Welch ein Fest

Welch ein Fest

Akvarel af Dorte Klingberg-Nielsen

Welch ein Fest – et Juleoratorium


Welch ein Fest består af en blanding af kendte og elskede julemelodier, arrangeret af Die Goldvögel, en serie amerikanske juleswing-klassikere, arrangeret af den danske komponist Peter Bruun og komponisten Rasmus Thaarups Julepotpourri, oprindelig skrevet til Tre Tenorer.

 

Imellem musikværkerne læses dels satiriske dels opmuntrende juletekster, som griber musikkens stemning og sender dem videre til næste musikstykke.

 

Die Goldvögel består af fire herrer fra fire verdenshjørner, der alle har fundet en rede i Berlin Det er den amerikanske kontratenor Daniel Gundlach, den danske tenor Mads Elung-Jensen, den græske bariton Pogkas Athanasios, akkompagneret af akkordeonisten, komponisten, arrangøren og sangeren Dirk Rave, som mange i København kender fra vores kabaretforestillinger Ein Bisschen Leichtsinn og Besat


Navnet Die Goldvögel stammer fra en akvarel af den danske kunstner Dorte Klingberg-Nielsen med fire syngende gyldne fugle. I Tyskland kendes Die Goldvögel også fra fantasy-forfatteren David Pertecks roman Im Zauberkreis der Dämonen, hvor de gyldne fugle er de gode kræfters stærkeste våben mod mørkets kræfter. Die Goldvögel ønsker også at gennem glæden ved sangen at tænde lys i mørke tider.


Welch ein Fest uropføres i en kirkelig version 1. december på World AIDS Day i Marienkirche i Berlin. Her går alle indtægter til organisationen KIRCHE positHivs AIDSarbejde. Ved uruopførelsen af den verdslige version af Welch ein Fest i LiteraturHaus går 20 % af indtægterne til AIDSFondets arbejde.¨


Billetter bestilles på www.politikenbillet.dk

 

Her mit juleeventyr der beskriver baggrunden for opståelsen af Die Goldvögel

Welch ein Fest – et juleeventyr
Af Den gode gamle Tenor


Det var en kold decemberaften, den gode gamle tenor sad i sin lejlighed på 11. sal i Berlin og kiggede ud over byens snedækkede tage. Lejlighedens vinduer var sydvendte, så selvom han kunne se ganske langt, kunne han umuligt se tilbage til sit gamle land og sin store familie, til sine venner og kolleger. Varmt var det i lejligheden og han havde mange gode nye venner i Berlin også, men han holdt nu alligevel også så meget af alle dem han havde kendt så længe og som nu pludselig føltes så fjernt fra ham.


I stedet for at kigge ud, prøvede han da at skue indad, og se der, i hans hjerte var de alle så levende hos ham, nærmest som om de sad hos ham i stuen. Selv hans kære gamle mormor som for længst var draget hinsides, sad der og smilede til ham. Han fyldtes af en varm stilhed, mens han glad hilste på hver enkelt af sine kære, der viste sig for ham. Og i stilheden hørte han de lifligste klange af sprøde herrestemmer nærme sig. Han stillede skarpere ind på sin indre kanal, lyden var det store julepotpourri fra Tre Tenorer, den gruppe som han havde måttet forlade, da han rejste udenlands, og som nu var slumret ind.


Dette potpourri var, følte han, et af de på samme tid smukkeste og lystigste stykker musik, han havde været med til at synge. De slanke stemmer berørte drillende hinanden i tætte usædvanlige harmonier, svang sig så hver sin vej væk, til tider roligt og æterisk, til tider hurtigt og lystfuldt, på udvalgte steder krydret med kraftfuld testosteron. Nye overraskende juleværker afløste hinanden, han klukkede over publikums glæde ved at blive overrasket af noget de vel kendte og så dog i hel uventet sammenhæng. Da stemmerne så endelig til slut mødtes i en varm treklang, brød publikum
ud i en begejstret brusende applaus. Da var det sandelig blevet jul.


Jul, ak ja, tænkte den gode gamle tenor. Det er en tid hvor så mange hjerter længes. Hele året igennem kan man stænge så mange følelser inde, men så snart det første adventslys tændes, vil det indre barn til fest, og hvor ofte skuffes det ikke. Der findes endda folk, der af angst for at blive skuffet på forhånd lukker deres børn endnu hårdere inde i denne tid, og når de prøver at komme ud, nærmest drukner de dem i voldsom trængsel og alarm eller i andre stærke sager. Arme børn. Selv var han altid lykkeligst, når han juletiden igennem kunne synge, sangen, juleteksterne og musikken var for ham indbegrebet af juleglæde.


Hans tanker strømmede videre og han tænkte på den forgangne tid i Berlin. Hvor var der dog sket meget! En stor sygdomsperiode var endelig afsluttet, hans kræfter var vendt tilbage og han nærmest sprudlede af livsglæde og virkelyst. Selvom han på ingen måde ønskede sygdomstiden tilbage, var han på en forunderlig måde fyldt af taknemmelighed over at have måttet opleve den. Han havde haft brug for hjælp, og hjælpen var kommet.

 

Han havde ofte haft sine bedste stunder, når han havde hjulpet andre, det var altid faldet ham så let, men det havde altid været sværere for ham at bede andre om hjælp. Hvorfor var det så anderledes? Havde han spurgt sig selv. 'Kun en kujon tør ikke bede om hjælp' havde han så læst et sted, en sætning der havde fyldt ham med undren og så med klarhed.


Selvfølgelig var der meget han var bange for, men hvis hans angst for afvisning var større end hans kærlighed til sine nærmeste og kæreste, så var han dog en rungende malm eller en klingende bjælde. Han havde da tænkt, nå, du gode gamle tenor, et legebarn var du jo altid, lad os lege en leg. Lad os vende det om og sige, du har altid været så lykkelig, når du har hjulpet andre, måske blev du hver gang i virkeligheden hjulpet til at vise dine smukkeste sider, din medfølelse og din kærlighed, når du fik lov til at hjælpe andre. Hjælp nu de andre ved at lade dem hjælpe dig... Hvor morsomt tænkte han. Lad mig starte med at bede om nogle småting, så jeg ikke bliver ked af det hvis man siger nej
og jeg ikke tør fortsætte. Og så meget behøver jeg vel heller ikke. Ofte er det nok at vide at de jeg
holder af tænker på mig og ønsker mig det bedste.


Og dog... hvis jeg skal være fysisk svag og sygemeldt og ikke tjene nogen penge i lang tid er der faktisk også nogle praktiske ting, det kunne være være godt at hjælpe nogen med at hjælpe mig med. Kan man bede venner om penge, når man ikke aner hvornår man kan betale dem tilbage igen, tænkte han og gøs. Jamen, hvad har du gjort selv? Du har altid givet beløb som du var parat til at miste, venner var altid vigtigere for dig end pengene, det må også kunne gælde den anden vej. Så han bad hist og her, om det ene og det andet, mange sagde ja, andre sagde nej. Og det var som det skulle være. Han sagde også selv nej, hvis han ikke mente det han blev bedt om passede eller han blev bedt om noget han ikke kunne eller ville give. Så det var egentlig så let. Morsomt. Han legede sig gennem sin sygdom og glædede sig over alle de mennesker, han havde hjulpet med at hjælpe sig.


Men det var nu trods alt sjovere at være frisk og rask. Der var så mange andre måder at more sig på. Og pludselig faldt dem ham ind: Jeg starter et nyt ensemble og skriver et juleoratorium. Vores gamle julepotpourri bliver grundlaget og resten kommer af sig selv. Så hjælper jeg og bliver hjulpet, jeg skriver og digter og synger med kære kolleger, som jeg så lige finder. Hvor bliver det skønt.


Sikke en fest. Ha. Welch ein Fest kalder jeg mit juleoratorium! Og i løbet af foråret tænkte han mange tanker, og undervejs delte han dem med nogle af Berlins klogeste og varmeste hoveder og hjerter. Vil du hjælpe mig, spurgte han? Det ville de gerne. Litterater, præster, forlæggere, fotografer, grafikere, komponister. Alle stødte til med råd og dåd. Ingen fik penge for det, men sjovt havde de det. Det går kun i år, tænkte han, men i år går det!

 

Han havde selv engang før været rigtig syg, faktisk bar han stadig på en kronisk sygdom, som man kaldte HIV. Den havde han haft i snart 30 år, og han tænkte i reglen ikke videre over det. Men han huskede godt, hvor ked af det og bange han havde været engang, de mørke stunder, hvor han ikke havde taget det lige så let, og hvor han havde fundet så meget trøst i musikken. Og han vidste, at for mange andre var det noget sværere at have med at gøre end for ham selv. Hvis denne her nye sygdom, Hepatitis C, leverbetændelse, som minder så meget om AIDS fra de onde gamle dage og som nu er væk skal have nogen betydning for mig, vil jeg hjælpe mig selv ved at hjælpe andre, der i
denne tid tydeligere end ellers mærker sorgen i deres hjerter.


Han fik aftalt, at Welch ein Fest skulle uropføres på selve verdens AIDS-dagen, den 1. december som dette år også var 1. søndag i advent, lysest fest. Det ville blive i den store Marienkirche i Berlin. Alle indtægter fra uropførelsen skulle gå direkte til KIRCHE PositHivs arbejde. Og straks videre til tre opførelser i det hyggelige LiteraturHaus i hans elskede København, hvor han aftalte at 20% af indtægterne skulle gå til AIDS-Fondets arbejde. Han organiserede også en julefest for alle der ikke følte sig så trygge ved den normale jul. 'Fejr jul med din logiske familie før den biologiske
kræver fremmøde', blev hans slogan. Det bliver billigt, men der snupper vi selv alle indtægter. På den måde giver vi det der er passende og jeg kan måske også selv betale mine regninger. Sjovt som det er at bede om hjælp er der nu også helt i orden at kunne hjælpe sig selv.


Han ikke så meget samlede en gruppe som lod de andre komme til sig. En amerikansk kontratenor, en græsk bariton og selvfølgelig hans gode ven, den tyske akkordeonist, komponist, arrangør og sanger Dirk, friske fyre fuld af musik og med hjertet på rette sted, fra alle verdenshjørner havde de samlet sig i Berlin. Han havde fået et kunstværk af sin mors veninde, hvor hun havde malet fire syngende guldfugle. Die Goldvögel skal vi hedde, sagde han til sig selv. Han undersøgte sagen og fandt ud af at der ikke var nogen gruppe der hed det i hele verden. Men i en roman af en ung
forfatter David Perteck 'Im Zauberkreis der Dämonen' var Die Goldvögel de stærkeste våben mod de onde kræfter. Det kan ikke være mere passende tænkte han, det er lige det vores sang skal gå ud på.


Latter og gråd ligger gemt i mellemgulvet, tænkte han teknisk, rører vi det smukt og rent hos os selv når vi synger, kan vi stige ind til vores eget barn i sjæl og sind, og så rører vi også vores publikums børn. Endnu en ide faldt ham ind. Welch ein Fest hedder det. Der er jo en dansk sang der hedder Sikke'n fest. Han fandt ud af at også var kendt på tysk, og at melodien i virkeligheden var en tahitiansk folkesang. Deraf dens kraft og appel, tænkte han. Jeg skriver en salme. Ha. Sagde han. Nonsens på niveau er som den reneste nektar. De vil græde af grin og alle børns lykke er gjort. Han
tændte maskinen, og festen var startet.


Welch ein Fest feiern wir heute Nacht
HallelujaAmen
Welch ein Fest feiern wir heute Nacht
HallelujaAmen
Hirten erwacht von Engeln oben mit Pracht
sie jubeln HallelujAmen
Welch ein Fest feiern wir heute Nacht
HallelujaAmen
Eilen wir sacht das Kind ward eben gebracht
sprich leise HallelujaAmen!
In einem Stall so klein
sass eine Jungfrau rein
im Bauch ein Kindelein
die Herberg sagte nein
die Krippe war nicht weit von hier
und plötzlich sagte Christ zu ihr:
Welch ein Fest feiern wir heute Nacht
HallelujaAmen
Welch ein Fest feiern wir heute Nacht
HallelujAmen
Es gibt eine Pacht, die Sünden nehm ich, gib Acht
mit einem HallelujaAmen
Welch ein Fest feiern wir heute Nacht
HallelujaAmen
Wunder vollbracht, der Tod ist tot heute Nacht
so singe HallelujaAmen!!