godt, så det kunne ikke have noget med mig at gøre.

En anden gang mødte jeg en fin fyr på saunaen i København. Vi talte om at ses igen, men da han fortalte i telefonen at han var HIV-positiv, ringede jeg stille og roligt af.

I 1996 kom der efter mange års forskning en trekombinationsbehandling. Den forvandlede HIV og AIDS-problematikken fra en sikker dødsdom til en kronisk sygdom som man formodentlig kunne leve et længere liv med. Hvis din virusmængde er umålelig kan du heller ikke smitte andre.

Siden har behandlingen udviklet sig så betydeligt at der generelt kun er få eller slet ingen bivirkninger af den, og livsprognosen er som alle andre menneskers.

Jeg havde vænnet mig til ikke at følge med i HIV/AIDS-spørgsmål, så jeg registrerede det ikke for alvor.

Men i løbet af 1997 begyndte jeg at få pletter i ansigtet, skæl i håret og sidst på året fik jeg en tarmsygdom som tog mit immunsystem 6 uger og 12 kilo at komme af med.

Det blev en større og større udfordring at ignorere symptomerne. Men tidlig træning fornægter sig ikke.

Jeg kom pænt ind i 1998 før jeg i en sidebemærkning bad min hudlæge om at tage en HIV-test.

Jeg tog på et sangkursus i Stuttgart hvor jeg tidligere havde gjort en meget fin figur. Nu fik jeg at vide at jeg ikke kunne deltage aktivt i kurset.

Jeg havde i øvrigt glemt at ringe til lægen for at få besked om testen.

Hun ringede selv nogle uger efter og bad mig komme forbi næste dag.

I løbet af cykelturen derind nåede jeg at love Vorherre en hel del hvis testen var negativ. Men det var ikke tid til forhandlinger.

Testen var positiv.

Lægen henviste mig Rigshospitalet og spurgte medfølende hvad jeg mon ville bruge den tid der var tilbage til. Åbenbart havde hun heller ikke fulgt så godt med.

Det var en meget chokerende situation. Den næste uge gjorde jeg alt hvad jeg plejer at gøre. Gik til prøver i Radiokoret, gik hjem. Sagde ikke noget til nogen.

Så ringede jeg til min søde ekskæreste som havde en bror der også var HIV-positiv. De to var nogle super venner i den næste tid.

Jeg fik en tid på Rigshospitalet nogle måneder senere. Jeg ringede og bad om at kunne komme til så hurtigt som muligt og fik en fremskudt tid.

Så ringede jeg til min bror, som blev meget berørt og tilbød at tage med mig på Rigshospitalet. Det var rigtig rart.

Da jeg kom til Rigshospitalet tog de en masse prøver, som viste at mit CD4-tal, der viser kroppens immunforsvar og normalt er omkring 2000, var nede på 13, og der var en masse virus i blodet.

Men, som lægen sagde, det var nye tider.

Jeg kunne få trekombinationsbehandlingen. Den viste sig at virke fint efter hensigten.

I forhold til i dag, hvor jeg tager en pille om dagen og er i fin form, var det andre tider. Jeg tog 8 piller om morgenen og 8 om aftenen, og min mave havde en del bivirkninger.

Jeg havde og har mange gode venner og en fin familie. De skulle naturligvis have at vide hvordan det stod til. Jeg følte også en slags forpligtelse til at gøre det. Min bror hjalp med det sværeste, at tale med min mor.

Der var mange der blev kede af det. Jeg syntes jeg hellere måtte holde modet oppe hos dem, så det ikke blev alt for svært for dem.

Jeg var i øvrigt 32 år. Måske havde chileneren ikke set i hånden at der ville komme en kur.

Jeg holdt mig noget for mig selv i de første måneder, men jeg er et udadvendt menneske og kender mange folk, så det var svært.

Jeg havde indtryk af at alle i den lille sangverden i København bare vidste alt om hvordan det gik med mig.

Et ”Hvordan går det?” blev tolket som ”De ved det!”

Jeg var glad da jeg fik bevilget en studielejlighed af Statens Kunstfond i Paris og kunne tage afsted i fem måneder.

Min mormor havde hørt fra min mor om HIV-infektionen.

Jeg havde ellers tænkt mig at spare hende for det, men hun tog med det samme en bus til Paris for at se hvordan det gik med mig.

Vi havde en dejlig uge, hvor vi så på byen og talte om alt andet end ’det’. Hun kunne se at det gik ok og tog hjem igen.

Jeg mødte en fransk elsker, der også havde HIV, og mit sexliv kom i gang igen.

Jeg studerede fransk musik og lærte mig også et langt stykke på tjekkisk udenad. En af mine kære sangkolleger, kom ned og sang det med mig.

1999, foto Marianne Grøndahl

Kabaret

Da jeg kom hjem til København, fandt jeg ud af at man havde opfundet internettet.

En ven sagde til mig at nu skulle jeg jo passe på med de der frække chatrooms.

Det viste sig at der var fantastiske internetsider hvor man kunne møde andre og lave sexaftaler med dem. Min telefonregning steg fra 900 til 3000 kr i kvartalet.

Ellers var der ikke meget gang i den arbejdsmæssigt. Telefonen, der tidligere havde ringet af sig selv med gode sangtilbud, var tilsyneladende gået i stykker.

Min stemme var også blevet meget mindre i volumen, og den førhen klare klang var blevet meget mere sløret i. Det var meget værre at forholde sig til end til HIV-situationen.

Min kære gamle lærer fra konservatoriet gav mig uden beregning en time om ugen i årevis. Men det havde ikke den store effekt. Jeg sang med i en opera hvor en anmelder skrev at jeg lød som en støvsuger der pustede luften udad.

Så holdt jeg op.

Jeg fik mig et job som informationsmedarbejder i Vejdirektoratets Trafikinformationscenter, hvor jeg kunne bruge de 6-7 sprog jeg taler til at rapportere om vejarbejder på europæiske motorveje.

Det var massivt kedeligt.

Men så ringede de igen fra Radiokoret, jeg fik også nogle solosangjobs, og jeg havde mødt en fin mand som jeg blev gift med.

Jeg forlod de europæiske vejarbejder (de er der stadig) uden tårer og gav mig hen til en årelang dans med det danske dagpengesystem.

Jeg blev formand for Dansk Tonekunstner Forening og arrangerede en række musikdebatmøder. På den måde var jeg stadig en del af musiklivet, og det var gode møder.

Selvom min stemme var begrænset var der alligevel nok af den til at kunne synge rimelig godt professionelt, men jeg havde svært ved at holde ud at jeg ikke sang mere og ikke sang bedre.

Det måtte være meningen med mit liv at synge.

Jeg fik anbefalet en sanglærer i Berlin og begyndte at tage timer hos ham.

Under en af rejserne så jeg i en musikhandels vindue noder med seks herrer i kjole og hvidt på forsiden. De hed Comedian Harmonists og havde været verdensberømte i slutningen af 20erne og begyndelsen af 30erne med elegant, virtuos og forførende herresang.

Det blev en kickstart til et nyt sangliv.

Jeg samlede nogle herrer fra Radiokoret, og vi øvede nogle sange under en meget lang turne til Bochum, opførte dem for glade kolleger.

Da vi kom hjem øvede vi et halvt program op, vi kaldte os Kopenhagen Kabarett og havde en fin koncert i det gamle Radiohus.

Min kære veninde fra før kom til som flot syngende erotisk frontfigur. Jeg samlede repertoire til et helaftensprogram og havde brug for nogle forbindende tekster til at lave en rigtig kabaret.

Det viste sig at jeg skrev helt fint selv. Jeg har aldrig været umorsom, men ud af de trange tider var der kommet en meget velfungerende skæv sans for livets umulige situationer. Så jeg skrev de ledsagende tekster til vores forestilling.

Jeg var helt sikker på at det ville blive en succes. Jeg lejede det nystartede LiteraturHaus til fire kabaretaftener og fik Politiken Plus til at sælge dem. Alt blev udsolgt, vi sang og dansede, publikum var begejstret. Det var vel nok dejligt.

2008, foto Sara Roland

Sex og sorg

At have det morsomt og have noget succes var en fantastisk kur for min stemme, der langsomt begyndte at løsne sig op.

Jeg fik nogle operajobs i Tyskland og begyndte at få ordentlig blod på tanden igen.

Al den livslyst gav mig også en meget høj libido, og jeg oplevede et stærkt behov for at genoptage mit frie sexliv.

 Jeg aftalte med min mand at vi åbnede vores forhold. Jeg var glad, han noget mindre.

Mine sangtimer i Berlin blev kombineret med skønne vilde eventyr og jeg vendte hjem med nogle eksotiske seksuelle sygdomme, som yderligere gjorde vores forhold anstrengt.

Jeg opdagede at der var mange i Berlin, der forstærkede den seksuelle oplevelse med græs, hash og kemiske stoffer.

Det måtte jeg også se at prøve. Det var lige mig.

Det begyndte at blive meget vanskeligt i København. Jeg havde skrevet en forestilling til til Kopenhagen Kabarett og det fungerede meget fint. Men nu hvor min stemme var ved at finde et andet niveau ville jeg også være mere solist.

De andre ville blive i den kendte retning. Jeg bøjede af og skrev en tredje forestilling i det gamle koncept, men tiden var ved at rinde ud for vores skønne gruppe og mig.

I 2009 begyndte jeg at græde. Jeg græd en time hver morgen, der var en masse sorg der ikke længere kunne blive indeni mig. En god veninde boede en måned hos os, mens hun kandiderede til Europaparlamentet. Om morgenen hørte hun først på at jeg græd, så hørte jeg på hendes kampagnestrategi. Så gik vi hver især ud og gjorde hvad vi skulle.

I mit forhold gravede vi grøfter og kunne ikke bygge broer længere.

2011 foto Hans Skaarup

Hepatitis C og Berlin

En rutineblodprøve på Rigshospitalet viste at jeg havde fået Hepatitis C, smitsom leverbetændelse, efter et ’studieophold’ i Berlin.

Jeg vidste helt ikke hvad det var, men det viste sig at være ret alvorligt.

Der var på det tidspunkt kun en behandling tilgængelig, interferon, en immunosuppressiv kemoterapi-lignende kur der skulle tages mindst 6 måneder.

Jeg fik et menukort med en liste med meget uappetitlige mulige bivirkninger.

Mit forhold brød endeligt sammen, jeg flyttede først ud til en veninde der var på turne og siden på sofaer lidt rundt her og der.

Behandlingen så ud til at virke, virustallet var umåleligt, jeg tålte kuren godt og jeg havde stadig sex.

Jeg tog på en sommersexlejr i Jylland og følte mig meget befriet.

Senere på sommeren sagde en meget sød elsker sagde til mig, ”Du er jo rigtig ked af det. Kan du ikke bare være det?”

Det havde han jo ret i. Det havde jeg ikke lige tænkt over. Jeg begrænsede mine seksuelle aktiviteter til to rigtig gode venner.

Jeg sang med i en opera i Aarhus den sommer og da jeg kom hjem fandt jeg en møbleret lejlighed i København. Jeg begyndte at kigge efter lejligheder i København men uden nogen større iver. Nogle af mine venner forsøgte også at foreslå steder, men jeg ville ikke se nogen af dem.

Hvad vil du så, lille Mads?

Jeg ville have mere ud af min stemme.

Jeg havde boet i København i 25 år, jeg syntes jeg havde en masse uudforsket vokalt potentiale.

Det virkede ikke sandsynligt at jeg ville kunne udvikle det i København, hvor alle kendte mig og højst ville tilbyde mig mere af det repertoire, som jeg allerede havde sunget. Om overhovedet.

Og så var der jo sexlivet.

Pilen pegede mod Berlin. Jeg har aldrig været en person der skiftede bolig ofte, tværtimod. Hvis jeg nogen sinde skulle flytte var det nu.

Jeg spurgte min daværende sanglærer i Berlin hvad han syntes. ”Kom du bare,” sagde han. 14 dage efter havde jeg lejet en møbleret lejlighed i Motzstraße i Berlin, midt i homominefeltet.

Jeg afviklede mine engagementer i København, og efter jeg havde sunget til 2. juledags gudstjeneste tog jeg par kufferter og flyttede afsted.

Jeg havde aftalt en foresyngning med et operaagentur og øvet et program.

Da jeg kom og sang begyndte min højre arm at ryste ukontrollerbart, og de venlige mennesker sagde at det egentlig lød meget godt, men sådan kunne man jo ikke stå og synge.

Det var jo rigtigt.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg gik til en astrolog.

Da jeg var 20, havde jeg haft en meget fin astrologisk konsultation, der havde været overraskende præcis og meget hjælpsom.

Det har sine udfordringer at være både højt specialiseret begavet og temmelig naiv og godtroende. Men i det mindste var jeg klar over situationen.

Så jeg søgte efter en astrolog der også var uddannet psykolog og fandt en god mand.

Han forklarede mig at alle de tårer jeg havde grædt ikke kun var over min skilsmisse, men 30 års opsparet sorg som jeg endelig havde fundet ud af at græde over.

Så sagde han blandt meget andet,at de kommende år ville være så transformerende for mig, at man i gamle dage ville have anbragt mig i et kloster og først lukket mig ud når processen var overstået.

At jeg ville være så forandret at jeg nærmest ikke ville kende mig selv igen. Og at når alle troede at jeg helt færdig, ville jeg rejse mig op og aldrig stoppe igen.

Det var jo opmuntrende. Men sådan en transformation er sin sag skulle det vise sig.

2012, privat foto

Sex med injektioner

En fyr introducerede mig til sex med injektion af kokain i venen. Det var kærlighed ved første stik. Alle mine parader blev fjernet og jeg drømte kun om at blive gift med den dejlige mand.

I løbet af et halvt år havde jeg investeret en stor del af mine penge i skønne stunder med ham. Det var både vidunderligt og meget frustrerende. For giftes ville han ikke (eller bare gå en tur i skoven), men meget gerne hygge sig i stimuleret selskab.

Det måtte være nok.

Jeg havde afbrudt hepatitisbehandlingen. Den havde jo virket fint, jeg havde ingen virus, og jeg kunne ikke se at jeg skulle fortsætte den.

Det viste sig at min selvdiagnose var forkert.

Jeg havde stadig folkeregisteradresse i København, og en blodprøve på Rigshospitalet viste at virus var blusset op igen. Deres råd var at lære at leve med det.

Jeg fortalte dem vist ikke, at jeg selv havde afbrudt behandlingen.

En af mine venner i Berlin fik arrangeret en konsultation hos en af Berlins førende specialister i seksuelt overførte sygdomme. Han fik hele historien. Han mente at når den tidligere behandling havde virket så godt, ville det være sandsynligt at en 12 måneders interferon behandling ville få virus effektivt slået ned.

Forudsat at jeg gennemførte behandlingen naturligvis.

Efter at have levet med HIV så længe, var tanken om at skulle have endnu en aktiv virus indeni mig meget ubehagelig. Jeg nævnte min tyske læges råd for Rigshospitalet som modvilligt gik med på at gøre det.

Jeg skulle synge en opera i Bayern om sommeren og kunne så begynde behandling når jeg var hjemme i Berlin.

Da jeg kom tilbage havde min elsker hørt om at injektion med crystal meth var endnu vildere end med kokain.

Jeg var noget betænkelig. Jeg var sådan set syg og ikke helt emotionelt stabil og var bange for at det ville have uoverskuelige konsekvenser.

Efter nogen tøven indvilligede jeg i at gøre det.

Han blev helt høj og ville invitere hele verden hjem til min ny lejlighed. Der kom en hel del folk forbi. Jeg ville selvfølgelig helst bare være sammen med ham, men hvad kunne man gøre?

Da sessionen var færdig tog han hjem og jeg var enormt ulykkelig.

Jeg har altid passet på mine elskere og venner i øvrigt når de var i mit selskab. Nu havde jeg selv brug for noget opbakning. Jeg skrev en besked til ham, og han sagde at desværre, jeg måtte tage ansvar for mig selv.

Det fik den syntetiske magi til at briste. Jeg så ham en gang til, vågnede op en dag og blev klar over at det ikke kunne gå, fulgte hans råd, tog ansvar for mig selv og fandt så kræfterne til at afbryde den forbindelse.

2014, privat foto

Poetisk healing

Jeg startede den lange interferonbehandling og fik mig også en række konsultationer hos en anden astrolog/psykolog.

Praktisk anlagt som jeg er kunne jeg jo så både have noget terapi og lære alt om astrologi samtidig. Jeg lærte en hel del og var ellers mest overrasket over hvor meget vrede søde lille jeg havde inden i mig.

Jeg holdt mig på måtten med sex og stimulanser. Jeg fik et års sygemelding. I modsætning til tiden med HIV-diagnosen, hvor jeg syntes det var min pligt at orientere hele verden, søgte jeg at lave en nøgtern analyse af, hvad jeg egentlig havde brug for til at komme igennem sådan et langt medicinsk forløb.

Jeg havde det sådan set fint med bare at være alene og gå ind i mig selv. Jeg talte med nogle venner så der var nogen der kunne slå alarm hvis behandlingen mod forventning ikke ville være til at klare. Så talte jeg drypvist med famile og nærmeste venner, efterhånden som jeg kunne mærke at det gik ok.

Ellers lod jeg tiden arbejde for mig. Jeg fandt et meget vanskeligt moderne sangstykke som jeg bestemte mig til at lære. Det viste sig at være en enorm terapeutisk hjælp.

I løbet af stykket går man på en poetisk vandring igennem Hiroshimas og Auschwitz’ rædsler og kommer til sidst op fra det dybe mørke og ser at der stadig er templer, lys og sang.

Måske er jeg ikke altid modtagelig over for fornuft. Men jeg er i høj grad modtagelig over for poesi og musik.

Den gentagne sanglige vandring gennem mørket og i lyset, gav mig både tro og håb på at det nok skulle lykkes mig at finde en god vej.

Jeg begyndte at analysere sang og sorg.

Sangen havde så fin en effekt på min egen sorg, og jeg havde i øvrigt altid gerne sunget til begravelser og set en dyb mening i at bruge min stemme i meget følsomt udsatte situationer. Der måtte være noget at komme efter der.

Jeg lyttede til sangere fra nutiden og især fra fortiden og søgte at mærke efter, hvordan og hvorfor deres sang indvirkede på mig.

Jeg kunne både blive rørt af enkel sang med smuk klang og af et ekspressivt grænseoverskridende selvudleverende udtryk.

Jeg hørte efter fokus og emotionel koncentration.

Og så blev jeg spurgt om jeg ville lave en solokabaret i København med det skønne løsslupne berlinerrepertoire fra Weimarrepublikkens tid i 20erne og 30erne. Det var så morsomt. Jeg lo hver dag når jeg gik hen til mit flygel for at øve mig.

Jeg blev fysisk en hel del svagere i løbet af interferonbehandlingen. Men moralsk blev jeg meget styrket.

Jeg fik organiseret et par koncerter med det store moderne værk. Komponisten kom, var meget bevæget og skrev et meget positivt brev, som gav mig håb for fremtiden.

Solokabareten gik også fantastisk godt. Det var lige mig at synge alle de frække sange. 

Jeg havde mødt lederen af den tyske katolske militærsjælesorgstjeneste, som inviterede mig til at være solist i den årlige verdendagsfredsmesse i Kølner Dom. Sammen udviklede vi bagefter et sangligt program til trøst i sorg, som var meget fint og lovende.

Det var et af de mange mærkelige tidspunkter i mit liv hvor jeg i det ene øjeblik ikke havde noget at lave og var ret langt nede og det næste kunne stå og synge i fine koncertsale. Og så ikke noget igen bagefter.

Min interesse for astrologi havde ført mig i kontakt med en række meget fine astrologer og terapeuter. Jeg blev spurgt om jeg ville skrive en astrobiografisk artikel til en amerikansk astrologisk blog. Her beskrev jeg en hel del af det jeg også skriver om i denne artikel.

Jeg udelod dog alt der havde med stoffer at gøre.

Det virkede så overvældende pinligt at jeg ikke skulle have noget at gøre med de sager i offentligheden. Og i øvrigt tog jeg heller ikke noget mere.

Det var meget befriende at beskrive mine udfordringer med de sexuelle sygdomme. At søge at tage skyld og skam ud af historierne og have en slags nøgtern faktuel-emotionel tilgang til hvad der var sket.

Som en mulig sideeffekt har jeg faktisk ikke haft nogen af de seksuelt overførte sygdomme siden, som jeg ellers nærmest magnetisk tiltrak.

Hepatitisen var væk. Der var en gang et år efter hvor en blodprøve viste en lille mængde virus, og København bad Berlin om nogle flere prøver.

Jeg lavede en ny forhandling med Vorherre. Denne gang sagde jeg at hvis det var meningen jeg skulle være syg igen, så ville jeg selvfølgelig acceptere det. Men hvis jeg skulle vælge selv, ville jeg helst være rask og fortsætte med hvad jeg var i gang med. 14 dage efter viste blodprøverne fra Berlin ingen virus.

Jeg har ikke savnet den.

2015, privat foto

Crystal meth

Og så faldt jeg godt og grundigt ned i et nyt hul. 

En aften kom der en mand forbi med en masse crystal meth. Vi tog det sammen. Da han var gået kunne jeg mærke at jeg var hooked.

’Det her bliver det vanskeligste du kommer ud for i dit liv’, sagde jeg stille til mig selv.

Så fulgte der fire meget udfordrende år. Efter hver crystal meth omgang, var jeg færdig, kropsligt og emotionelt, jeg måtte finde min stemme frem gennem meget langsomme øvelser. Når den var kommet tilbage sang jeg og arbejdede videre med mine programmer.

Det var specielt svært efter en rigtig stor kabaretaften. Når publikum havde stået op og klappet, havde jeg en uimodståelig selvdestruktiv trang.

Som om jeg ikke havde lov til at det skulle gå godt og måtte se og få mig ned med nakken igen.

Jeg observede mig selv og mine partnere for at finde ud af at komme mentalt så uskadt som muligt igennem den stærke påvirkning af hjernen og resten af systemet.

Mange gik fra stærk begejstring og kaninagtig seksuallyst til raseri og hurtig mistanke mod partneren.

Jeg selv blev meget kærligt indstillet med en lyst til at glæde min partner som blev fulgt at irritation over at partneren glemte at glæde mig.

Jeg fandt ud af at afværge meget af raseriet ved en humoristisk indstilling og more mig over alt det der ikke lykkedes som planlagt i stedet for at blive hysterisk. Det var jo sådan set også lidt til grin.

Når det hele var overstået havde jeg så til gengæld eftervirkninger. Hvor andre ikke kunne holde op med at tale kunne jeg ikke holde op med at synge i flere dage.

Det jeg sang kunne være uden nogen særlig melodi at gentage ordet Honolulu. Jeg blev meget træt af den ø.  Men det holdt altid op efter nogle dage.

Det meget mærkelige var, at den afsky jeg følte efter en runde var afsluttet, pludselig var som glemt igen efter nogen tid.

Jeg var helt sikker på at nu ville jeg holde op. Og så gjorde jeg det ikke alligevel.

Mine økonomiske situation var meget kritisk.

Jeg havde ikke jobs nok til at komme igennem eller nogen gange bare betale min husleje. Og en hel af mine penge blev også spontant investeret i min stofforbrug.

Nogen gange havde jeg ikke penge til at betale for billetten til de koncertsteder, hvor jeg skulle synge og tjene mine penge.

Gode venner bar mig uden at stille alt for mange spørgsmål igennem så jeg ikke endte på gaden.

Jeg forsøgte at finde ud af hvad det var der forhindrede mig i at holde op. Samtidig blev jeg mere og mere indelukket og ville under ingen omstændigheder tale med nogen om problemet.

Jeg håbede på at nogen ville spørge mig om hvad der var i vejen, men jeg var både udadtil velfungerende, og jeg virkede formodentlig afvisende over for dem, der godt kunne se at alt ikke gik så godt.

På et tidspunkt blev det så indlysende at det at jeg ikke kunne tale om problemet nok var det største problem. Især med familien. Så det var der jeg måtte sætte ind.

Det var ubeskrivelig vanskeligt.

Jeg startede med en kær kusine og arbejdede mig gennem en venlig tante langsomt ind til kernen, min far og min mor. Jeg fik kun venlige og kærlige svar. De fleste monsterforestillinger om afvisning var inde i mit eget hoved.

2016, privat foto

Stofslut og genopbygning

Alligevel tog det endnu et år før jeg fandt den indre kraft til at stoppe helt op.

Det var klart at jeg måtte have noget hjælp. Jeg gik metodisk i gang. Gik til Berliner AIDS-Hilfe, hvor jeg fik en god socialhjælper.

Han hjalp mig gennem de bureaukratiske udfordringer med at få meldt mig til Jobcenter og sygekasse og med afdragsordninger for alle de ubetalte regninger som lå og voksede sig større.

Jeg meldte mig endeligt ud af det danske folkeregister og blev fuldt tilmeldt Tyskland. Jeg gik til min læge og fik også rådgivning af Schwulenberatung (bøsserådgivning) i Berlin.

Mest grænseoverskridende af alt var at gå henover dørtærsklen til et gruppemøde for mænd der har sex med mænd og bruger stoffer.

Jeg havde på det tidspunkt haft lange perioder hvor jeg havde været helt afholdende. Jeg havde også haft fin sex uden stoffer.

Men der var stadig ikke nogen stopklods i rigtig udfordrende øjeblikke. Jeg havde en samtale med en misbrugspsykolog som bad mig være afholdende i tre uger indtil vi sås igen.

Samme aften havde jeg et enormt tilbagefald med en mand som blev ved med at provokere mig.

Til slut var mit ellers meget kontrollerede raseri så udfordret at jeg med min meget kraftige stemme fik råbt og skreget så meget at han endelig forsvandt.

Så var jeg holdt op. Det var den 15. juni 2016.

Jeg skulle synge til et privat sølvbryllup nogle dage efter.

Jeg havde ikke meget stemme, men det jeg havde fungerede, jeg var morsom og elegant, og det virkede som en bekræftelse på at der stadig var noget der virkede.

Så sov jeg mere eller mindre igennem i nogle uger.

Psykologen mente at jeg hellere måtte på en afvænningsanstalt nu jeg ikke havde overholdt hans aftale.

Det irriterede mig så meget at jeg bare blev ved med at være afholdende. Stolthed og forfængelighed kan også være gode våben.

Jeg gik til møder en gang om ugen og passede ellers mig selv. Jeg fortalte mine allernærmeste at nu mente jeg det var slut med stofferne. Hver gang var det meget ubehageligt at skulle tale om det.

Den eneste jeg havde lyst til at se i den sommer var min mor. Hun kom fra Randers til Berlin og vi havde en hyggelig morsom uge sammen.

Jeg havde en enkelt kabaretoptræden, og selv om jeg syntes jeg var træt og stiv i kroppen og stemmen, kunne jeg synge i to timer, publikum var fint tilfreds.

Jeg havde ledt efter en psykolog som jeg kunne arbejde det hele igennem med.

Sygekassen gav mig en liste tilgængelige terapeuter, jeg mødte et par forskellige. Der var en dame som spurgte om jeg drak alkohol eller røg cigaretter. Ingen af delene sagde jeg. ”Nå, skal man ikke have det lidt sjovt engang imellem”, sagde hun.

”Nå ja” tænkte jeg, ”det kunne sikkert være meget rart,” og så begyndte jeg at ryge og drikke.

Da jeg kom tilbage og fortalte om mine fremskridt, stirrede hun forskrækket og sagde, ”Det er jo Suchtverlagerung!”, et dejligt tysk ord som cirka betyder misbrugsudskiftning.

Så fyrede jeg hende.

Til møderne fortalte den ledende terapeut, at hvis man gik ind i Schwulenberatungs terapiforløb blev der krævet total afholdenhed i 18 måneder, også med alkohol.

Jeg så/hørte mig selv sidde med korslagte arme og foragtende sige at alkohol søreme aldrig havde været et problem for mig. Den vrede reaktion gjorde det klart for mig at der måske nok var noget at hente der.

Jeg lukkede alle datingsapps. Fik et nyt telefonnummer. Indstillede mig på at dette ville være en meget lang proces. Med mange vanskeligheder undervejs. Men jeg var jo ikke uvant med vanskeligheder så det kunne vel også bruges her.

Jeg læste på en supportside om hvad andre havde gjort. Nogle havde brugt møder, 12-trins-metoden, klinikker, nogen havde haft brug for meget støtte, andre var bare gået.

Det passede sikkert bedst til mig at være en der bare var gået. Jeg havde oplevet mange perioder alene og havde det sådan set i reglen godt med det.

Der var en masse angst for om jeg ville have endnu et tilbagefald. Hvad kunne jeg gøre.

Jeg sendte det op til Gud. Sagde, hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg foretrække ikke at have tilbagefald, og jeg havde tænkt mig at arbejde for det. Det dæmpede angsten.

I de ugentlige møder kunne jeg høre hvad de andre misbrugskolleger kæmpede med. Selvom der var forskelle var der også mange paralleller.

Angst, ensomhed, sårethed, vrede og kedsomhed gik igen på mange forskellige måder.

Gode rutiner og ritualer fungerede godt for mig. Madlavning, oprydning, en spadseretur, et øveprogram, høre musik, se film læse om astrologi var alt sammen meget stabliliserende.

Min egen tidligere dødsangst var gennem de mange små og større katastrofer blevet forvandlet til en slags fortrolighed med livets afslutninger.

Jeg holdt op med at ryge og drikke igen, og mødte endelig en terapeut der var et meget venligt menneske.

Der var gået tre måneder og jeg havde ikke oplevet noget trang til at vende tilbage til stofferne. ”De har tilsyneladende klaret det selv,” sagde han. ”Hvad vil De med mig?”

Jeg syntes godt at jeg kunne bruge en venlig ledsager på den videre færd, og han fik ordnet det sådan at jeg fik 42 sessioner hos ham.

Det tyske sundhedsvæsen er meget generøst når man finder ud af hvordan det fungerer.

Nu hvor jeg ikke skulle holde fast i min mentale, emotionelle og fysiske overlevelse, kom der en masse opsparede reaktioner.

Jeg sang en kabaretforestilling, hvor der fra første sang til sidste ekstranummer var indre stemmer, der blev ved med at nedværdige min sang, Der var falsk udtryk, dårlig sang og i det hele taget ubrugeligt hvad jeg lavede, sagde de, hver gang jeg åbnede munden.

Men jeg sang videre, jeg kendte programmet godt, og publikum reagerede præcist som ellers. Endda meget positivt. En meget mærkelig oplevelse.

Tilsyneladende havde alle de stemmer et behov for at melde sig. De blev ved i et pænt stykke tid.

Jeg indførte en strategi hvor jeg lod tanker og følelser passere igennem mig. Observerede dem men handlede ikke på dem. Det ville også have været sin sag.

Jeg tog ti kilo på og en gammel ledsygdom sprang heftigt ud, så mine knæ og ankler var meget opsvulmede. Det var vanskeligt at gå.

En dag gik jeg en lille langsom tur, jeg mødte en ven og sad med ham på et par stole uden for på gaden.

En gammel drug-elsker kom forbi og sagde ”Du er vel nok blevet fed,” Tja. Hvad skulle jeg sige. Jeg rejste mig op. ”Se, han kan heller ikke gå!”, råbte han af mig.

Så gik jeg hjem.

2017, privat foto

De kære huller

Nogen gange skal man desperat for at gøre det man ved er rigtigt.

En af de vedholdende indre stemmer sagde til mig at jeg var over 50, og hvad havde jeg brugt mit liv på. Seksuelle sygdomme og stoffer.

Det var selvfølgelig til dels rigtigt, men det var ikke så konstruktivt.

Jeg besluttede mig til at modvirke stemmerne og sige til mig selv at de specielle erfaringer kunne også være en forberedelse til mit kommende liv.

Den ene livsopfattelse kunne være lige så god som den anden, og der var absolut mest perspektiv i at se positivt på mig selv.

Hvad skulle jeg ellers gøre. Det eneste jeg gerne ville var at synge.

På den ene side havde jeg nogle fine ideer som også havde vist sig at fungere godt, min stemme var ok i orden. På den anden side er der ingen der af sig selv bestiller en klassisk sanger over 50 til det normale repertoire.

Jeg var rigtig dårlig til auditions. Jeg frøs altid til is i skræk over situationen så jeg gav sjældent et billede af hvad jeg egentlig kunne.

Jeg forlod stille og roligt opera- og oratorieverdenen.

Til gengæld er der ingen der spørger om alder og CV når du først står på scenen.

Min terapeut sagde opmuntrende, at der var en stor forskel på at skulle omskoles og på at vende tilbage til sin egen profession.

”En relancering af et elsket produkt” som han så fint kaldte det.

Jeg lavede en plan.

Jeg måtte have min egen serie af produkter.

Hvis det kunne lykkes mig at gå igennem al pinligheden, skammen og skyldfølelserne forbundet med sex og stoffer, ville jeg have en kæmpe bank af spændende kunstnerisk materiale til rådighed.

Forhåbentlig ville det også kunne hjælpe andre der kæmpede med de problemer.

Der var ingen mulighed i min udmattede situation for at kunne tackle at være en hurtig sensation, det ville heller ikke passe til min alder.

Jeg kiggede på de kunstneriske områder hvor jeg var mest hjemme, hvor min egen glæde og medfølelse kunne møde nogle behov i verden.

Sorg, sex, kabaret, poesi, ensemblesang. Smuk klang. Generel livsglæde er også min ting. Jeg kunne ikke se et sangerliv for mig uden Schubert, så hvad jeg end gjorde, måtte det være på basis af en klassisk sangteknik.

Ideen fra gruppemøderne med at lave en rutine og tage sit trauma et sted hen en gang om ugen og se hvordan det havde det inspirerede mig til at udvikle en serie trøst-i-sorg-koncerter.

Her ville man kunne tage sin sorg med til det samme sted, samme tidspunkt, høre et velvalgt program i trygge omgivelser, pakke sin sorg ud så meget som det kunne passe, lade sangen massere den kærligt, og pakke den ind igen med bevidstheden om at den så kunne pakkes ud igen ved næste koncert.

Jeg foreslog ideen til lederen af Berlins kirkegårdsforvaltning som syntes meget godt om den. Han fandt et lille budget og et smukt kapel på en kirkegård i Kreuzberg, hvor jeg fra 2017 har organiseret en sommerserie på seks koncerter.

Det var meget vanskeligt dele min stof-udfordring.

Hver gang jeg talte med venner og familie om stofproblemer var der en stor tærskel af ubehag og pinlighed som jeg skulle gå igennem. Men efterhånden blev det nemmere at gå den vej, og traumet blev i hvert fald på det personlige plan meget nemmere at have med at gøre.

Der var aldrig en dag, hvor jeg ikke i hvert fald en gang imellem var i godt humør.

Jeg reponderer rigtig godt på ros og anerkendelse, så jeg trænede langsomt min overkritiske hjerne op til at blive en opmuntrende coach.  

Hvis jeg blev i sengen hele formiddagen var det bare godt, hvis jeg stod op og arbejdede super. Arbejde-hvile-arbejde-hvile viste sig også at være den mest frugbare måde for mig at arbejde på.

Når jeg havde mareridt om at tage en masse stoffer, fortolkede jeg det som en natlig bearbejdning af problemet. Sagde til mig selv, det var en drøm, nu er du vågen.

Hvis jeg forestillede mig at jeg nok var ved at dø af kræft, blodprop, hjernetumor, trafikulykke, stoppede jeg det ved at sige, „Men det tror jeg alligevel ikke.“ Jeg havde ret.

Hvis jeg blev bange for at ingen ville støtte mig, sagde jeg, sådan var det måske dengang, nu er nu. Nogen støtter, nogen gør det ikke. Lige som du selv støtter nogen gange og ikke andre gange.

Jeg søgte at visualisere hvordan jeg mon i virkeligheden var og er, og dirigerede mig i den retning.

Når jeg havde presset lidt rigeligt, kunne små panikanfald og tourette-agtige bandesessioner informere mig om at nu var det tid at slappe af igen og lade tingene falde på plads af sig selv.

På et tidspunkt var jeg blevet så kontrolleret positiv at det var svært at holde min holier-than-thou selvretfærdighed i tømme.

Jeg volddrak urtete, havde ikke sex, gik ture, lavede mad, vaskede op, arbejdede koncentreret.

Mon ikke jeg brug for at blive rystet lidt.

2018, privat foto

Medicin med udfordringer

Min opsvulmede led blev diagnosticeret som psoreasis-artrit, en autoimmun sygdom, og jeg startede en medicinsk behandling med binyrebark og methotrexat, et immunosuppressivt middel.

Samtidig havde min læge, ironisk nok, konstateret et meget lavt testosteronnivau i mine blodprøver, og jeg fik en depotvaccine med seks måneders testosterontilskud.

Så blev jeg ellers rystet godt igennem.

Binyrebarken gjorde mig noget bims og nervøs. I løbet af en koncert mistede jeg først hele min højde og siden mine høje overgangstoner.

Heldigvis var det moderne kompositionsmusik, så jeg lavede på stedet nogle drastiske revisioner af partituret. Publikum mærkede tilsyneladende ingenting men det var en rigtig ubehagelig oplevelse.

Jeg holdt op med binyrebarken, men min stemme blev ved at være ulden og mørkere end normalt.

Ellers virkede medicinen godt for mine led.

Jeg gik til en endokrinolog som udfasede testosteronet.

Jeg fik også en recept på et antal stemmeøvelsessessioner hos en logopæd. Dejlige Tyskland.

Stemmen kom igen, dog med begrænset højde.

Selfie med mor, 2018

Sexy kabaret

Jeg havde allerede i 2014 skrevet en temmelig vild synopsis til et stykke om en lesbisk proktolog (specialist i mandlige rektale sygdomme) og en bøsse der var karmisk astrolog.

Stykket var fuldt at seksuelle og emotionelle overgreb, medicinske og esoteriske, forskningsforsøg med anvendelse af stoffer. I det hele taget mange gode ting.

Hvis jeg ville gøre alvor af at flytte mine sex, sygdom og stoffer-oplevelser over i min offentlige sfære, var det tid til at tage affære.

En side af mig synes sådan set det er småpinligt bare at udtale ordet bøsse, og i mit generelle kunstneriske liv havde jeg indtil da aldrig spillet bøssekortet, så det var ikke bare noget jeg lige gjorde.

Jeg talte med en ven der er misbrugsterapeut i AIDS-Fondet i København. Gennem ham kom jeg i kontakt med Bøssehuset på Christiania.

Jeg kom til et af deres mandagsmøder og foreslog en kabaret, ButtStuff, med den historie. Den ville de gerne have.

Jeg bestemte mig til at bruge meget erotisk-patetiske franske Piaf og Brel sange og skrev nogle grotesk-satiriske sange med klinisk-rektalt indhold.

Sangen om den rektale undersøgelse, Sangen om de seksuelt overførte sygdomme, Sangen om det medicinske forskningsprojekt. Jeg syntes det var rigtig sjovt.

Jeg skrev også en sang, der anpriste hyperseksuel bøsseaktivitet. Ikke noget galt i det! Selvom jeg tilsyneladende selv var gået på seksuel førtidspension.

Sammen med min AIDS-Fond-ven lavede vi et Open-Mic møde for mænd der kombinerer sex og chems (som vi kalder stofferne nu om dage), hvor jeg fortalte uddrag af min personlige historie og sang nogle af sangene.

Det fungerede fint, sangene var faktisk rigtig sjove.

Så tog jeg hjem, satte mig ned og skrev historien og 14 sange. Jeg lavede pressearbejde, lærte sangene og teksten, øvede til jeg var blå i hovedet, arrangerede en hjemmekoncert for danske venner i Berlin.

Kort før var der en stor ulykke i vores familie som rystede mig meget.

Under koncerten kom min stemme igen i problemer.

Højden forsvandt igen, og selvom jeg kom igennem stykket igen i en spontant transponeret lav og behagelig tonehøjde, måtte jeg udsætte selve premieren i tre måneder.

Den oplevelse udløste et enormt panikanfald, hvor mine indre stemmer mente at, nu var jeg i hvert fald færdig som sanger.

Samtidig organiserede jeg koncerter og kabaretoptrædener som normalt, så jeg besluttede mig til at se på hvad jeg faktisk gjorde og ikke lytte for meget til de indre hysteriske stemmer.

Jeg transponerede mine sange lidt ned da højden stadig var svær at få fat på.

Måske et alderstegn?

Jeg fik nogle flere timer hos en stemmeterapeuten, øvede mig og sang videre.

ButtStuff 2018, privat foto

ButtStuff og et interview

Jeg tænkte at det måske kunne være en god ide at slippe noget mere kontrol, tilbyde et interview om den brogede baggrund for ButtStuffs tilblivelse og selvfølgelig også få noget reklame for forestillingen.

Jeg kontaktede en journalist jeg kendte på Politiken og de ville gerne bringe noget.

Nu havde jeg godt med tid. Jeg øvede stille og roligt, fik tingene bedre på plads og lavede en ny privat øvefremførelse hos en ven på Frederiksberg.

Der var en del mennesker, og de var meget positive. Især de unge bøsser. Det var noget af en behagelig overraskelse, da jeg ellers mest har et modent publikum.

Journalisten var der også, og dagen efter havde vi en lang samtale. Jeg var stadig noget høj efter aftenens succes og talte muntert frit fra leveren.

AIDS-Fondet hjalp mig med presseopmærksomhed og oplysende materiale, og de to opførelser gik utrolig godt.

Det så ud til at mit skæve blik på de mange udfordrende temaer fungerede som jeg havde forestillet mig.

 Artiklen blev først bragt tre uger efter premieren.

Til gengæld fyldte den otte sider i søndagsavisen og fokuserede nærmest udelukkende på tiden med stoffer og specielle seksuelle praktiker.

Meget lidt om stykket og ikke noget om det arbejde jeg havde lavet for at skabe en velfungerende liv bagefter.

Det eneste der stod om min sang var at jeg var en vild fyr, ikke typen der sang danske romancer i Glyptoteket.

Jeg synger ellers en ganske køn romance.

Jeg havde fået den til gennemsyn et par dage før men jeg kunne overhovedet ikke læse den nøgternt. Sådan set havde jeg jo sagt det der stod (ikke det med romancerne).

Jeg frøs til is igen. Det var så overvældende. Hvornår får en mellemkendt klassisk sanger nogen sinde så meget spalteplads. Og så med det!

Der var en dag med talrige Facebook reaktioner og ellers larmende tavshed. Jeg begyndte at sige til mig selv at jeg aldrig nogen sinde ville få at lave igen efter den skandale.

Jeg skulle synge en privat velgørenhedskoncert i Berlin med mit elskede 20er Berliner repertoire en uge efter.

Det var en dejlig afslappet aften, jeg var i form, og en herre sagde venligt til mig, ”De må være meget efterspurgt.”

Ja gid jeg var. Så skyndte jeg mig at få et betragteligt stoftilbagefald.

Mads Elung-Jensen
2019, foto Luca Pravato

Ny genopbygning

Da det var overstået var jeg udmattet, ved siden af mig selv og ked af det.

Så meget arbejde.

Var det bare spildt? Jeg skrev til journalisten. Han blev rystet over artiklens effekt og spurgte om han kunne gøre noget. Jeg var noget eksalteret.

Venner rådede mig til at lade det hele ligge, sunde mig og gå langsomt videre. Et godt råd.

Jeg fortalte mig selv at sådan en oplevelse mere var en mulighed for at korrigere kursen og presse mig noget mindre.

Det var ikke en total fiasko.

I øvrigt havde jeg ingen trang til at gå tilbage til den fortid.

Jeg havde taget mig en måneds ferie og brugte en god del af den på at gå alene rundt og sige til mig selv at den forestilling ville jeg aldrig spille mere. Vel vidende at det ville jeg jo nok gøre på et tidspunkt igen.

Jeg lavede en forholdsvis nøgtern analyse af min situation.

Min højde var lykkeligvis vendt tilbage. Jeg havde overset at testosterontilskud hyppigt medfører et lavere stemmeleje.

Jeg var stadig tenor.

Mine projekter fungerede godt. Jeg ville sandsynligvis få ny ting at lave.

Jeg havde brug for at skrive to nye kabareter som en basisindtægt.

Jeg lavede fortsat mine trøstkoncerter, som selvom jeg ikke tjente mange penge på dem, var de på alle måder rigtig dejlige at lave. Jeg kunne her synge alt det Schubert, Mozart og Bach, som er kernen i min selvopfattelse som sanger.

Sammen med gode venner havde jeg udviklet et koncept med udfordrende poesi og moderne kompositionsmusik, som med gode formidlinger meget fint kom et større publikum i møde.

Hvad jeg savnede var et fast ungt ensemble som sammen med mig kunne synge repertoiret til trøst i sorg og ellers lave elegant underholdningsmusik.

Det kunne også passe til min alder at begynde at give mine erfaringer videre.

Vigtigst af alt var at omgive mig med gode kolleger der havde et pænt højt kustnerisk niveau og en kærlig livsindstilling.

Som for nærværende var villige til at lave koncerter for de lave beløb som jeg var i stand til at tilbyde, og som jeg også selv fik.

Gud forklarede mig at en positiv livsindstilling, kombineret med kostomlægning og motionering kunne have en god effekt. Jeg tabte 10-15 kg. Jeg udfasede methotrexaten, mine led blev ved med at have det ok.

Og arbejdede videre.

Jeg har ikke spor imod verdens glans, men jeg elsker allermest at arbejde, at arbejde som sanger. Nu også som skrivende sangentreprenør.

Jeg skrev i 2019 en kabaret om det seksuelle liv i Berlin i 20erne på dansk og tysk og i 2020 en om Danmark under besættelsen.

I løbet af et par år havde jeg fundet de skønne dygtige mennesker som jeg nu arbejder videre med i mit ensemble Die Goldvögel.

Jeg øvede kabareterne igennem og fik dem opført i en første form, lod dem hvile og modne og tog dem så op igen.

Jeg oversatte ButtStuff til tysk og fik arrangeret et par opførelser i Berlin. Lige før den anden lockdown.

Nu optrådte jeg også i drag, for første gang i mit lange liv. Det var umådeligt grænseoverskridende. For mig. Ikke for Berlinerne. Stykket fungerede også rigtig godt her.

Jeg var af og til plaget af en enorm såret vrede. Det var især svært når jeg skulle falde i søvn og når jeg vågnede. Der kørte en gammel plade på repeat med sorte følelser. Når jeg ikke var helt klar virkede de meget autentiske.

Jeg var godt klar over at følelsen var overdimensioneret, men den var naturligvis også reel. Nogen gange sprang den fra en person til en anden, lige meget hvem, bare jeg kunne være såret. Meget ubehageligt.

Jeg vænnede mig til at sige til mig selv og min sorte plade, at jeg skulle nok altid tage mig af mig. Bare rolig. Jeg har den. Det virkede godt.

ButtStuff 2020, foto Luca Pravato

Lockdown og tiden på den anden side

Jeg var i fuld gang med at øve en ny kabaret, da alting pludselig blev lagt ned i marts 2020, og jeg blev taget totalt med bukserne nede.

Det var et stort chok at skulle stoppe helt op, og det tog mig noget tid at vænne mig til de ny forhold.

Det var en ting at være alene frivilligt men noget anderledes at skulle være tvunget til det. Og overraskende anstrengende at mærke al den urolige frygt i hele samfundet.

Jeg fik mine koncerter udsat, det lykkedes at gennemføre min sommer-sorg-koncertserie med mundbind (publikum) og en del sprit.

I efteråret havde jeg på grund af udsættelserne pludselig tre premierer i løbet af tre måneder.

Da der blev lukket ned igen var jeg også klar til at lukke ned.

Så jeg trak stikket ud og igen kom der en hel del stof op som skulle bearbejdes. Mere vrede og sårethed.

Et af de vanskeligste og til dels uforståelige udfordringer havde igennem de mange år været at jeg syntes jeg aldrig hørte fra folk.

Selv når jeg inviterede til at blive forstyrret.

Den der er i gang med heling er ikke den der rækker ud. Så det er naturligt for mig selv at spørge til mine venner og familie hvis de går gennem en vanskelig tid.

Det er også klart nok at mange holder af mig og sender venlige tanker i min retning. Men hvad med at vise det aktivt?

En god HIV/chemsex-terapeut forklarede mig, at de udfordringer som han, jeg og en del andre har haft og måttet arbejde med, kan virke meget overvældende og svære at gå til.

Ligesom sorg og død.

Men der er folk som man kan tale med og så er det om at finde dem.

Det gav mig meget mening, og det har hjulpet mig til at smide endnu mere gammel kedelig bagage ud.

Det er også en af årsagerne til at jeg skriver denne artikel nu.

Det har absolut også været svært for mig at tale om de svære emner. Det er meget mindre svært i dag, og sandsynligvis endnu mindre svært om fem år.

Bøsser har sex, kunstnere er ofte på engang meget følsomme og meget energiske. Ting sker. Det er hvad du gør med det der sker der tæller.

Da jeg i løbet af vinteren havde set alt på Netflix, opdagede jeg at jeg faktisk havde lavet alt hvad der stod i min oprindelige plan.

Det var en enorm lettelse. Det føltes som om jeg ikke længere havde noget behov for at måtte bevise noget for mig og for andre.

Hvis jeg ikke sultede ihjel under en bro i løbet af vinteren, på grund af manglende jobs (ikke sandsynligt) var min kalender fuld af gode koncerter til livet på den anden side.

Så nu går det skævt og muntert videre.

Jeg er til generel beroligelse ikke seksuelt afholdende, de vilde drifter er ikke så overvældende presserende som før.

Det er, helt ærligt, blevet meget mere spændende at vove at møde en partner med min egen blanding af glæde, følsomhed og lyst. Uden stimulanser.

Astrologen havde tilsyneladende ret i sine observationer. Min dejlige lille lejlighed på 11. sal i Berlin har været mit eget kloster. Tæt på alt og alligevel fjernt. Her har jeg tænkt, følt og sunget. Og delt krop og sjæl med mangen en forbipasserende broder.

Jeg skal opføre ButtStuff på Folketeatret til World Pride i august. Jeg er begyndt at øve på det igen. Det er bare sjovt. Jeg har trænet mig i at acceptere og nyde applaus, så man skal ikke være bange for at vise sin begejstring.

Der er mange mennesker der har støttet mig og tænkt på mig undervejs. Tak til jer. I ved hvem I er, og det gør jeg også!

2021. I baggrunden kan du se den fælles gravsten for mennesker der er døde af eller med HIV på Alter St Matthäus Friedhof, Berlin. Her kommer jeg gerne når jeg skal tænke lidt over livet. Foto Jeremy Knowles