I disse dage fejrer LiteraturHaus i Møllegade på Nørrebro sit fornemme 20-års jubilæum.
En nedlagt metodistkirke blev først solgt til to bøsser, der brugte stedet til temafester, som jeg desværre aldrig blev inviteret til. På et af toiletterne i kælderen finder man stadig et flot rødt badekar som minde om det sikkert spændende intermezzo i husets historie.
Da de to herrer døde, overtog Paul Opstrup stedet. Først kaldte han det Ex-Kirken, men siden fandt efter tysk forbillede frem til navnet LiteraturHaus. Hans vision var at skabe et frirum for forfattere og digtere og andre kunstnere, og som sådan åbnede det i april 2005.
Kirkesalen var malet sort, der stod stadig to kæmpe ovne i enden af rummet, hvor der nu også var indrettet en hyggelig bar. Der var et flygel men ellers var rummet helt tomt og kunne bygges op med scene, stole og borde, alt efter arrangementerne behov.
Kopenhagen Kabarett
Et par år forinden havde jeg været i Berlin. På en af mine byvandringer kom jeg forbi en antikvarnodehandel i Pestalozzistraße i Charlottenburg. Her så jeg i udstillingsvinduet nogle nodehæfter med billeder af seks herrer i kjolesæt. Jeg følte mig draget og gik ind og købte i alt fire hæfter. Herrerne hed Comedian Harmonists og havde med elegant og virtuos harmonisk sang lagt ikke bare Berlin, men hele verden, for deres fødder fra 1927-1935.
„So ein Ding muss ich auch haben“, tænkte jeg straks. Kjolesættet havde jeg allerede. At samle en gruppe herrer, der både kunne synge og var parat til at øve temmelig længe var en anden sag. Men i 2003 var jeg med Radiokoret i Bochum, hvor vi skulle deltage i opførelser af Olivier Messiaens opera St. Francois d’Assise.
Operaen er fantastisk, meget lang og musikalsk kompliceret, så vi skulle være der i tre uger, og der var meget ventetid. Jeg havde taget noderne med og spurgte min sidekammerat Kasper Højby Nielsen, om han havde lyst at synge noget af det. Det havde han, og det havde Niels Bo Emgren og Jürgen Schoop også. Vi øvede intenst og morede os enormt samtidig.
Sidste aften sang vi tre af sangene for en begejstret gruppe kolleger. Det ville vi absolut arbejde videre med. Herefter gik der et år med overvejelser og betænkninger og så fik vi arrangeret en halv koncert i 2004, akkompagneret af pianisten Henrik Metz, i det nu gamle Radiohus’ Reliefsal. Vi forberedte os grundigt, alle havde kjolesæt, og succesen var betragtelig.
Nu måtte vi videre. Men der manglede en galionsfigur, et både forførende og velsyngende damemenneske. Heldigvis opfyldte min veninde Helene Gjerris begge betingelser, hun var ledig og villig, vi fandt navnet Kopenhagen Kabarett, og jeg bad mig selv om at skrive morsomme ledsagende replikker. Det havde jeg aldrig gjort før, så det kunne jeg sikkert godt.
På den måde var vi klar til at holde premiere netop som LiteraturHaus åbnede. Kære afdøde professor Per Aage Brandt anbefalede mig Paul Opstrup, og sådan begyndte et langvarigt lykkebringende samarbejde. Journalisten Michael Bo formidlede en kontakt til Politiken Plus, og til Paul Opstrups store overraskelse fyldte vi huset til bristepunktet hele fire aftener i maj 2005.
I løbet de næste fire år opførte vi med det fantastisk nok altid udsolgte LiteraturHaus som base tre forskellige kabareter, skønne svedige aftener! Vi turnerede og lavede også radio og TV og en enkelt CD.
I 2009 var vi hver især på vej andre steder. Niels skulle giftes med Laura i Jylland, Jürgen på pension med Annelise i Ålsgårde, og jeg var blevet skilt og flyttet til Berlin. Kasper, Henrik og Helene førte gruppen videre med ny kolleger.
Solo-kabaret
I Berlin fik jeg ud af det blå en henvendelse fra Finn Rowold, formand for Dansk-Tysk Selskab i København, om jeg kunne lave en soloaften med kabaretsange fra Weimar-Republikkens Berlin. Det kunne han tro jeg kunne. Jeg lo hver dag når jeg skulle til flyglet og øve.
Jeg havde lært en pensioneret redaktør fra TV-kanalen ZDF, Wolfgang Homering, at kende. Han havde i sin tid produceret 12 udsendelser, netop om de geniale løsslupne kabareter i Weimarrepublikken, og sammen satte vi et program med røverhistorier, fup og fakta, og skønne sange sammen. Wolfgang fortalte på tysk, jeg sang og Nicolai Kjølsen spillede klaver. Programmet hed ”Ein bisschen Leichtsinn”, og det blev så min første solokabaret.
Det var en pragtfuld koncert, og jeg spurgte herefter en anden Berlin-kender, radiomanden og forfatteren Hans Skaarup, om han ville fortælle på dansk om tiden og menneskerne. Med dette ny koncept var vi klar til et comeback i LiteraturHaus, som endnu engang satte de perfekte rammer for en skøn munter musikalsk aften. Med TV-manden Frantz Howitz lavede vi senere en dejlig udsendelse sammen. Den kørte et pænt stykke tid på dk4 og kan stadig ses på YouTube.
Hvad er kabaret?
Hvad er så egentlig kabaret? Det kræver sin egen artikel. Ganske kort: Kabaret er en hybrid, en blanding af sang og fortælling, måske også dans. Den kan både være politisk, satirisk, romantisk eller standup’isk.
Hvad er kabaret?
Hvad er så egentlig kabaret? Det kræver sin egen artikel. Ganske kort: Kabaret er en hybrid, en blanding af sang og fortælling, måske også dans. Den kan både være politisk, satirisk, romantisk eller standup’isk.
Den første kabaretforestilling var le Chat Noir i Paris i starten af 1880’erne, siden blomstrede kabareterne især i Berlin. Tiden i Berlin fra kejserens flugt i 1918 og til den abrupte afslutning i 1933 er et absolut højdepunkt i kabaretgenren. De fleste forbinder udtrykket kabaret med den skønne musicalfilm Cabaret med Liza Minelli og Joel Grey, der netop udspiller sig i Berlin omkring nazisternes magtovertagelse i 1933.
Kabaret er altså mere eller mindre hvad du selv bestemmer. Men der må gerne være noget sang og noget at grine af. De krav har jeg søgt at opfylde i nu mere end 10 originale forestillinger. Der har været historiske kabareter, vovede seksuelle stykker og også alvorsfulde momenter.
Bortset fra ButtStuff som jeg lavede i 2018 Bøssehuset og siden på Folketeatret, har alle mine danske premierer været i LiteraturHaus. Med dejlige kolleger som Niels Bo Emgren, min gamle ven fra Kopenhagen Kabarett, de skønne sangerinder Susanne Elmark og Anette Bod, akkordeonisten Dirk Rave, min Goldvögel-herretrio, pianisten Matt Long og ikke mindst den israelske pianist, komponist og arrangør Tal Balshai, som jeg nu har arbejdet sammen med i de sidste 7 år.
Jubilæum i LiteraturHaus – Man binder os
Til LiteraturHaus’ 20-års jubilæet som så altså også er mit 20-års jubilæum med den skønne genre fejrer vi et andet stort jubilæum, 80-års dagen for besættelsens ophør.
Tal Balshai har arrangeret blandet andet de skønneste Liva Weel sange af Poul Henningsen og Kai Normann Andersen for jazztrio, han og de geniale medmusikere Paolo de Jesus Maido og Carlo Dayyani har hver komponeret stærke ny sange, og vi glæder os meget til premieren den 4. og 5. maj i den nu hvidmalede sal. Med os fejrer Tore Leifer, Mogens Jensen og Nikolaj Bøgh.
Tillykke Paul, tillykke til LiteraturHaus og tillykke til København og omegn, der på grund af denne ildsjæls enorme arbejde til stadighed kan blive overrasket og udfordret, opdage ny talenter, og alt det andet som LiteraturHaus helt enestående tilbyder.
Mads Elung-Jensen
20. april 2025
Neueste Kommentare