i
For nogle år siden havde jeg en drøm, hvor jeg gik igennem en masse umulige udfordringer. Da jeg endelig rutschede ud i virkeligheden efter at have overlevet dem, sad Bodil Gümoes parat på en yndig mark med en truende præmie: ”Du skal undervise. I sang!” Det sværeste af alt…
Bodil Gümoes (Juhl) i 1950erne
TIDLIGE ÅR
Bodil blev født den 20. februar 1935 af en enlig mor og voksede op i meget små kår, uden nogen sinde at møde sin far eller vide hvem han var. Da der ikke var meget musik i hendes mor, undrede hun sig af og til, hvor hendes stemme og meget naturlige musikalitet kom fra. Senere blev hendes mor gift igen og Bodil fik en elsket halvbror, og først meget sent i livet afslørede moderen at Bodils far havde været en omrejsende violinist.
Soiréprogram fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 1957
Bodil markedere sig meget tidligt i det københavnske sangliv, hun sang i Domkirken og kom på Musikkonservatoriet og senere på Operaakademiet. Hendes unge sopran havde imidlertid ikke teknik nok til de store opgaver hun blev givet, og da hun var midt i 20’erne var hun mere eller mindre sunget ned.
Pressefoto 1950’erne
Nærmest opgivet og hurtigt glemt i København rejste Bodil til den berømte professor Paul Lohmann i Wiesbaden. Lohmann havde uddannet mange af Tysklands store sangere og skrevet flere lærebøger, blandt andre det centrale værk ”Stimmfehler – Stimmberatung”. Bodil blev i Wiesbaden i næsten et år og byggede sammen med Lohmann langsomt sin stemme op igen med et meget sikrere teknisk fundament.
Teaterdebut Aarhus Teater 1959
KONCERTSANGER OG SANGPÆDAGOG
Arbejdet med Lohmann, som hun siden inviterede til Danmark mange gange, gav Bodil en ny mission, sangundervisning. Da hun vendte hjem til Danmark igen, opgav hun mere eller mindre karrieren som operasanger. Bodil blev sanglærer og underviste i de følgende over 40 år på alle landets musikkonservatorier.
Blandt hendes mange elever, sangere og sangpædagoger, taltes i tidlige år fine navne som Poul Elming, Gitta-Maria Sjöberg og Åsa Bäverstam og senere de unge, nu yngre, begavelser Jacob Bloch Jespersen og mine tenorvenner Adam Riis, Emil Lykke og Rasmus Gravers.
Sangerinden og pædagogen Hanna Hjort erindrer: ”Bodil var en meget dygtig og inspirerende formidler af musikalske ideer og hun åbnede musikkens univers for mig. Hendes fornemme interpretation både som underviser og som sanger har betydet meget for mig og beriget glæden ved at synge både lieder, opera og ikke mindst ny musik!”
Bodils egen smukke solostemme blev brugt til koncerter og oratorier og ny musik. Hendes store musikalske kærlighed var de tyske mestre, Bach, Mozart, Schubert, Schumann og ikke mindst Hugo Wolf, hvis Italienisches Liederbuch hun opførte mange gange med baritonen Jan Arnholtz og veninden Tove Lønskov som akkompagnatør.
Pressefoto 1970’erne
NY MUSIK I AARHUS
I 1970’erne og starten af 1980’erne var Bodil som docent på Det jyske Musikkonservatorium i Aarhus en central person i en gylden tid for ny kompositionsmusik i Danmark. Komponisten Tage Nielsen var konservatoriets rektor, og det var lykkedes ham at overtale Per Nørgård og Karl Aage Rasmussen til at dele professoratet i komposition.
Per Nørgårds indflydelse både som komponist og som inspirator for flere generationer af komponister og musikere kan næppe overvurderes. Under Karl Aage Rasmussens ledelse opstod den berømte Numus-Festival for ny musik, som i årevis tiltrak internationale komponister og musikere.
Karl Aage Rasmussen var også stifteren af ensemblerne Trio Celeste og Elsinore Players, hvor Bodil og hendes mand, professor og slagtøjsmagikeren Einar Nielsen, sammen med guitaristen Erling Møldrup øvede og uropførte utallige nye værker. Et højdepunkt var en stor turne med blandt andet Per Nørgårds Nova Genitura og Seadrift i Mellem- og Sydamerika.
Starten af 1980’erne blev en opbrudstid for Bodil. Efter en meget dramatisk (og omtalt) ménage à quatre, hvor Einar blev kæreste med Bodils elev Sofie og Bodil med Einars elev Frans, blev Bodil og Einar skilt, og Bodil søgte og fik et docentur på Det kgl. Danske Musikkonservatorium i København.
I denne tid udviklede Bodil også en dyb interesse for meditation og var ofte på Jes Bertelsens Vækstcenter i Nørre Snede. I en periode havde hun også bolig her. Jes Bertelsen og Neel Fasting fra Vækstcentret mindes med respekt og hjertevarme Bodils sang og nærvær på centret.
Det jyske Musikkonservatoriums sangfaggruppe 1975
KØBENHAVN
Hvis der var personligt drama i Aarhus, var konservatoriets sangpædagogiske miljø i 1980’erne noget af en professionel hvepserede. På den ene fløj fandt man veltjente primadonnaer af begge køn, som efter et godt teaterliv nu nådigt gav deres visdom videre. På den anden fløj en ny generation af sanglærere med et større teoretisk/praktisk fundament i stemmens fysiske funktioner.
Den amerikanske sangpædagog Oren Browns metoder var hvad der virkelig skilte vandene. Var han en guru, eller var han den store djævel i vokalåbenbaringen??
Jeg var blevet ført ind, som det hed, på Musikkonservatoriet i 1987 efter et frugtbart arbejde med Kirsten Hermansen. Kirsten var absolut på den ydre fløj af primadonnagruppen. Mange af de tre solotimer som man dengang fik om ugen i de seks år man gik der (!), blev indledt med rasende tirader mod den frygtelige Oren Brown. Så jeg vidste godt hvad klokken var slået.
I foråret 1988 blev Kirsten syg, kom på hospitalet, og vi hendes elever fik pludselig ingen sangundervisning i månedsvis. Det gik virkelig ikke, så jeg bestemte mig sammen med Elsebeth Dreisig til at henvende mig til Sangfagrådet for at bede om at få en vikar.
Bodil var i fagrådet, og hun var vist nok en af de onde teknikfunktionærer. Så jeg gjorde mig klar til kamp før jeg opsøgte hende. Da vi mere eller mindre fik hende trængt op i en krog på sanggangen, 4. sal højt oppe på H.C. Andersens Boulevard, var hun til min store overraskelse rigtig sød. Det gik nemlig virkelig ikke, og Bodil fik stille og roligt foranlediget at vi fik nogle fine vikarer, mens Kirsten kom sig.
Året efter var jeg selv kommet i sangfagrådet som elevrepræsentant sammen med Helene Gjerris. Bodil, Kirsten Buhl Møller og Else Paaske repræsenterede lærerne. Det var sagligt arbejde, men det var også overraskende morsomt at være i den gruppe, og jeg lærte Bodil at kende som et absolut seriøst menneske men også med en dejlig ikke særlig respektfuld humoristisk sans.
Kirsten Hermansen havde desværre mistet noget af arbejdslysten efter sit hospitalsophold og jeg følte mig nødsaget til skifte lærer. Man skal nok have prøvet det selv, for at vide hvor svært det er at gå fra sin sanglærer, især naturligvis når man kommer fra primadonnatraditionen. Men det var altså nødvendigt, og kære Bodil blev min ny lærer og efterhånden også min livsven.
Kursus i Norge 1993
ARBEJDE MED BODIL
Bodil havde ganske rigtig fundet meget inspiration af Oren Browns teknikker, og der var stor forskel på at forestille sig at dufte til en rose fra mine tidligere timer og det regiment af fitness-stemmeøvelser som Bodil meget stille og ubarmhjertigt udsatte mig for.
At sætte de to undervisningsmetoder op mod hinanden giver i det lange perspektiv ikke meget mening. Som Kirsten Hermansen sagde, ”Hvordan skulle jeg have sunget alt det jeg sang, hvis jeg ikke havde vidst noget om teknik”, og der var ingen af de moderne lærere som ikke var intenst musikalsk bevidste. Men hver mester og sikkert også hver tidsalder har sin helt egen frekvens. Nogle kan man bare tune bedre ind på end andre.
Bodil sagde meget lidt i vores timer sammen, en spændende udfordring for et meget talende menneske som mig. Hun sang en øvelse for og jeg imiterede. Ny øvelse, ny gengivelse. Af og til sagde hun ”Bedre” (ikke godt men dog bedre). Hendes oprindelige tyske træning fornægtede sig ikke.
Men hun var for mig meget mere end de mandlige mestre hun af og til satte op på sine piedestaler. Hendes rolige og meget sikre koncentration var af og til nærmest tranceagtig, et skønt rum at gå ind i, min stemme elskede de umulige øvelser, som med årene blev meget nemmere at udføre. På et tidspunkt begyndte hun endda en sjælden gang at sige ”Godt”.
For det meste koncentrerede Bodil sig om det tekniske arbejde. Af og til gik hun også intensivt ind i fortolkningsarbejdet af sangene. Jeg mindes som en overvældende oplevelse, da hun åbnede Schumanns Liederkreis Op. 39 til digte af Joseph von Eichendorff for mig. Hun havde en nærmest Marianergrav-dyb forståelse af melodiføring, klaverharmonier og selve meningen med teksterne, som jeg, for at sige det solidarisk med mit unge jeg, på det tidspunkt nok havde en mere umiddelbar tilgang til.
Da jeg skulle synge evangelistpartiet i Bachs passioner og følte mig noget korsfæstet, når jeg skulle synge „Jesus“ på det høje A, designede hun en gruppe Jesus-øvelser, som virkede så godt at jeg faktisk aldrig var bange når stederne kom på koncerterne.
Når jeg skulle synge en stor elevkoncert, tilbød Bodil mig meget generøst en opvarmningssession et par timer før koncerten. Jeg kunne sagtens have gjort det selv, men det var en skøn luksus at få nusset organet og føle at vi leverede sammen.
Pressefoto 1990’erne
I NØD OG LYST
Men hvad jeg aldrig vil glemme Bodil for var, da jeg blev rigtig syg kort efter min debutkoncert. Alle døre burde på det tidspunkt i min daværende selvforståelse have stået åbne, i stedet var min stemmes klang blevet sløret og svag, og min telefon tilsyneladende gået i stykker. Det var ikke klart for mig hvor stort et chok det var, men Bodil vidste det naturligvis.
I flere år gav hun mig hver uge en gratis sangtime, for penge havde jeg heller ikke. Det rykkede ikke meget i den periode men med stoisk ro blev hun bare ved. En gang pressede hun uden ord en hånd på mit traume-stivnede mellemgulv. Der var problemet, men det havde bare brug for tid. Da det så endelig begyndte at blive elastisk igen, og jeg startede med mine kabaretkoncerter, var hun så glad og positiv, kom nærmest til hver eneste koncert. Og sagde ”Godt!”
MESTER I SCHWEIZ
En kollega og veninde fra Schweiz, Barbara Zinniker, havde i begyndelsen af 1990’erne brug for ny sanglig inspiration. Jeg var på vej til et kursus i Oslo med Oren Brown (som jeg aldrig fandt en forbindelse til). Bodil var assistentlærer på kurset, Barbara tog med, og de to udviklede et meget nært forhold. I nogle år rejste Barbara til København og tog timer hos Bodil.
Senere fandt Barbara og kollegaen Robert Holenstein ud af at invitere Bodil sammen med Tove Lønskov og kropsterapeuten Marie Lalander til Schweiz og give mesterkurser. Det blev en fin tradtion, som varede i over 20 år.
Robi fortæller fra Schweiz, hvor stort udbytte sangerne havde af Bodils enorme indsats. Også for Bodil var det en lykke, især efter hun gik på pension fra konservatoriet og stadig havde meget at give videre.
Mesterkursus i Schweiz – Barbara Zinniker, Tove Lønskov, Bodil Gümoes, Marie Lalander og Robert Holenstein
SENE ÅR
Bodil rejste til Schweiz flere gange om året, indtil hun var over 80 år gammel. Så begyndte hendes ellers enorme kræfter at svigte. Først blev det svært at gå, og siden kom der ikke længere så meget blod til hjernen.
På det tidspunkt var jeg flyttet til Berlin, men jeg besøgte hende hver gang jeg var i København. Jeg sang af og til for hende, både fordi det var noget skønt vi havde haft sammen, men også så hun kunne give et par ord om hvordan landet lå.
Især elskede hun mit muntre humør, og det var altid rigtig skønt at le sammen. En stor glæde i alle årene var hendes drenge Peter og Anders og nu ikke mindst barnebarnet Olmo.
Det var en mærkelig oplevelse, da Bodil holdt op med at interessere sig for sang. Jeg ville have troet at det var det sidste der forsvandt. Men hun lukkede det ned. Hun var stadig glad for at få besøg, men det blev mere stille.
For nogle år siden kom Bodil på plejehjem. Jeg kunne ikke besøge hende så tit, både på grund af geografien og Corona. Engang kom jeg, Frans var der ikke, og hun følte sig meget usikker på hvem den herre var, som virkede så glad for hende. Men Frans kom og på et tidspunkt kom det triumferende fra hende med store bogstaver MADS ELUNG-JENSEN, som om hun stolt præsenterede Ridderen af Randers Fjord.
Tegning af Jens Gümoes 1960
I sidste måned blev det klart for mig, at Bodil fylder 90 her den 20. februar, og jeg besluttede mig for at skrive denne artikel, som Bodil i sagens natur ikke kommer til at læse. Men måske læser Frans den for hende.
Jeg skulle synge i København og havde aftalt at komme forbi, da jeg ud af det blå fik en henvendelse fra Lise-Lotte Gümoes. Datter af pianisten Jens Gümoes, Bodils første mand. Lise-Lotte havde en række billeder og koncertprogrammer af og med Bodil liggende og ville gerne give dem videre. Dem har jeg nu og har delt nogle af dem her. Andre er fra Bodils private albummer, som jeg har fået af Frans.
Frans og Bodil har nu været sammen i over 40 år. Jeg kan ikke komme ind til Bodil mere. Men Frans kan, og når han taler med hende, ved Bodil også hvem jeg er. Det er meget skønt at vide.
Tillykke Bodil og tak for dig!
Mads Elung-Jensen og Bodil Gümoes 2018
Neueste Kommentare