I 1983 var jeg blevet student fra Randers Statsskole, jeg var 17 år og vidste ikke rigtig hvad jeg ville lave herefter. Jeg sang i det lokale Sct. Mortens Kirkes kor, og nogle af pigerne fra koret havde fundet ud af at FOF i Randers som noget nyt tilbød solosangundervisning. Der manglede bare en for at der kunne oprettes et hold.
Jeg meldte mig galant og mødte en ung dame, frisk fra konservatoriet i Aalborg, som gav os hver især 22½ minuts undervisning om ugen. Det havde en stor effekt. Af os fire på holdet blev tre uddannede sangere og sanglærere og befinder os nu i henholdsvis Frankrig, USA og Berlin.
22½ minut er ikke meget, når man både skal lave sangøvelser, lære at trække vejret og helst også nå at synge en sang fra start til slut. Men jeg blev grebet af den hellige flamme og supplerede den ene sang, jeg skulle øve på med at lære et dusin andre til næste gang. Det viste sig ikke at være helt pædagogisk hensigtmæssigt. Ideen var at lære én sang, og så til gengæld lære den godt. Det kunne jeg ikke se meningen i, det måtte da være mange gange bedre at kunne mange sange godt.
Jeg havde lånt et album med Schuberts sange på biblioteket. Det var Dora og Harald Sigurdssons Wilhelm Hansen-udgave, som begyndte med Erlkönig. Den var god. Det var der rigtig mange der var.
Situationen gentog sig, da jeg efter et dejligt år havde besluttet mig til at prøve lykken som sanger. Jeg flyttede til København og skulle forberede optagelsesprøven til Det kgl. danske Musikkonservatorium. Jeg ville gerne søge ind med det samme, men min ny lærer mente jeg ikke var klar og satte mig til at synge (dog) 6 sange i 18 måneder, før jeg fik lov til at søge ind på konservatoriet.
Det var en vanskelig situation. Jeg ville synge hele tiden, og seks sange var altså ikke nok. Så jeg lærte også Schuberts ”Die schöne Müllerin”, ”Winterreise” og ”Schwanengesang”, Schumanns ”Dichterliebe” og ”Liederkreis Op. 39”, foruden en del andre sange i løbet af de halvandet år. Jeg var meget tiltrukket af at åbne et album, gå ind i en cyklus’ univers og så ellers bare være der rigtig længe. Jeg øvede naturligvis på de seks sange og blev også optaget, da jeg endelig fik lov til at synge for.
Men det har vist sig, at jeg befinder mig rigtig godt med at synge rigtig mange sange alene på scenen, så selvom mine kære pædagoger af og til rystede på hovedet af mig og min utæmmelige sanglyst, så har den givet mig et stort dejligt repertoire som jeg har elsket at arbejde med og opføre for publikum.
Især ”Die schöne Müllerin” med den unge mands glæde, den kære bæk, forelskelsen, kærligheden, bedraget, ulykken og det meget poetiske selvmord ved drukning i den kære bæk talte til mig, og jeg fik lov til at lave en koncert med stykket, akkompagneret at den skønne Therese Koppel i 1988. Nu var jeg blevet 22, så det var vel også på høje tid.
Therese Koppel tog sig meget kærligt at mig. Jeg sang de 20 sange igennem med hende en gang om ugen i et helt år, før vi lavede koncerten, og jeg opdagede, at det ikke kun var gode sange at synge, men også hvor stor en glæde der er ved at lave kammermusik, at være en del at samspillet mellem sanger og pianist. At frasere sammen, få en impuls, reagere på den og sende den tilbage.
”Winterreise” er af samme længde som ”Die schöne Müllerin”, men her går du ind i en eneste dunkel stemning og lader den udvikle sig igennem 24 sange. Den unge mand er blevet svigtet af sin elskede, før værket er begyndt, forlader knust hendes hus, han må bare væk og begiver sig planløst ud i vinterens sne og is. Han er helt alene på sin vandring i den nådesløse frosne naturlandskab.
Winterreise stiller nogle helt andre krav om fokus men giver naturligvis også dermed nogle helt særlige muligheder for at skabe en koncentreret intens oplevelse.
Jeg øvede Winterreise i et par år med gode medstuderende fra konservatoriet, tog værket med på kurser hos fine lærere og lavede det så for første gang i 1990 med den dejlige pianist Tom Ernst, da jeg var 24 år gammel. Noget tidligt måske, men det gav god mening for mig, og vi kom også godt nok igennem det.
Herefter gik der til gengæld næsten 20 år, før jeg sang Winterreise igen på koncert. Jeg øvede på stykket med mellemrum, men der var ingen der spurgte om jeg ville opføre det og jeg foreslog det heller ikke af egen drift.
I 2009 var jeg netop blevet skilt, og det gav mig en impuls til igen at gå ind i Winterreises univers. Det var sammen med pianisten Ellen Refstrup, min kære veninde, som jeg havde arbejdet med i mange år. Det var en meget god oplevelse, og jeg har siden sunget stykket med nogle års intervaller, og nu i 2022, hvor jeg er 56, efter de seneste års meget udfordrende social isolation ser jeg meget frem til at opføre det igen i næste måned med den israelske pianist Gad Kadosh.
Det er også en oplagt anledning til at give et bud på mine tanker om Winterreise. Hvad er det for et værk, hvordan arbejder man (jeg) med det, hvad er der af stemmelige, musikalske, udtryksmæssige, sproglige udfordringer for mig i stykket? Det vil jeg skrive mig igennem her.
Franz Schubert
„Med et hjerte fyldt med uendelig kærlighed til dem, der foragtede mig, vandrede jeg langt væk. I mange mange år sang jeg sange. Hver gang jeg prøvede at synge om kærlighed, blev det til smerte. Og igen, da jeg prøvede at synge om smerte, blev det til kærlighed.“ Franz Schubert 1822
Franz Schubert blev født i Wien i 1797 og døde samme sted i 1828, 31 år gammel. Hans far var skolelærer og musiker, og Schubert viste meget tidligt tegn på en særlig musikalsk begavelse. Han sang, spillede klaver, violin og bratsch, i strygekvartet med sine brødre og faren, og han begyndte også tidligt at komponere egne værker.
Franz Schubert var en sammensat natur, han var en depressiv enegænger, som samtidig blev meget værdsat af en tæt kreds af venner. Han var æterisk og hyperfølsom, generelt melankolsk stemt, afvekslende med periodisk meget højt humør. Han havde et meget poetisk gemyt men plejede også omgang med oppositionelle politiske kredse og undgik kun med nød og næppe at blive arresteret ved en razzia af dissidentforeningen i 1826.
Hans venner kaldte ham kærligt Schwammerl, lille svamp, en henvisning til hans meget ringe højde (1.50 m) og også til hans evne til at konsumere enorme mængder af alkohol. Han var måske en skørtejægende kvindebedårer, måske var han i virkeligheden homoseksuel. I hvert fald er det sikkert at han vist nok fik syfilis i 1822, og efter en giftig kviksølvsbehandling havde han stærke migræner og mange andre helbredsproblemer. I november måned 1828 blev han alvorligt syg, og døde efter et par ugers sengeleje, måske af tyfus, måske af syfilis i 3. stadium.
Schuberts trang til at komponere var enorm. Uden nogen sinde at have fast ansættelse som komponist eller at modtage værkbestillinger skrev han af egen drift over 1500 værker, heraf over 600 Lieder, sange med klaverledsagelse. I 1815, hans mest produktive år, skrev han udover en hel symfoni og ni kirkeværker, ikke færre end 140 Lieder, nogle gange komponerede han otte sange om dagen. Mesterværkerne ”Erlkönig” og ”Gretchen am Spinnrade” til digte af Goethe stammer fra dette år.
Schubert kom ikke langt ud i verden i sin levetid. Først i 1828 fik Schubert en egentlig komponistdebut med en hel koncert med egne værker i Wien. Til gengæld er han posthumt blevet elsket og respekteret som en af alle tiders største klassiske komponister.
I 1823 skrev Schubert ”Die schöne Müllerin”, et værk med 20 sange til digte af den samtidige Wilhelm Müller. Det er musikhistoriens første sangcyklus. I 1827 skrev Schubert ”Winterreise”, endnu en sangcyklus og igen til digte af Müller. Efter Schuberts død blev 14 efterladte sange til digte af Ludwig Rellstab, Heinrich Heine og Johann Gabriel Seidl udgivet samlet udgivet med titlen ”Schwanengesang”. De 14 sange betragtes generelt som en tredje sangcyklus og opføres meget ofte samlet.
Disse første værker i genren Lied-Cyklus er også nogle af de største værker i Lied-genren overhovedet.
Schubert havde en særlig evne til at beskrive følsom sødme og sorg musikalsk, samtidig er mange af sangene i Winterreise og Schwanengesang også hårrejsende avantgardistiske i deres form og harmonik.
Wilhelm Müller
Wilhelm Müller blev født i 1794 i Dessau i Sachsen-Anhalt og døde efter at have døjet med kighoste af et hjerteslag samme sted i 1827.
Müller kom noget længere rundt omkring end Schubert, han var løjtnant i den prøjsiske hær i Napoleonskrigene, han studerede i Berlin og var del af en litterær salon, hvor også Achim von Arnem, Clemens Brentano og Ludwig Tieck deltog. Han var også venner med komponisten Carl Maria von Weber.
Müller var meget politisk engageret og offentliggjorde blandt andet digte i det forbudte tidsskrift Urania. Det var ved at købe tidsskriftet illegalt at Schubert først lærte Müllers Winterreise-digte at kende. Et af Müllers specialer var den politiske folkesang, især var han engageret i den græske frihedskamp, og blev i folkemunde kaldt ”Griechen-Müller”.
Han offentliggjorde to digtsamlinger med titlen ”Sieben und siebzig Gedichte aus den hinterlassenen Papieren eines reisenden Waldhornisten“. Sangene fra Die schöne Müllerin stammer fra 1. bind fra 1821 og sangene fra Winterreise fra det andet bind fra 1824.
Selvom Müllers digte blev sat i musik af mange betydelige komponister, foruden Schubert bl.a. af Brahms, Meyerbeer, Max Reger og Louis Spohr, har eftertiden ikke været så venlig over for hans digte, der ofte betragtes som middelmådige og sentimentale.
Den samme eftertid, der ser Schuberts sange som det største der findes, udtaler dog nærmest enstemmigt, at den ikke kan forestille sig mere passende digte til Schuberts geni. Det er jo tankevækkende.
Müller hørte formodentlig aldrig Schuberts sange til hans digte.
Winterreise
„I nogen tid virkede Schubert oprørt og melankolsk. Da jeg spurgte ham, hvad der bekymrede ham, sagde han kun: „Snart vil du høre og forstå.“ En dag sagde han til mig: „Kom over til Schober i dag, og jeg vil synge dig en cyklus af rædselsvækkende sange. Jeg er spændt på at høre, hvad du vil sige om dem. De har kostet mig mere end nogen af mine andre sange.“ Så han sang hele Winterreise igennem for os med en stemme fuld af følelser. Vi var fuldstændig forbløffede over den sørgmodige, dystre tone i disse sange, og Schober sagde, at kun én, „Der Lindenbaum“ havde appelleret til ham. Til dette, svarede Schubert, ”og dog er disse sange mig mere kære end alle de andre, og du vil også komme til at kunne lide dem.“ Joseph von Spaun
Schubert skrev Die schöne Müllerin i 1823. De blev skrevet i det høje tenorleje, Schubert var selv en meget høj tenor, men Schubert transponerede selv og gerne alle sangene ned i det dybere baritonleje, da den kendte bariton Johann Michael Vogl, viste interesse for sangene.
Selvom der ikke er gået mange år mellem 1823 og 1827, er der foregået en enorm udvikling i Schuberts musikerskab. Sangene fra 1815 er utvivlsomt fuldbårne mesterværker, og Die schöne Müllerin er et af den klassiske musiks allerdejligste værker. Og alligevel er Winterreise på en helt anden frekvens. Intet over, nogle enkelte værker ved siden af.
Det er interessant at Schubert først fandt de 12 digte, der var offentliggjort i tidsskriftet Urania i 1823 under titlen ”Die Winterreise. In 12 Liedern”. Han komponerede musik til dem i februar 1827 og inviterede sine venner til at komme og høre dem. Men da vennerne kom, var Schubert gået ud, og der blev ingen fremførelse i den omgang. Senere på året, finder Schubert så hele digtsamlingen og vælger 12 digte ud som han sætter i musik i oktober. Først da er Winterreise altså blevet til det vi i dag kender som Winterreise. Hvad ville der mon være sket, hvis Schubert var blevet hjemme i februar?
Da Schubert endelig spillede og sang sangene for vennekredsen, kunne de ikke lide de mørke og depressive sange.
Jeg må tilstå at jeg i mine første sangår var mere på Schuberts venners side. Var det hele ikke lidt anstrengende? Jeg elskede, elskede, elskede Die schöne Müllerin, også de mange strofiske sange med 4 vers, hvor der egentlig ikke skete så meget.
Mens mange andre meget unge mennesker igennem århundreder har fundet en sympatisk sjælsbeslægtet rejsefælle i den ensomme vandrer, tror jeg nok jeg syntes at han måske godt kunne tage sig lidt sammen.
Men jeg er helt enig med Schubert i dag. Nogle gange knækker man og kan ikke blive sat sammen igen. Nogle svigt er meget svære at komme igennem. Nogle gange er man paranoid, schizofren, manisk depressiv. På en gang. Nogle gange er man bare anderledes end alle andre, og der er ingen mulighed for at mødes med dem. Nogle følelser er onde, smålige og ukærlige. Mange gange i livet skal man dø. Og især kan man nogle gange ikke lukke sit hjerte ned for det væld af følelser som bruser derinde. Selvom det ville være meget mere fornuftigt at tage sig sammen.
Alt det celebrerer Winterreise. Med 24 sange, der både er en introvert meditation og en ekspressiv dramatisk to-personers opera. For en sanger og en pianist. Og et publikum, forstås.
Arbejdet
„Du skal være hjemsøgt af denne cyklus for at kunne synge den.“ Elena Gerhardt
Da jeg var helt ung lærte jeg mig sangenes melodier, søgte at løse musikalske og tekniske udfordringer, forestillede mig hvad udtrykket var, og sang så ellers sangen. Det gør jeg sådan set stadig væk.
Men der er meget vundet ved at dykke dybere ned i et værk. Så hvad kan man gøre. Det tekniske arbejde kan give mange indsigter.
Schubert er en sen wienerklassisk / tidlig romantisk komponist. Det er sange der skal synges i belcanto-traditionen.
Belcanto er for mig forbundet med mezza-voce-udtrykket, at enhver tone man synger har muligheden for at blive kraftigere og svagere på en egal måde. Never louder than lovely, men heller ikke så svagt at din stemme mister kropsforbindelsen.
Selv de mest desperate udtryk må kunne finde et udtryk inden for den ramme. Mezza-voce-udtrykket er også forbundet med en tekstlig legato-kultur. Al tekst skal være klart udtalt (det er tysk!) samtidig med at alle toner er forbundet med hinanden som med en ikke alt for klæbende lim.
Det gør jeg i alle værker fra den tid.
Men så må der også være en indre spænding i foredraget af Winterreise, det handler faktisk handler om det værste man kan opleve x 24. Der er trods, desperation og mange forskellige arter af vanvid undervejs. Teksten skal ikke kun være klar, den skal også forstås og gives et passende udtryk. Og hvis man ikke får noget af det frem, så er de kønne toner ikke så velanbragte alligevel. Det er meget udfordrende.
Hvordan får man det frem? Og hvordan finder man en ekspressiv form der passer til den musikalske stil?
Jeg har altid opfattet Schubert som en filterløs komponist. Mendelssohn og Mahler er det til en vis grad også. Der er ingen indpakning, ikke noget smart du befinder dig direkte i materien, i glæden, i den håbløse sorg. Og du kan ikke beskytte dig imod den. Det søger jeg at genspejle i min fortolkning.
Selvom der er mange dybe lag i musikken og i de følelser der bliver udtrykt, søger jeg at finde et umiddelbart udtryk. Jeg søger at gennemleve de ekstreme følelser i mit øverum og så give det en klassisk form, der også giver plads til publikums umiddelbare oplevelse.
Skal du så være hjemsøgt? Hvem er ikke det på det ene eller det andet plan? Det er væsentligt for mig at give et autentisk udtryk, jeg bliver gerne grebet af en kollega der tydeligvis har arbejdet seriøst inden for sine egne rammer og her fundet sin egen musikalske følsomhed.
Da jeg var meget ung var der en bassanger i København, der ofte optrådte med Winterreise. Han var syg af AIDS, der på det tidspunkt var en uhelbredelig dødelig sygdom, og det var som regel en del af markedsføringen af hans koncerter. Udover at jeg selv var skræmt over AIDS-pandemien, var det helt vildt grænseoverskridende for mig at en kunstner ville bruge deres personlige umulige udfordringer som pr for en seriøs koncert. Tiderne har jo som bekendt ændret sig en del på det område, men det er stadig ikke rigtig min kop te.
Jeg hørte en anden gang en meget kendt kollega med Winterreise i Berlin, han fraserede fornemt, havde styr på hvor han ville hen, og alligevel var jeg mærkelig uberørt af hans foredrag. Indtil der pludselig begyndte at ske noget, han kæmpede tydeligt for at få noget frem som var vanskeligt for ham og koncerten begyndte at blive rigtig spændende. Det viste sig dog desværre at han var ved at få et ægte ildebefindende, han måtte afbryde koncerten og da han efter lægebehandling vendte tilbage, var det igen den sikre vej han gik ad, og spændingen var væk igen.
Men hvad så. Lidt personlig freak, lidt professionel kunstner, noget følsomhed, noget teknik? Man må finde sin egen cocktail.
Schuberts ord ” Hver gang jeg prøvede at synge om kærlighed, blev det til smerte. Og igen, da jeg prøvede at synge om smerte, blev det til kærlighed.“ kan måske give en nøgle til at komme sundt gennem øvelsen.
Sanger og pianist
„Den måde, som Vogl synger på og den måde, jeg akkompagnerer på, som om vi var ét på et sådant tidspunkt, er noget helt nyt og uhørt.“ Franz Schubert 1825.
Som man kan se af Schuberts citat, var han ikke kun skaberen af Lied-cyklussen som begreb, han løftede også pianistens rolle i Lied-foredraget til at være en ligeværdig partner.
Jeg har haft det held, og jeg har også arbejdet for heldet, at synge sammen med en række fine akkompagnatører. Det intime samarbejde med en god partner, både i prøvesalen og så sammen at gå den lange rejse ved koncerten, er noget af det mest tilfredsstillende i mit liv som sanger.
Det virker meget oplagt, men det er en øvelse. Begge er solister og begge skal hele tiden finde hinanden. Høre efter hvilken impuls man får, reagere på den, sende en impuls tilbage, mens man har alle sine egne tekniske og udtryksmæssige udfordringer.
Jeg er i det civile liv gerne meget talende, men når jeg prøver, siger jeg så lidt som muligt, og jeg foretrækker absolut at min partner har det på samme måde. At synge med en god partner er mere en fysisk-sanselig end en intellektuel oplevelse for mig. Når jeg arbejder sammen med unge talenter, er der også en pædagogisk øvelse i det, men jeg gør mit bedste for at begrænse min trang til at dele ud af alle mine erfaringer. I hvert fald mens vi spiller musikken.
Da jeg studerede på Det kgl. danske Musikkonservatorium, var jeg med til en række medstuderende pianisters akkompagnementstimer. Jeg havde også fornøjelsen af at deltage i mesterkurser sammen med mine pianistpartnere. Det har fra tidlig tid indprentet værdien af at kunne lytte og spille sammen.
Men så er du altså også solist. Det er dig der står foran publikum uden noder. Det er dig der præsenterer teksten. Det er dig der får ondt i halsen, bliver træt i stemmen, så det er også afgørende at vide hvad du har brug for for at kunne levere varen og at forståelsen går begge veje.
Koncerten
Jeg er udstyret med et både meget energisk og meget følsomt temperament, jeg taler flydende tysk, og jeg har en nærmest fotografisk musikalsk hukommelse. Alle dele er rigtig praktiske når du skal synge meget lange koncerter, men det energiske og følsomme temperament kræver en god del styring for at fungere godt professionelt.
Det var en stor overraskelse for mig at opdage (det vil sige, gode kræfter fortalte mig det gang på gang, indtil jeg blev klar over det faktisk passede), at fortolkningen på koncerten faktisk bliver bedre, når jeg holder op med at øve mig i god tid før en optræden og lader alle indtryk og udtryk falde til ro og uden indblanding fra min side synke ned i dybere niveau.
At synge Winterreise er også et fysisk og emotionelt maraton, og så vidt jeg forstår, træner langdistanceatleter heller ikke hele distancen i tiden op til en konkurrence.
Helt lavpraktisk siger jeg til mig selv, at der er en overenskomst mellem mig og publikum. Jeg er kommet for at synge et godt program, de er kommet for at glæde sig over det. Og hvis jeg ikke bryder den kontrakt med alle mulige ikke vedkommende indre spændinger, så skal det nok gå.
Jeg har en lidt morsom, ufarlig, tilstand, der kaldes ”White Coat Syndrome”. Når en læge skal tage mit blodtryk, stiger det af sig selv på millisekunder til enorme højder. Uden for lægens konsultationsværelse er mit blodtryk helt fint og normalt, men jeg har altså en evne til at kunne hidse mig enormt op på et øjeblik, jeg behøver ikke ydre ophidselser for at komme i stødet.
Hvis det er muligt, og det sørger jeg som regel for at det er, ser jeg ingen mennesker dagen før en stor koncert og gerne flere dage før. Når jeg er på turne, passer min pianist og øvrige partnere sig selv og så ses vi ellers et par timer før koncerten og mærker efter hvordan aftenens stemning er.
På dagen hvor jeg skal synge, kommer der en masse adrenalin igennem mig. Har jeg en stemme, kan de mon lide mig, kan jeg nu gøre det så smukt og følsomt og sandt som jeg gerne vil. Jeg bestræber mig at mærke de nervøse energier men ikke at gå med dem, og selvom det kan være tillokkende med et panikanfald eller et godt lille skænderi for at komme af med noget af energien, gør jeg hvad jeg for at undgå det. Som regel med held.
Eksalterede selfie-billeder af mig og min partner før en koncert er både reelle og ren fiktion. Jeg sidder normalt helt stille og siger så lidt som muligt op til øjeblikket hvor vi går på scenen. Men det ser jo ikke så spændende ud på billeder.
Dietrich Fischer-Dieskau sagde engang at man først lærer et værk rigtig at kende når man har opført det. Det mener jeg også. Du ved heller ikke hvilken stemme du har at arbejde med på en given aften, før du har sunget din første tone for publikum. Men det hjælper med erfaring.
Når jeg kommer i gang, bestræber jeg mig også på at registrere hvad der sker, men ikke at reagere på det. Er der uro i publikum, er der nogen der hoster eller filmer, lader jeg dem gøre det. Med mindre det er helt forstyrrende.
Der er nogle naturlige faser i en helaftenskoncert. Det tager lidt tid at komme ind i værket, så er der en god rum tid hvor det kører til en vis grad af sig selv, det kan så føre til øjeblikke, hvor koncentrationen er mindre stærk. På et tidspunkt kan stemmen derfor føles træt. Min gamle lærer Ernst Haefliger gav mig det råd at tekste klarere i de situationer, det virker godt for mig, det giver noget ekstra energi, både til kroppen og til stemmen, og er kun til gavn for stykket.
Den store fare kommer så når man næsten er færdig. Man kan se enden, og så kan man pludselig lave mærkelige fejl. Men det er så aftenens unikke gave til publikum, og efter sådan et lille chok finder man energi nok til at komme helt igennem.
Når vi så er færdige, er det en utrolig forløsning. Det tager noget tid at vende tilbage til virkeligheden, og jeg er ikke altid i stand til at sige noget fornuftigt til folk der vil lykønske mig. Men man kan jo altid sige pænt tak og ellers lade være med at høre efter hvis de bliver ved at tale.
Ligesom man skal puste sig op til en koncert, skal man finde tilbage til en normal tilstand bagefter. Som regel kommer det gennem en følelse af tomhed et par dage efter en optræden. Af og til kan man helt glemme hvor godt det lige havde været. Når jeg ellers husker det, minder jeg mig om at det er helt normalt, og så kan man gå videre.
Sangene
“Han havde været længe og alvorligt syg, havde været igennem nedslående oplevelser, og livet havde kastet sin rosenrøde farve, vinteren var kommet for ham. Digterens ironi, rodfæstet i fortvivlelse, tiltalte ham: han udtrykte det i skærende toner.“ Johann Mayrhofer „Der er ingen tvivl i mit sind om, at den spændingstilstand, hvori han skrev sine smukkeste sange, og især hans Winterreise, bidrog til hans tidlige død.“ Joseph von Spaun.
Winterreise består af 24 enkelte sange. Franz Schubert skrev dem oprindeligt i sit eget høje tenorleje, fem af dem transponerede han selv ned til den første udgivelse for høj stemme. Det er den version der findes i Peters-udgaven af Schuberts sange. I Breitkopf-udgaven, som siden blev genudgivet af Dover-forlaget, kan man også finde de originale lidt højere versioner.
Det er den udgave jeg synger efter. Winterreise ligger generelt i mellemlejet, og som en oprindelig ret høj tenor, nu normalt høj tenor, giver det flere klangmuligheder for mig, når jeg af og til kan bruge den høje del af min stemme. Kun den sidste sang, Der Leiermann, synger jeg i den gængse a-mol, og ikke i h-mol.
Jeg laver alle forudhold, de små toner der er noteret foran en betonet tone, lange. Det giver for mig mere harmonisk spænding.
Når jeg øver splitter jeg hele sangen op i små dele og sætter det så sammen igen, så det tekniske laboratoriearbejde mærkes så lidt som muligt.
Vokalt forestiller jeg mig i de fleste sange en basistone, som A-et i eingezogen i den første sang, før jeg starter på den første frase og tænker de første ord ind i den plads som den tone har. Det hjælper mig til at egalisere fraserne.
For klarheden og for at mærke selve ordenes betydning i teksten laver jeg gerne en hvordan, hvem, hvad hvornår-øvelse – ”Fremd bin ich eingezogen, fremd zieh ich wieder aus, der Mai war mir gewogen mit manchem Blumenstrauss“ – hvordan (Fremd), hvem (ich), hvad (eingezogen, wieder aus, gewogen), hvornår (der Mai)-øvelse.
Når der er en tekstgentagelse, søger jeg at finde nyt ord at betone i gentagelsen (Nun ist die Welt so trübe, der Weg gehüllt in Schnee, nun ist die Welt so trübe, der Weg gehüllt in Schnee). Det giver en indre begrundelse for gentagelsen og mere liv i fraserne. Det kan også have en effekt at gentage teksten med præcis samme betoning. Især hvis man er bevidst om at det er det valg man har truffen.
Før hver sang begynder giver jeg mig en enkel stemning at tænke på under forspillet. Det hjælper til at være en del af musikken og så er jeg i gang også når jeg ikke synger selv.
Gute Nacht
Godnat
Fremmed kom jeg hertil,
Fremmed drager jeg væk igen.
Maj var mig mildt stemt
Med sine skønne blomster.
Pigen talte om kærlighed,
Moderen endda om ægteskab!
Nu er verden mørk
Og vejen indhyllet i sne.
Tidspunktet for min rejse
Kan jeg ikke vælge.
Jeg må selv vise mig vej
Gennem dette mørke.
Skyggen fra måneskinnet
Er min rejseledsager,
Og i det hvide snedække
Søger jeg vildtets spor.
Hvorfor skulle jeg blive
Til jeg ville blive drevet ud.
Lad syge hunde hyle
Uden for deres herres hus.
Kærligheden elsker at vandre,
Sådan har Gud skabt den.
Fra den ene til den anden
Min fine elskede, godnat!
Jeg vil ikke forstyrre dig i drømmen,
Det ville være synd for din søvn.
Du skal ikke høre mine skridt,
Sagte lukker jeg døren.
Mens jeg går, skriver jeg
På din dør: Godnat,
Så kan du se, At jeg tænkte på dig.
– Du er blevet svigtet, dit hjerte er bristet og du må væk, ud i den mørke sne. Du vil ikke vække den elskede, men skriver god nat på hendes før du går –
Den første sang i Winterreise er også den længste. Klaveret venstre hånd markerer fra starten et rytmisk vandringstema, og i højre hånd hører du en smuk nedadgående melodi i mol, som du skal overtage. I fjerde vers moduleres næsten umærkeligt fra mol til dur.
Tempoet er markeret som ”Moderat, i gående bevægelse”, og rytmen er 2/4. Moderat kan tolkes på mange måder. I gamle dage sang man noget langsommere end de fleste gør i dag. Jeg synger nok lidt langsommere end de unge og lidt hurtigere end de gamle.
Hvordan får du begyndt? Det er en meget sorgfuld tekst til en enkel melodi, hvordan får du kombineret de to ting?
Jeg forestiller mig at den katastrofe der er sket er registreret men ikke helt sunket ind. Du siger de ord som du regner med er det man siger men du er også lammet, så der kommer ikke nogen vilde smerteskrig. Tværtimod, i det fjerde afskedsvers, synger du ekstra blødt i dur (hvis din pianist ikke af sig selv finder ud af at lave en smuk overgang til dur-stedet før fjerde vers, er det ikke så godt).
Sådan en relativ neutral indstilling giver en god mulighed for at finde ud af hvordan du synger netop i aften. Der er udfordring nok i at stå stille, holde en fast rytme og synge en smuk nedadgående frase med tydelig tekst.
Lyt: Dietrich Fischer-Dieskau & Gerald Moore 1955
https://www.youtube.com/watch?v=1XPRQ-SNSs0
Die Wetterfahne
Vejrhanen
Vinden leger med vejrhanen
På min skønne kærestes hus.
Da tænkte jeg i mit vanvid:
Den piber den stakkels flygtning ud.
Han skulle tidligere have
Bemærket husets vartegn,
Så ville han aldrig have søgt
En trofast kvinde derinde.
Derinde leger vinden med hjerterne
Som på taget, Bare ikke så kraftigt.
Hvorfor skulle de bekymre sig om mine smerter?
Deres datter er en rig brud!
– Du stirrer på vejrhanen og genkender din troløse kærestes vankelmodige sind i dens bevægelser –
I den anden sang bliver du revet brat ud af din lammelse. Ligesom der tilsyneladende ikke skete så meget i den første sang, sker der pludselig alt for meget på en gang. Her er bitterhed og raseri. Der er fermater, koloraturer, hvisken og råben, og rigtig meget tekst.
Tempoet er markeret ”Temmelig hurtigt og uroligt”, rytmen er i 6/8. Pianisten lægger flot og virtuost ud som et billede af stormen der river i vejrhanen på taget. Temmelig er kodeordet for mig. De fleste sangere har en tendens til at speede hurtige tempi og og slæbe i de langsomme. Det har jeg også. Men du opdager, når du skal tekste på sekstendedele og senest ved koloraturerne, at det nok ikke er løsningen her. Sig det til pianisten, som sikkert gerne vil spille lidt flot.
Midt i sangens ophidselse er der pludselig et afsnit hvor du skal synge svagt oppe i det høje mellemleje. Svært. Jeg prøver ikke at synge for kraftigt i det kraftige og ikke for svagt i det svage, give en masse tekst, glæder mig over at sangen er hurtigt overstået, og så er man ellers kommet i gang.
Lyt: Peter Schreier & Sviatoslav Richter 1985
https://www.youtube.com/watch?v=MUzGkFue3G8
Gefrorne Tränen
Frosne tårer
Frosne dråber falder
Fra mine kinder:
Har jeg virkelig ikke mærket
At jeg har grædt?
Hej tårer, mine tårer
Er I da så lunkne,
At I stivner til is
Som kold morgendug?
Og dog rinder I
Fra brystets glødende kilde
som ville I smelte
Hele vinterens is!
– Du opdager at du har grædt, de lunkne tårer er frosset til is, selvom de ellers kommer fra dit brændende bryst –
Igennem hele sangen har klaveret en blanding af en stikkende synkope, en gående rytme og nogle smukke nedadgående kromatiske fraser. Sangstemmen er til gengæld lyrisk ekspressiv.
Midt i sangen skal du langt ned i stemmens register, når du håner dine lunkne tårer, og til sidst skal du op og synge kraftigt desperat.
Tempoet er markeret ”Ikke for langsomt” og rytmen er 2/2. Det giver noget god uro, men ikke for langsomt betyder for mig mere at det ikke skal slæbe, ikke at det skal være hektisk. Du skal nå igennem en hel del følelser på kort tid og tekste meget mens du synger lyriske fraser. Sådan er det på tysk. Lev med det.
Lyt: Thomas Quasthoff & Charles Spencer 1998
https://www.youtube.com/watch?v=qT6dozgg6Qw
Erstarrung
Stivfrossen
Jeg søger forgæves i sneen
Efter hendes fodspor,
Hvor hun ved min arm
Strejfede over den grønne eng.
Jeg vil kysse grunden
Gennemtrænge is og sne
Med mine varme tårer
Indtil jeg ser jorden.
Hvor finder jeg en blomst?
Hvor finder jeg grønt græs?
Blomsterne er visnede,
Grønsværen er bleg.
Skal jeg ikke have noget
Minde med herfra?
Når mine smerter tier,
Hvem fortæller mig så om hende?
Mit hjerte er som frosset
Koldt stivner hendes billede derinde.
Hvis mit hjerte nogen sinde tør op igen,
Smelter også hendes billede væk!,
– Du er i gang med at lede efter forsvundne fodaftryk i sneen og håber på at dit hjerte ikke smelter, så hendes forfrosne billede kan blive derinde –
Vi er godt på vej ud/ind i en diagnosetilstand. Efter de to korte sange med meget vekslende følelsesudtryk kommer der her en stor lang flot sang.
Klaveret skaber en ny storm i forspillet, nu er den trioliseret. Der er en gentaget betoning af det ellers ubetonede 2-og-slag. Tempoet er markeret ”Temmelig hurtigt” med en fodnote om at den oprindelige markering var ”Ikke for hurtigt”. Så den skal være en lille smule hurtigere end du tror. Rytmen er 4/4.
Udfordringen i denne sang er at du næsten hele tiden synger fjerdedele og gentager teksten, af og til flere gange. Hvis du ikke passer på, bliver den en stiv 4/4-omgang med betoning på hvert et-slag i takten. Her er øvelsen med at betone nye ord ved tekstgentagelser rigtig god.
Lyt: Joyce DiDonato & Yannick Nézet-Séguin 2021
https://www.youtube.com/watch?v=z4SZ23pEk0Q
Der Lindenbaum
Lindetræet
Ved brønden foran porten
Står et lindetræ.
Jeg drømte i dets skygge
Så mange søde drømme.
Jeg snittede i dets bark
Så mange søde ord.
Det trak mig til sig
I både glæde og sorg.
Jeg måtte også vandre forbi det
I denne mørke nat,
I mørket lukkede jeg mine øjne.
Og dets grene susede
Som råbte de til mig:
”Kom hen til mig, ungersvend
Her finder du din ro.”
De kolde vinde blæste
Mig lige i ansigtet.
Min hat fløj af,
jeg vendte mig ikke!
Nu er jeg mange timer
Væk fra dette sted
Og stadig hører jeg dens susen:
”Der kunne du have fundet ro”
– Du kommer forbi et lindetræ, hvor du har tilbragt mange skønne forelskede stunder. Nu her i natten, hvisker det til dig, at du kunne lægge dig ned (og dø) og finde hvile her. Blæsten tvinger dig videre, snart er det kun et minde –
Der Lindenbaum er Winterreises tophit. Den findes i utallige former, og er blevet sunget af høj og lav uafhængigt af resten af værket. Efter du har sunget arie med dejlige høje toner i den forrige sang, skal du nu finde en mere folkevisesangerstemning i det dybere mellemleje.
Tempoet er markeret ”Moderat” med en angivelse af at det oprindeligt var ”Moderat langsomt”. Så den skal også være lidt hurtigere end du synes. Schubert har skrevet et af de smukkeste forspil der findes. Det gentages imellem hvert vers, og i tredje vers med blæsten forenes det med sangstemmen.
Udfordringen for en tenorstemme er at holde en høj position i det lave leje, give så meget tekst som muligt, og håbe på der kommer noget klang ud i den meget lave frase ”Ich wendete mich nicht”.
Hvis du er til magiske pauser, er fermaten før sidste vers en oplagt mulighed.
Lyt: Mathias Hedegaard & Tove Lønskov 2019
https://www.youtube.com/watch?v=pDMY_JGqoyE
Wasserflut
Tåreflod
Mange tårer fra mine øjne
Er faldet i sneen.
Dens kolde fnug suger
Tørstigt den varme smerte i sig.
Når græsset igen vokser
Vejrer en mild vind derhen,
Da vil isen springe i flager
Og den bløde sne vil smelte.
Sne, du kender mine længsler,
Sig mig, hvor løber du hen?
Følg blot mine tårer,
De vil snart indlemme dig i bækken.
Gennem byen skal du drage med dem
Ind og ud ad muntre gader.
Når du føler mine tårer brænde,
Er du ved min elskedes hus.
– Dine tårer falder ned i sneen. Når det engang bliver forår og sneen smelter, vil de flyde sammen med tårerne til en flod, og når de brænder er de ved den elskedes hus –
Her begynder det at gøre rigtig ondt. Schubert skrev oprindelig sangen i Fis-mol og transponerede den senere til E-mol. Fis-mol er temmelig vanskelig, der er mange overgangstoner, men jeg synger den her alligevel, for det er nemmere at skabe en spænding i stemmen end i E-mol, som er lidt for bekvem.
Tempoet er langsomt i tre slag. Der er både trioler og punkterede ottendele. Enkelte mener at de punkterede ottendedele skal spilles som trioler, de fleste at de forskellige rytmer giver sangen den nødvendige spænding. Jeg er enig med de fleste.
Man kan godt miste rytmefornemmelsen i det langsomme tempo. Det kan føles som en evighed at vente på treslaget efter klaverets forspil. Men det er naturligvis mest musikalsk at være rytmisk og turde lade sangens pauser være en del af spændingen.
Der er en stigning på næsten 1½ oktav op til et lidende ”Weh”. Jeg prøver at indstille gearskiftet til det høje register midt i frasen, så det ikke bliver alt for vildt.
Det er et smagssspørgsmål og også afhængigt af dagsformen, hvor stor forskellen mellem de svage og de kraftige dele skal være. Så længe det ikke bliver til hvisken kontra skrigen, kan jeg godt lide en vis forskel.
Lyt: Peter Pears & Benjamin Britten (med trioliserede ottendedele) 1965
https://www.youtube.com/watch?v=4NrPaHaaMN4
Thomas Hampson & Wolfgang Sawallisch (med punkterede ottendedele) 1997
https://www.youtube.com/watch?v=JXPVhjWtKNc
Auf dem Flusse
På floden
Du brusede så lystigt
Du klare, vilde flod,
Hvor er du blevet stille,
Giver mig ingen afskedshilsen.
Med en hård, stivnet skorpe
Har du tildækket dig,
Ligger kold og ubevægelig
Udstrakt i sandet.
I din skorpe ridser jeg
Med en spids sten
Min elskedes navn
Samt time og dag.
Den dag vi mødtes første gang,
Den dag jeg gik.
Om navn og tal bøjer sig
En brudt ring.
Mit hjerte, genkender du mon
I denne flod dit eget billede?
Er der også under din overflade
En rasende strøm?
– Floden er frosset til is og er blevet stille. Jeg ridser hendes navn i isen. Mit hjerte er ligesom floden. Udadtil frosset og indenunder en rasende strøm –
Efterhånden er det blevet helt normalt for dig og dit bristede hjerte at se vilde rasende billeder hvor du kommer hen.
Denne sangs tempo er noteret ”Langsomt” med en markering af den tidligere var ”Moderat”. Rytmen er 2/4. Så måske skal den være lidt langsommere end dit første instinkt siger dig. Det er den eneste sang, hvor Schubert noterer sehr leise og trippel-piano, når du kigger på den frosne flod, kontrasteret med en enorm stigning ved billedet af din rasende strøm i hjertet.
Vores normalitetsbegreb er udsat for stor ekspansion. Du må teste hvor meget stemmen kan dæmpe sig og ekspandere og så finde din form. Jeg søger at synge tørt i betragtningen af floden og mere vibrerende i erindringen om den elskede. Og den rasende flod er et af stykkets største steder, det skal have noget saft og kraft.
Der er rundt om nogle virtuose forslagsnoder, dem laver jeg før slaget og tager mig lidt tid så jeg får alle de små noder med.
Lyt: Christa Ludwig & James Levine 1988
https://www.youtube.com/watch?v=4dx7tmXZA44
Rückblick
Tilbageblik
Det brænder under mine fødder,
Selvom jeg går på is og sne.
Jeg vil ikke trække vejret
Før tårnene er ude af syne.
Har stødt mig på hver en sten,
Så hurtigt løb jeg ud af byen.
Kragerne kastede sne og hagl
På min hat fra hvert et tag.
Hvor anderledes modtog du mig
Du ubestandighedens by!
Ved dine blanke vinduer
Sang lærken og nattergalen om kap.
De runde lindetræer blomstrede,
De klare vandløb brusede lyst.
Og ak, to pigeøjne glødede,
Da var det sket for dig, ungersvend!
Tænker jeg på den da
Vil jeg se tilbage en gang til,
Så vil jeg atter vakle tilbage
Og stille stå foran hendes hus.
– Jeg bliver tvunget væk fra byen, kan ikke stå stille, alt gør ondt. Men da jeg alligevel bremser op, mindes jeg hendes to øjne, og ønsker mig at stå stille foran hendes hus igen –
Her går det hu-hej hurtigt. Trods det at ¾-tempoet meget hjælpsomt er angivet ”Ikke for hurtigt”, er der fare på færde. Klaveret pisker en ny storm op og begynder en usædvanlig forfølgelsesfuga med sangeren, der hele tiden kulminerer et slag efter sangerens højdepunkter. Det er svært at holde rytmen og det er svært at nå at trække vejret. Men det er praktisk hvis det (til en vis grad) kan lykkes.
Sangen veksler mellem dramatisk mol og et sentimentalt durafsnit, går tilbage til den dramatiske mol og falder til ro til sidst dur. Slutningen byder på en ekstra udfordring, når man uden rigtig at kunne komme til bunds i kroppen skal synge et smukt langt lyrisk højt G, tænke på at holde rytmen og afslutte elegant. Det hjælper mig at bruge teksten meget proaktivt og hele tiden tænke på at sætte hver ny frase an fra så dybt et sted i kroppen som muligt.
Lyt: Hans Hotter & Gerald Moore 1954
https://youtu.be/fqCECkwr8x4
Irrlicht
Lygtemændene
I den dybeste klippeafgrund
Lokkede lygtemændene mig hen:
Hvordan jeg finder en udvej,
Tager jeg ikke så tungt.
Jeg er vant til at fare vild,
Alle veje fører vel til målet:
Vores glæder, vores sorger,
Det hele er lygtemændenes leg!
Gennem bjergstrømmens tørre render
Vrider jeg mig roligt nedad –
Hver en strøm vil nå havet,
Hver en lidelse vil nå sin grav.
– Så gik du forkert igen. Men det betyder ikke noget. Du skal jo dø uanset hvilken vej du går –
Irrlicht kaldes på dansk lygtemænd. Det er et fænomen der findes i sumpet terræn, sandsynligvis som følge af selvantændelse af sumpgas, det bevæger sig frem og tilbage over jorden, hvilket i populær tro er forbundet med ideen om de dødes ånder, der kan vildlede eller bringe uheld.
På tysk er forbindelsen til at tage fejl ”irren” mere oplagt end på dansk. Her er ¾-tempoet letforståeligt angivet ”Langsomt”. Der er igen vekslen mellem trioler og punkterede rytmer, og det giver især i denne sang mening at markere forskellen klart. Og huske at tælle til tre i det langsomme tempo.
Der er mange teknisk udfordrende spring i sangen, som helst ikke skal lyde alt for meget som jodlen. En meget klar tekstning med meget hovedklang i det dybe leje hjælper mig en del. Og en aktiv energi når jeg begynder at klatre op igen kan give en hjælpsom impuls.
Til slut vil man gerne synge et smukt lyrisk højt G på fermaten. Held og lykke!
Lyt: Ernst Haefliger & Michio Kobayashi 1970
https://youtu.be/1zLkTqMfUes
Rast
Hvile
Først nu, da jeg lægger mig til ro
Mærker jeg hvor træt jeg er;
Vandringen holdt mig muntert i gang
På de ugæstfrie veje.
Fødderne bad ikke om hvile,
Det var for koldt til at stå stille
Ryggen følte ingen byrde,
Stormen hjalp mig på vej.
I en kulsviers trange hus
Har jeg fundet husly.
Men mine lemmer finder ikke hvile,
Så meget brænder deres sår.
Og du, mit hjerte i kamp og storm
Så vildt og så dumdristigt,
Først nu i stilheden mærker du ormen
Røre på sig med hede stik.
– Så faldt du endelig til ro. Og her i roen mærker du så først hvor ondt det virkelig gør i dit hjerte –
Klaveret giver en vandrende rytme og falder til ro på en fermat før sangeren begynder. Tempoet er 2/4 og angivet moderat. Schubert skrev oprindelig sangen i D-mol og transponerede den senere til C-mol. Han ændrede også et spring i afslutningen af hvert vers, så dramaet kulminerer på den høje tone. D-mol passer mig rigtig godt. og også at få lejlighed til at synge et dejligt betonet højt A rigtig ud. Så jeg laver en kombination af de to versioner.
Efter de vanskelige sange der lige har været, kan man stabilisere sig sig igen her. Der er en dejlig melodi, som er meget sangbar. Der er to vers, i slutningen af hvert vers er der en stille uhyggelig frase aflyst af et dramatisk udbrud. Begge fraser vandrer igennem en del registerovergange i stemmen. Det hjælper mig igen at give klar tekst og holde stemmen inden for en lyrisk ramme. Springene giver meget drama af sig selv.
Lyt: Hermann Prey & Wolfgang Sawallisch 1973
https://youtu.be/xao_6EFdZzo
Frühlingstraum
Forårsdrøm
Jeg drømte om blomster i alle farver,
Om blomstringen i maj,
Jeg dømte om grønne enge,
Om lystig fuglesang.
Men da hanerne galede,
Vågnede mine øjne;
Da var der koldt og mørkt,
Ravnene skreg fra taget.
Dog på vinduesruden,
Hvem malede blomsterne der?
I ler vel af drømmeren,
Som så blomster om vinteren?
Jeg drømte om kærligheden,
Om en smuk pige,
Om hjerter og om kys
Om glæde og salighed.
Men da hanerne galede,
Vågnede mit hjerte;
Nu sidder jeg her alene
Og tænker drømmen igennem.
Atter lukker jeg mine øjne
Stadig slår hjertet varmt.
Hvornår grønnes bladene i vinduet?
Hvornår holder jeg min kæres hånd?
– Sikken en dejlig drøm. Men da hanerne galer vågner du op og alt er stadig frygteligt. Du lukker lige dine øjne igen –
I denne skønne sang når man i begge vers igennem igennem to store følelsesskift. Som om det begynder med Mozart, går over Beethoven og ender med det mest gribende Schubert.
Klaveret indleder med den smukkeste 6/8 dansende rytme. Tempoet er angivet som ”Let bevæget”. Det er drømmen, og den bliver ekstra ubærlig efter de hårde sange man lige har sunget. Hanerne galer, dramatisk udbrud med tempoangivelsen ”Hurtigt”, afløst af den smukkeste fortvivlelse i 2/4 og med tempoangivelsen ”Langsomt”.
Hvordan løser man det bedst muligt? Schubert har allerede løst det meste. Jeg laver ikke stor forskel i de to første tempi, synger lyrisk legato i første del og mere eksklamerende i den dramatiske del.
Det langsomme bårne pianotempo i slutningen er dejligt, hvis man kan bære det. Schubert har en af de smukkeste toneartsændringer lige ved ”Ihr lacht wohl über den Träumer”. Her er der igen en chance for at lave en magisk opbremsning, hvis man er til harmonisk magi. Det er jeg. Og jeg søger at vove min smukkeste piano-tone i afslutningen ”Wann halt ich mein Liebchen im Arm?”
Lyt: Elena Gerhardt & Coenrad v Boos 1928
https://youtu.be/JIggKy8pUOY
Einsamkeit
Ensomhed
Som en mørk sky går
Gennem den klare luft
Når en stille luftning
Rører sig i grantræets top,
Sådan går jeg mine veje
Med træge fødder
Gennem det lyse muntre liv,
Ensom og uden en hilsen.
Ak, hvor luften dog er rolig!
Ak, hvor verden dog er lys!
Da stormen stadig rasede,
Var jeg ikke så elendig.
– Det er igen uudholdeligt roligt. Der er lys og munterhed, og det gør dig endnu mere elendigt til mode –
Dette var den sidste sang i den første gruppe, Schubert satte i musik. Hvis man laver pause er det oplagt at lave den efter denne sang, selvom der er mere applaus i at holde pause efter den næste. De fleste vil under alle omstændigheder helst synge videre.
Schubert komponerede oprindeligt sangen i D-mol og transponerede den siden til H-mol, altså en hel lille terts! Der er også et par toner ændret i forhold til den første udgave. Jeg laver igen min praktiske blanding af de to versioner. Der er en verden til forskel på at synge ”So elend nicht” på et F og et højt A. Det sidste Eee-lend er absolut mest autentisk i den høje version for min stemme.
Tempoet er angivet ”Langsomt”, og rytmen er 2/4. Klaveret slæber sig afsted på vandringen og man behøver ikke at slæbe yderligere. Starten er lyrisk melankolsk, så bliver man ekspressivt deklamerende mismodig og ender altså rigtig elendigt. Den klare tekstning er igen en stor hjælp for mig.
Lyt: Matthias Goerne & Alfred Brendel 2003
https://youtu.be/tqIO__kPiog
Die Post
Posten
Fra vejen høres et posthorns klang.
Hvad får dig til at springe sådan op,
Mit hjerte?
Posten bringer intet brev til dig.
Hvad plager dig så underligt,
Mit hjerte?
Nå ja, posten kommer fra den by,
hvor jeg havde en elsket kæreste,
Mit hjerte!
Du vil vel gerne derover
Og spørge hvordan det går,
Mit hjerte?
– Nå, der kommer en postvogn. Hvorfor bliver du så ophidset, mit hjerte. Klart, den kommer fra min kærestes by. Du vil nok gerne lige spørge hvordan det går, mit hjerte –
Her er endelig i starten af anden del af Winterreise en hurtig sang. Tempoet er angivet ”Rimelig hurtigt” og rytmen er en lystig 6/8. Først er man udadvendt i dur, så kommer der noget indvendt i mol, der skifter til en udadvendt dur og nogle dejlige høje toner. Imens når man at sige ”Mein Herz” ikke mindre end 18 gange i løbet af sangen.
Det er en rigtig tenorsang. Desværre er ordet ”Herz” fuldt af udfordringer. Først skal man igennem det klangløse H, så skal man vælge en vokalfarve til E’et (skal det mon være mere som et Ih eller et lukket Øh, eller måske et åbent Æh… ah, næppe. Men måske som et A udtales i det gode navn Mads???). Så skal der rulles med fortungen på R’er og afslutte med tænderne sammenbidt i et klart Z. Det er altså 18 gange, og der er ikke meget tid til at trække vejret. Jeg finder noget hjælp i ordet ”mein”, der kommer før ”Herz”, som er noget nemmere at have med at gøre. Jeg prøver lave en åben placering der, som har plads til Herz også. Med skiftende held.
Ellers er det om at stige på vognen, når klaveret spiller. Sangen lever af den spændstige rytme. Nicht schleppen, und auch nicht davon weglaufen!
Lyt: Brigitte Fassbaender & Aribert Reimann 1990
https://www.youtube.com/watch?v=9K7lWhi6tVk
Der greise Kopf
Oldingens hoved
Rimen har strøget et hvidt skær over mit hår;
Da troede jeg at jeg allerede
Var en gammel mand
Og glædede mig meget.
Det er dog snart tøet væk
Jeg er igen sorthåret.
Og jeg grues for min ungdom –
Hvor langt der endnu er til båren!
Fra aftenrøden til morgenlyset
Er mange hoveder grånet.
Hvem vil tro det? Mit gjorde det ikke
På hele denne rejse!
– Wow, du er blevet hvidhåret i løbet af natten. Hov nej, der var bare rimfrost. Hvor er det hårdt at være ung. Bare du snart døde –
Nu begynder det at blive rigtig syret. Klaveret åbner med en uhyggelig nøgen dominant-septim-none akkordmelodi, som sangeren bagefter imiterer. Rytmen er 3/4 og tempoangivelsen er ”Noget langsomt”.
Her er det om at synge rigtig rent. For 30 år siden var det min ambition at synge de lange sætninger i en vejrtrækning. Det har jeg siden lagt bag mig. Det kan være en udfordring at finde det roligt støttede deklamerende udtryk efter den forrige virtuose sang, så jeg plejer at bede pianisten vente lidt med at sætte sangen an.
Lyt: Martti Talvela & Ralf Gothóni 1984
https://www.youtube.com/watch?v=7o0XmhOFo1w
Die Krähe
Kragen
En krage drog med mig
Ud af byen,
Den har indtil i dag
Flakset omkring mit hoved.
Krage, sære dyr,
Vil du ikke forlade mig?
Du tænker vel snart
At tage min krop som bytte?
Så er der vel ikke langt at gå
Med min vandrestav.
Krage, lad mig endelig se
Trofasthed indtil døden!
– Der er en krage der flyver rundt om dit hoved. Den regner nok med at du snart dør, så vil den æde dig. Endelig troskab indtil døden! –
Her i anden del af Winterreise har man lagt det traditionelle normalitetsbegreb væk. Dejligt at se en ådselsæder, som venter på at fortære vores vandrer! Eller er det? I hvert fald er det første gang på rejsen man møder et levende væsen.
Rytmen er 2/4, tempoangivelsen er ”Noget langsomt”. Klaveret inviterer med en smuk melodi i den høje oktav, akkompagneret af dejlige trioler i venstre hånd. Nogle mener at klavererne på Schuberts tid var mere skingre i højden end vores dages mere egale instrumenter, og at det gav en noget mere uhyggelig introduktion.
Det helt store sted i sangen er der hvor man beder kragen om troskab indtil døden. En stigning fra det dybe C optil det høje G på ”Gra” og med en overraskende harmonisk opløsning på E-et ”-be” i Grabe. Så noget usædvanligt er det en god ide her at betone en ubetonet stavelse. Vi tenorer har naturligvis mere at give i højden end i dybden, så det er et dejligt sted. Men vi skal ned igen lige med det samme og gentage sætningen i det lave leje, så giv ikke alt for meget i højden. Hvis det er muligt. Ellers er der altid den gode klare tekst at støtte sig til.
Lyt: Lotte Lehmann & Paul Ulanowski 1940
https://www.youtube.com/watch?v=WCt2I8io0Qw
Letzte Hoffnung
Sidste håb
Hist og her er mangt
Et farvet blad på træerne,
Og jeg bliver ofte stående
Foran træerne og tænker.
Kigger på et blad
Lader mit håb hænge på det;
Leger vinden med mit blad,
Sitrer alt hvad der kan sitre på mig.
Ak, og falder bladet til jorden,
Falder med det også mit håb,
Falder jeg selv til jorden,
Græder på mit håbs grav.
– Der er et vissent blad på træet. Hvis det bliver hængende der, elsker hun dig stadig. Det er bare spændende. Nå der faldt det, og nu græder du –
Dette er en af det mest innovative (=underlige) af Winterreises sange. Klaveret starter betonet på en normalt ubetonet optakt, og du imiterer klaveret i en ny forfølgelsesfuga, men nu er der kun et ottendel mellem jer. Så egentlig skal du bare synge på slaget, men det er svært at finde ud af.
Rytmen er i ¾ og tempoangivelsen er ”Ikke for hurtigt”. Den tempoangivelse opfattes meget forskelligt af forskellige kunstnere. Når man kommer til ”Wein (græd, ikke vin!) auf meiner Hoffnung Grab” er der pludselig en normal ekspressiv frase med en dejlig høj tone. De der har startet ”ikke for hurtigt” temmelig hurtigt skifter ofte tempo her. Den musikalske sanger vil søge at frasere videre efter det andet dejlige høje grædende G. Harmonien er mest spændstig på H-et der kommer bagefter. Hvis man lige har glemt at være musikalsk, kan man sætte H-Wein an med en frisk impuls.
Lyt: Barry McDaniel & Aribert Reimann 1972
https://www.youtube.com/watch?v=LIEWVe98iqY
Im Dorfe
I landsbyen
Hundene gør, kæderne rasler,
Menneskene sover i deres senge.
De drømmer om ting de ikke har
Vederkvæges på godt og ondt,
Og om morgenen er alt væk igen.
Nå ja, de har nydt deres del
Og håber vel
At det de ikke fik oplevet
Vil findes på deres puder.
Gø I kun af mig, I vågne hunde,
Lad mig ikke få ro i søvnens timer!
Jeg er færdig med alt drømmeri,
Hvorfor vil jeg tøve ved de sovende?
– Åh, alle de normale mennesker, der endnu drømmer og håber. Godt hundene gør. Så du kan gå videre. Hvorfor vente her? –
Denne sang har det følt længste forspil af alle Winterreises sange. I virkeligheden er det kun fem takter langt, men det er i den vuggende 12/8 takt, som ellers bruges til romantiske hyrdescenarier, og er markeret ”Noget langsomt”. Klaveret skaber en uhyggelig stemning af gøende hunde, som nogen gange er fjerne og nogen gange tættere på.
Midt i sangen går det op for os, hvorfor Schubert har valgt den taktart, da digteren begynder at have lidt forståelse for de mennesker der stadig drømmer og håber. Men det går selvfølgelig over. Hvad skal man blive her for? Og alligevel, det sidste ”säumen”, at tøve, er trukket enormt ud og skal holdes i 1½ takt.
Sangen ligger i den lave ende af registret og har godt af en meget klar deklamation. Så får den håbefulde lyrisk midterdel som ligger lidt højere en anden effekt. Hvis man har vejr nok til den sidste sætning, er det flot. Ellers er det ikke så vigtigt.
Lyt: José van Dam & Dalton Baldwin 1990
https://www.youtube.com/watch?v=5w3f6IWx8Zg
Der stürmische Morgen
Den stormfulde morgen
Stormen har flået himlens grå dragt!
Skyer i laser flagrer rundt i en mat strid.
Og røde flammer af ild
Strækker sig efter dem:
Det kalder jeg en morgen lige efter mit sind!
Mit hjerte ser
Sit eget billede malet i himlen –
Det er intet andet end vinteren,
Vinteren kold og vild!
– Sikke en morgen. Kold og vild med røde flammer. Ligesom dit hjerte –
Endelig en ekstrovert vild sang. Meget hurtigt overstået. Efter en vild og virtuos klaverindledning kan man give los. Tempoet er ”Rimelig hurtigt og dog kraftfuldt” og rytmen er 4/4.
Men pas på. Man skal være vild og kraftfuld i det lave mellemleje, der er noteret fortissimo i klaverstemmen ikke mindre end tre gange i løbet af de 50 sekunder sangen varer. Mere skal der ikke til for at synge sig ned.
I stedet for at prøve på at synge kraftigt og bredt hele vejen igennem har jeg valgt nogle ord ud som jeg betoner, jeg ruller lidt med øjnene og synger ellers normalt mezzoforte i resten.
Lyt: Gerard Souzay & Dalton Baldwin 1963
https://www.youtube.com/watch?v=ZXLToQXKuYc
Täuschung
Illusion
Et lys danser venligt foran mig,
Jeg følger det på kryds og tværs.
Jeg følger det gerne og ser,
At det forlokker vandringsmanden.
Ak, hvem der er så elendig som jeg,
Giver sig gerne hen
Til det lysende kneb,
Som bag is og nat og rædsler
Viser ham et lyst og varmt hus
Og en kærlig sjæl derinde –
Kun synsbedrag er min glæde!
– Så er der igen mærkelige lys der leder dig på vildveje. Men når man har så dårligt som dig, er det så ikke bedre at have en forkert plan end ikke at have nogen? –
Endnu en meget kort sang, klaveret spiller et forførende dansende forspil i 6/8-takt. Tempoet er ”Noget hurtigt”. Der er en stemning af at være blevet lidt fuld og lidt ligeglad. Lad os danse lidt. Der kommer en kromatisk stigning i slutningen af sangen hvor man kan bygge lidt længsel op og så opløse den igen.
Lyt:: Christine Schäfer & Eric Schneider 2006
https://www.youtube.com/watch?v=cWMUG61E2-w
Der Wegweiser
Vejviseren
Hvorfor undgår jeg de veje
Som de andre vandrere går,
Og søger skjulte stier
På de høje sneklædte fjelde?
Jeg har jo ikke gjort noget,
Så jeg behøver at sky mennesker,
Hvilken tåbelig længsel
Driver mig til denne udørk?
Vejvisere står på vejen
Og viser hen til byerne,
Og jeg vandrer uden mål og med,
Uden ro og søger ro.
En vejviser ser jeg stå
Urokkelig for mit blik,
Jeg må gå én vej
Hvorfra ingen er kommet tilbage.
– Du går og går, ikke de veje de andre går, der er kun en vej at gå for dig, og ingen er nogen sinde kommet tilbage derfra –
Dette er den absolut længste sang i anden del af Winterreise, og det er meget rart at kunne bygge en stemning op langsomt efter de mange små uhyggelige snapshot-billeder. Klaveret giver en stabil vandrende rytme i 2/4, og tempoangivelsen er ”Moderat”, altså ikke langsom.
Man vandrer i mol, i dur, i mol igen, og så kommer man til den vejviser der viser til den endegyldige vej. I en hypnotisk langsomt stigende trance-kadence forpligter man sig til at gå den vej ingen er kommet tilbage fra. Mens man gentager de samme toner, skifter klaveret det harmoniske underlag en række gange. Her skal der disponeres med crescendoet, man topper på et D, som ikke er verdens højeste tone, men den skal virke ultimativ. Den lange tone opløses overraskende i et diminuendo gennem en neapolitansk akkord på vejen ned. Det skal helst rammes rent. Til slut er der en koralagtig begravelsestakt, som leder direkte ind på kirkegården.
Lyt: Richard Tauber & Mischa Spoliansky 1927
https://www.youtube.com/watch?v=cwQhvNFX5V4
Das Wirtshaus
Værtshuset
Til en kirkegård
Har min vej bragt mig.
Her vil jeg indlogere mig,
Tænkte jeg ved mig selv.
I grønne begravelseskranse
Er vel et tegn,
Der inviterer den trætte vandrer
Inden for i det kølige værtshus.
Er alle værelser
I dette hus da optaget?
Jeg er så træt,
At jeg kunne synke sammen,
Er dødeligt såret.
O ubarmhjertelige kro,
Og dog afviser du mig?
Nu videre så, kun videre,
Min trofaste vandrestav!
– Du er kommet ind på kirkegården. Du forestiller dig at det er et værtshus og gravene er værelser. Er der mon ikke et værelse til trætte dig? Nej. Du er desværre ikke helt død. Videre –
Efter den længste sang i Winterreises anden del kommer så den langsomste. Tempoet er angivet som ”Meget langsomt” og rytmen er 4/4. Klaveret spiller sin egen melodi med tætte Mendelssohn-agtige orgelakkorder.
Det mest rørende her i sangen er når man naivt spørger om der mon ikke er et kammer ledigt, man er så træt. Og det sværeste er at finde ud af at synge ”bin matt” på et punkteret højt F. Skal det være kraftigt, skal det være smukt og stille, skal det være med kort vokal og tydeligt doppelt-T, og hvad med M-et i starten? Noget kan man øve sig til og noget må dagsformen bestemme. På det her tidspunkt er sangeren også godt brugt. Men vi skal jo altså videre. Så jeg giver en ekstra tekstimpuls på ”Nun weiter, nun weiter”, så det hele ikke sovser til.
Lyt: Karl Erb & Bruno Seidler-Winkler 1939
https://www.youtube.com/watch?v=76vaF3Dlxbc
Mut
Mod
Flyver sneen i ansigtet på mig,
Ryster jeg den af.
Når mit hjerte taler i brystet,
Synger jeg lyst og muntert.
Hører ikke hvad det siger,
Jeg har ingen ører.
Føler ikke hvad det klager over,
Klage er for tåber.
Lystigt ind i verden
Imod vind og vejr.
Vil ingen Gud være på jorden,
Er vi selv guder!
– Frisk mod. Skidt med alt den klageri. Du er da bare ligeglad med det hele. Og hvis der ikke er nogen Gud, kan du jo selv være det –
Efter skuffelsen på kirkegården er det tid til at sige farvel til Gud. I en forfriskende bravoursang kaster man alle sorger fra sig. Mon det holder? I hvert fald indtil sangen her er slut.
Schubert skrev oprindelig sangen i A-mol og ændrede den siden til G-mol. A-mol passer mig bedst, med et sidste besøg på det høje A i slutningen af sangen. Der er en enkelt tone der er ændret fra den første udgave. Den har jeg også ændret.
Tempoangivelsen er ”Temmelig hurtigt, kraftigt” og rytmen er 2/4. Hvis man er blevet lidt træt, kan man her få nogle friske energier. Jeg synger ikke alt for hurtigt, der er igen koloraturer, og de skal helst rammes, alle tonerne. ”Will kein Gott auf Erden sein” er selvfølgelig vigtigt, og det kan være svært at få frem i det hurtige tempo. Heldigvis gentager man sætningen.
Det er sidste kraftanstrengelse, før man synker sammen, dejligt lige at lyve lidt og lade som om man bare har styr på det.
Lyt: Peter Anders & Michael Raucheisen 1960
https://www.youtube.com/watch?v=pesOvDn6qxk
Die Nebensonnen
Bisolene
Tre sole så jeg stå på himlen,
Har længe og fast stirret på dem.
Og de stod der så faste,
Som ville de ikke væk fra mig.
Ak, I er ikke mine sole!
I ser jo andre i ansigtet!
Ja, nylig havde jeg også tre,
Nu er de bedste to gået ned.
Gik blot også den tredje ned!
I mørket vil det gå mig bedre.
– Du stirrede så længe på solen at du så tre sole. Engang havde du to sole i hendes øjne og så en sol-sol. Nu har du en. Bare den forsvandt –
Der er forskellige bud på hvad de tre sole kan betyde. Er det et naturfænomen med de sidesole, er det en reference til hendes øjne, er det begge dele? Det vælger jeg at tænke.
Den næstsidste sang (er vi allerede kommet så langt?) er i en behagelig A-Dur. Tempoangivelsen er ”Ikke for langsomt” og rytmen er ¾.
Udfordringen her er at den faktisk ligger direkte i tenorlejet, og man ønsker bare at synge smukt og følsomt. Efter at man har kompenseret og fundet kloge løsninger i alle de dybere sange, har man så noget tenoralt passaggio tilbage? Forhåbentlig. Især hvis man ikke har givet alt hvad man havde i den forrige sang (det har man sikkert). Så er teksten igen vores ven. Og så kommer der nok alligevel noget klang.
Her er igen trioler og punkterede ottendele. Jeg vælger igen at markere forskellen. Midterdelen synger jeg forte, så er der plads til at gå ned i styrke, når den udmattede håbløshed kommer til slut.
Lyt: Christoph Prégardien & Andreas Staier 1996
https://www.youtube.com/watch?v=2n2YIxXJXac
Der Leiermann
Lirekassemanden
Derovre bag byen står en liremand,
Og med stive fingre
Drejer han, hvad han kan.
Barfodet på isen
Vandrer han på må og få,
Og hans lille tallerken
Forbliver altid tom.
Ingen ønsker at høre ham,
Ingen skænker ham et blik,
Og hundene knurrer
Omkring den gamle mand.
Og han lader alting gå som det vil,
Drejer, og hans lire står aldrig stille.
Forunderlige gamle mand,
Skal jeg gå med dig?
Vil du dreje din lire til mine sange?
– Der står en mand. Han drejer på en lirekasse. Måske skal du gå med ham? –
Schuberts Winterreise slutter med den mest forunderlige sang. Hvem er lirekassemanden, og hvad sker der efter den sidste tone? Dør man eller trasker man videre? Det må man selv finde ud af eller lade publikum om at tænke sit.
Schubert skrev oprindelig sangen i H-mol og ændrede den siden til A-mol. Her har jeg valgt at synge i A-mol. Det er nemmere at lave en tranceagtig stemning når man ikke skal op omkring det høje Fis.
Klaveret imiterer en lirekasse. Tempoangivelsen er ”Noget langsomt”, og rytmen er igen ¾. Det bedste man kan gøre er at gøre så lidt som muligt. Som om man er gået ud af sig selv og bare ser på det der sker.
Det er interessant at bemærke at man slutter på en rimelig høj tone, et langt E, der afløses af et forte i klaveret. Men jeg prøver bare at blive hængende på tonen et stykke tid. Og så er vi færdige!
Lyt:
Dietrich Fischer-Dieskau & Jörg Demus 1966
https://www.youtube.com/watch?v=vADYfoq1fRE
Winterreise og Hungerhjerte
Da jeg i 2019 tog Winterreise op endnu engang, denne gang med Gad Kadosh som partner, foreslog min ven, radiomoderatoren Tore Leifer, at vi kombinerede den med forfatteren Karen Fastrups roman ”Hungerhjerte”. Tore interviewer Karen og fortæller om begge stykker, efterfulgt af opførelse af Winterreise med tekster fra Karens roman, læst op af Karen, flettet ind mellem sangene.
Som man sikkert kan mærke, synes jeg at Winterreise udmærket kan stå helt alene. På den anden side er man vel moderne, og Tore ved et og andet. Så jeg sagde ja, Karen sagde ja, og det er blevet til en enorm berigelse for mig.
Begge værkers temaer er at være udelukket fra det menneskelige samfund. Karens blanding af poetisk følsomhed og vild erotisk energi i romanen fører til en borderline-diagnose og talrige indlæggelser i psykiatriske institutioner. I modsætning til vandereren i Winterreise, finder Karen dog en vej ud af sin tilstand, og skriver en vidunderlig rørende og morsom bog.
I mit eget vilde liv er der to ting der ikke står på dets CV, jeg har aldrig været indlagt på et psykiatrisk hospital, og jeg har aldrig været i fængsel. Men der er vist oplevelser nok ellers, der kan give mig merit-overførsel til mit livs eksamensbevis.
At opføre de to værker sammen har givet et nyt lys på Winterreise for mig. Ensomheden, følelsen af at være udelukket fra verden og indelukket af smerte, får en eviggyldighed gennem Karens nutidige oplevelser, og begge værker løftes op i følsom intensitet.
Så jeg glæder mig meget til vi i marts 2022, både i Tyskland og Danmark, igen skal føre de to værker sammen.
—
De danske oversættelser stammer oprindeligt fra min kollega Jacob Bloch Jespersen. Jeg fik dem af ham for en del år siden og har siden arbejdet videre med dem.
Neueste Kommentare