Underholdning Og Kabaret

Ein Bißchen Leichtsinn kann nicht schaden

Kongresser, Events og Koncerter

Jeg tilbyder gerne et passende program til kongresser, ved firmaevents og ved private arrangementer. Jeg kommer som solist, med attraktive kvindelige partnere eller med min gruppe Tre Tenorer.

Mine programmer består som regel af elskede operaarier, operetteslagere og kabaretmusik.

Jeg taler gerne med publikum og nyder meget den hyggelige afslappede kontakt ved disse aftener.

Herunder mere om mit langvarige forhold til underholdningsmusikken og om mine tidligere og nuværende ensembler.

Rauf, ja das konnt' er, ich frag' mich aber, wie kommt er 'runter

Forhistorie

Jeg lærte den skønne underholdningsmusik at kende som 10-årig, da mine forældre en våd sommer havde lånt en masse gammel dansk revymusik fra biblioteket. Jeg var begejstret og lærte hurtigt alle de skøre sange med raffinerede pointer udenad og opførte dem ved alle mulige og umulige lejligheder. Jeg fattede måske ikke alle de seksuelle undertoner, men jeg har altid kunnet genkende et godt rim!

Kabaretvenner, Jürgen Schoop, Mads, Helene Gjerris, Kasper Højby Nielsen og Niels Emgren

Kopenhagen Kabarett

I mit klassiske sangstudium sang jeg gerne nogle af sangene ved festlige lejligheder, men det var først da jeg i Berlin stødte på CD’er med gruppen Comedian Harmonists fra 20’erne at jeg blev klar over, at jeg også havde enorm lyst til at lave noget professionelt i dette område.

Jeg samlede en gruppe af gode kolleger og dannede vores ensemble Kopenhagen Kabarett. I min tid med gruppen skrev jeg tre shows med hovedvægt på berliner kabaret musik 'Der Traum wird wahr', 'Auf der steinernen Brücke' og *Gibt sich die Ehre'. Vi lavede CD, radio og fjernsynsoptagelser og turnerede vidt og bredt i Danmark og kunne glæde os over en enorm god kontakt til publikum, som tilsyneladende havde det ligeså sjovt som vi havde det på scenen.

Mads i 20'erne

Solokabarett

I dag optræder jeg med mit eget solokabaretprogram med de store successer fra Berlins 'gyldne 20’ere'. Sammen med Wolfgang Homering, der i 90'erne producerede 12 udsendelser om den tyske kabaret for TV-kanalen ZDF har jeg tilrettelagt nogle skønne programmer med den vilde historie fra den tids Berlin. For den danske tv-kanal dk4 optog jeg i november 2011 med mine danske partnere pianisten Nicolai Kjølsen og journalisten Hans Skaarup en lang udsendelse om Berlin i 20'erne med de mest populære melodier. Det blev udsendt nytåraften 2011.

Her en af sangene fra programmet.

Dit plejeteam. Tre Tenorer, Mads, Adam Riis og Emil Lykke

Tre Tenorer

Tre tenorer Adam Riis, Emil Lykke og jeg har efterhånden sunget sammen i et godt stykke tid.

Vi synger amerikansk underholdningsmusik, italienske, tyske og skandinaviske slagere, i harmoni og som solister. Vi laver vores arrangementer selv eller bestiller dem skræddersyet til vores stemmer. Her vores julemedley, arrangeret af Rasmus Thaarup.